Anmeldelse: Glashuset, Teater V (Herning Ny Teater)
Af Christian Skovgaard Hansen
Herning Ny Teaters Glashuset præsenteres som en ”tankevækkende teaterthriller”. Dét er at tage munden for fuld. Nanna P. Tüchsens teaterthriller har ikke megen spænding i sig, og den stikker til alt for mange sider med alt for mange sidegrene til, at den nogensinde bliver nærværende eller tankevækkende.
Ann Reinhart har netop solgt sit firma, som var et Danmarks mest succesfulde techfirmaer inden for forårsindustrien. Ida Marie Buhr er journalist, og skal tale med Reinhardt. De to kvinder mødes i Reinharts luksusfritidshus med de store glaspartier i skoven. De to kvinder er samtidig vokset op sammen, men de mistede kontakten dengang de var 14 år, og nu er de begge godt oppe i årene. Tiden er dog moden til, at de mødes igen.
De to kvinder taler nu først og fremmest om verdenspolitikken og samfundsudviklingen i dag, men snart bliver der også tid til at tale om barndommen, og ikke mindst om, hvorfor de egentlig gled fra hinanden. Det pusler udenfor, og vinden rusker i det hele. Og pludselig begynder skeletterne at vælte ud af skabet. Man kan nu både se og ses på i glashuset, og farerne truer – måske. Fortiden møder nutiden, og de to kvinder får øjnene op for deres egne fejl og mangler.
De store spørgsmål trænger sig derfor på. Både på den store klinge i form af en stillingtagen til en verden krig, hvor moralen – måske – er på tilbagetog, og på den mindre klinge, hvor spørgsmål som: ”Hvilket selvbillede har de to kvinder?”, ”Er de gode mennesker?” og ”Og hvad er et godt menneske egentligt?” trænger sig på.
Emnerne til et spændende drama er derfor til stede. Men både drama og spænding vil desværre aldrig rigtig indfinde sig. Tüchsens tekst stikker i alle retninger – og i for mange retninger. Hun vil omfavne det hele, og det endda på kun godt 70 minutter, og det gør desværre, at hun aldrig rigtig favner om noget. Det hele bliver for løst og ufokuseret, og der er ikke just plads til refleksion. Det er derfor Tüchsens tekst, der er det absolut svageste led i Glashuset. Det er meget sigende, at det øjeblik, hvor der er mest dramatik, er, da Reinhardt dræber fuglen, der er fløjet ind i vinduet, på huggeblokken.
Der er ellers lagt i kakkelovnen til et drama, da de to kvinder kommer fra vidt forskellige baggrunde. Den ene kommer fra gode kår og er nu blevet millionær på forsvarsindustrien. Den anden kommer fra sværere kår, og hun er nu blevet journalist med fokus på klima, menneskerettigheder og krigsbekæmpelse. Samtidig har de en fælles historie, som måske, måske ikke fuldt ud åbenbarer sig, om Reinharts lillebror, som døde som 5 årig. Dén historie kunne have givet et stærkt, dragende og nervepirrende kammerspil. Men det får vi bare ikke.
Katrine Wiedemanns instruktion føles heller ikke altid helt skarp, men det føles mest af alt til, at det skyldes teksten, og at hun har forsøgt at få det bedste ud af teksten. Hendes omflytning af den lidt kedelige stuescenografi er formentlig lavet til, at vi nu skal høre et nyt afsnit i de to kvinders historie, så vi ser historien fra en ny side. Det kommer dog til at virke noget abrupt, men igen skyldes det mest af alt tekstens svagheder, så det heller ikke rigtig forløses.
Det, som holder forestillingen oppe, er de to stærke skuespilpræstationer. Sonja Oppenhagen leverer et intellegent og kløgtigt portræt af en stærk kvinde, og man fornemmer en vis grumhed, men også kærlighed bag. Karin Bang Heinemeier har overtaget rollen som Buhr efter Birgitte Raaberg. Heinemeier leverer også en god præstation, som den iltre og til tider frustrerede journalist med en hemmelighed i bagagen – ud fra det materiale, hun har at arbejde med.
Eneste største problem er dog alderen. Oppenhagen og Raaberg er nogenlunde jævnaldrende, så de kan godt illudere, at de har været barndomsveninder. Sværere er det med Heinemeier, der er ca. 30 år yngre. Det går ud over både samspillet og ikke mindst troværdigheden, når vi ganske enkelt ikke kan tro på, at årstal, begivenheder og alder stemmer. Oprindeligt har de to figurers forskelligheder måske ikke stået helt klare, men det fungerer i hvert fald ikke rigtigt nu.
Glashuset er derfor ikke nogen stor forestilling, og den er ikke et særligt vellykket kammerspil. Spændingen og tankerne udebliver i stor stil, og selvom forestillingen kun varer ca. 70 minutter føles den noget længere. Den reddes i stedet kun hjem af to stærke skuespilpræstationer – her af Sonja Oppenhagen og Karin Bang Heinemeier.
Herning Ny Teater
Teater V, Store V, Prøvehallen, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby
Spilleperiode: 29. oktober-2. november 2025
Forestillingen spiller herefter videre på turné til Randers Teater den 4.-5. november 2025
Set den 29. oktober 2025
Fotos: MingoPhoto
(Billeder er med Sonja Oppenhagen og Birgitte Raabjerg)
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
og
Medvirkende: Sonja Oppenhagen og Karin Bang Heinemeier (som har overtaget rollen efter Birgitte Raaberg)
Dramatiker: Nanna P. Tüchsen
Instruktion: Katrine Wiedemann
Scenografi: Katrine Wiedemann
Dramaturg: Jesper Bergmann
Lysdesigner: Lars Jacob Pedersen
Lyddesign: Rune Abel Aagaard
Rekvisitør: Klara Sjöholm
Musikalsk konsulent: Stephan Bomberg
Scenemester: Niels Sangill
Skrædder: Elsebeth Hede Jensen
Instruktørassistent og forestillingsleder: Mathilde Olsen
Varighed: Ca. 1 time og 10 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod