Anmeldelse: Fucking Åmål, BaggårdTeatret (Teater Vestvolden og HiLS DiN MOR)
Af Thormod S. Kamban
At finde sin egen identitet. Det er en af de sværeste ting, som man bokser med i teenageårene. Man er i tvivl om, hvem man er – ja selv, hvad verden er.
I en lille flække kaldet Åmål møder vi de to teenagetøser, der senere hen finder interesse i hinanden. Elin er en småkedelig og upopulær, introvert pige, som bliver forstyrret, da hun når bunden af pilleglasset, af hendes lettere stupide mor, så hun må spytte hele glasset ud igen. Agnes er en højrøstet, naiv teenagetøs, der brænder for at leve det vilde liv med booze, piller og fyre.
Deres kamp for at finde sig selv udvikler sig hurtigt til en kamp om at finde hinanden. Eller rettere erkende at de har brug for at finde hinanden. Til Elins temmelig mislykkede fødselsdagsfest, dukker Agnes op med sin veninde Jessica, og hun bliver udfordret til at lægge an på Elin. Der kommer så det kys, der bliver startskuddet for hele jagten på deres egen seksualitet.
I kølvandet på det opsøger de igen hinanden. Modsætninger mødes, og sød musik opstår. De tager på en forkortet blaffertur til Stockholm. I deres iver for at kysse hinanden, opdages det af manden, der har samlet dem op, og de bliver smidt ud af bilen. Det kan være svært at få lov til at være den, man gerne vil være…
Specielt i en lille by af Udkantssverige som Åmål, hvor folk tænker hver sit, men har endnu mere travlt med at have en mening om alle de andre.
Teaterstykket, som bygger på den svenske ungdomsfilm fra 1998, har gode intentioner og er relaterbar for enhver teenager. Dramatikeren Julie Maj Jakobsen har valgt et godt udgangspunkt for en nydramatisering af filmen. Samtidig med at hun er tro mod filmens problemstillinger og personernes tanker, fylder hun lidt ekstra på i den sjove ende, så publikum ikke keder sig, men derimod skal tage stilling til situationer, som kan forekomme både sjove, alvorlige og mindre bizarre. Det sukkersøde og bitre univers kombineres flere steder på ganske fornem vis.
Desværre bliver den parodiske stil lidt for pompøs, og i det, der ellers er en fin komedie om forskelligheder og om at finde sit eget ståsted, bliver personerne og teenagelivet overgjort en smule. Måske har instruktøren Mia Lipschitz valgt at gøre det med fuldt overlæg, for at forestillingen kunne blive mere målrettet mod aldersgruppen, som den er tiltænkt?
Til tider drukner det i Katrine Gjerdings lyserøde scenografi, der ellers giver forestillingen sit kontrapunktiske særpræg. Det giver på en gang anledning til den lettere tøsede, teenagestemning og samtidig en dejlig, forfriskende kontrast til de lettere dramatiske højdepunkter.
Men i en afgørende scene, hvor vores hovedpersoner finder hinanden igen og sladderen hviskes i alle kroge, mærker man et gran mere af den seriøsitet, man godt kan søge. Ligeledes i en akavet sexscene, hvor Agnes får sin seksuelle debut med drengen Johan. Fortrydelsen i hendes blik er ikke til at tage fejl af.
Med et godt musikspor og tre gedigne skuespillere Mia Lerdam, Christine Sønderris og René Benjamin Hansen, der vimser rundt og ind og ud af en masse biroller, bibeholder man interessen for stykket hele vejen igennem, og venter ængsteligt på, at kærligheden skal sejre i sidste ende. Og med emner som homoseksualitet, mobning, selvmordstanker og den evige jagt på ens egen identitet, er stykket langt fra uaktuelt. Tværtimod.
BaggårdTeatret (på turné)
Teater Vestvolden og HiLS DiN MOR
Spilleperiode: 21. september 2017-13. april 2018 (herunder på turné rundt i landet)
Set den: 16. november 2017
Foto: Karoline Lieberkind
Lyst til at købe billet? Læs nærmere her:
http://teatervestvolden.dk/shows/fucking-aamaal/69
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod