Anmeldelse: Aftenlandet, Aalborg Teater

Af Thomas Riddersholm

På Aalborg Teaters Lille Scene spiller for tiden stykket ’Aftenlandet’. Det er historien om Europas nutid – og ikke mindst fremtid. Det hele ses inde fra en motorvejscafé et sted i Europa tæt på en grænse.

Det lyder måske lidt underligt, men som stykket skrider frem, giver det mere og mere mening. Verden suser forbi, og mennesker suser der ud af, men undervejs er vi alle nødt til lige at gøre nogle små ”pitstop”. Enten for at få benzin på bilen eller for at få en kop kaffe og en croissant til den trætte krop. På en motorvejscafé kan du få det hele! Også flygtningekrisen! Flygtningene begynder at samle på parkeringspladsen ved motorvejscaféen, og hvad sker der nu?

På caféen strømmer det ind med mennesker hele dagen og natten igennem. I løbet af stykket bliver det dog mere og mere en decideret belejring af mennesker, der er på flugt fra deres lande. Og denne situation kan altså ikke bare lige klares med en kop kaffe, en kage og et “på gensyn”. Og så er det måske egentligt bare nemmest og mest betryggende at smække døren i og holde dem helt ude?

Forestillingen er instrueret af Tue Biering, som bl.a. er kendt for sine debatskabende forestillinger i teater- og performancegruppen FIX&FOXY, og skrevet af Julie Maj Jakobsen. Sammen har de formået at skabe et dramatisk, aktuelt og debatskabende stykke, med simple midler. Julie Maj Jakobsens tekst er stringent og veldisponeret. I korte træk handler ’Aftenlandet’ om flygtningekrisen i Europa set fra forskellige synsvinkler. Det er en kommentar til, hvor vi er, hvor vi er på vej hen, og om hvor bange og usikre vi er for, hvad fremtiden bringer.

Man kommer godt ind i karaktererne og deres skæbner. Og faktisk, så føler jeg, at man får en vis sympati for dem allesammen. Der findes ingen gode eller onde i den her situation; kun mennesker med forskellige lod, som er blevet tildelt af verden og af samfundet. Man ser en ret god skildring af os mennesker, når vi er grimmest, mest forvirrede, bange og sårbare.

Mennesker er som mennesker er, og når vi skære helt ind til benet, så er vi blot dyr. Og er det egentligt noget at skamme sig over? Og behandler vi alle ens – og skal vi da det? Det kan man jo gøre op med sig selv, efter man har set denne forestilling.

Opsætningen er meget minimalistisk. Der er som sådan ingen scene, da det hele forgår på gulvet, og til dels blandt publikum. I midten af det hele står et bord med en modeludgave af en stor motorvejstankstation – en model, hvori og på fortællingen foregår. En ret så simpel, men også effektiv måde at sætte det hele i scene på.

De seks skuespillere, Jørgen W. Larsen, Lars Toop Thomsen, Kathrine Høj Andersen, Niels Anders Manley, Jakob Hannibal, Marie Knudsen Fogh og Ena Spottag, spiller alle forskellige roller, som de springer frem og tilbage mellem, igennem stykket, og det fungerer hele vejen igennem rigtigt fint. Alt fra tankpassere over rigmandsægtepar til syriske flygtninge og ikke mindst til borgere, der bestemt ikke vil have flygtninge ind i deres land. Alt sammen gennemført og meget overbevisende, til trods for at der ikke er lagt det store i kostumedelen.

En stor ros skal også lyde til de mange statister, der spiller flygtninge i stykket. Deres job er egentligt bare, at stå udenfor i kulden, fordi de ikke må blive lukket ind i cafeen. Men det virker simpelthen bare superrealistisk, og det giver forestillingen noget ekstra nerve.

Stykket er for alle fra 15 år og opefter. Det er både sjovt, trist, spændende og lærerigt. Til tider føler jeg dog lidt at den røde tråd glipper en smule, og at det hele bliver lidt for meget ”leg”, hvor ikke alle replikker og ”scener” sidder lige i skabet. Det virker lidt som om, at der lige mangler det sidste, både hvad angår handlingsforløb og instruktion, før at det hele går op i en højere enhed, og derfor kommer stykket aldrig helt op at peake for mig. Jeg vil dog stadig opfordre folk til at tage ind at se det. Det er teater en ny og forfriskende måde, og så er opsætningen bare så dejlig uformel. Skuespillerne er så tæt på en, at man næsten føler sig som en del af det hele.

Til sidst vil jeg lige slutte af med en af de replikker, som fangede mig mest: ”Hele verden er en stinkende losseplads fuld af svin, der alle er ude på noget!” Den er meget sigende for hele stykket. Det er ærligt og grimt, men det kan i sig selv også være smukt. ’Aftenlandet’ er realistisk og relevant teater. Det er ikke bare underholdning. Det er et stykke, der vil noget, og som har meget på hjerte. Og endda uden at det bliver for abstrakt og kunstnerisk.

Aalborg Teater, Lille Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg C

Spilleperiode: 15. november-18. december 2017

Set den 15. november 2017

Fotos: Lars Horn

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://aalborgteater.dk/event/aftenlandet/

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod