Anmeldelse: ELF – The musical, Tivoli

Anmeldelse: ELF – The musical, Tivoli

Af Henriette Devantier

 

En festligste julehumørbombe er sprunget i Tivoli! På storslået vis sætter Tivoli julemusicalen ’ELF – The Musical’ op, som er bygget op omkring Will Ferrells film af samme navn, men lettere tilpasset det danske publikum, så handlingen delvist er hensat til København med Axel Towers, Langebro og Tivoli.

Vi møder det forbyttede menneske, Brormand, der holder til i julemandens alfeland. Her lever han blandt alfer, slik og julestemning lykkeligt uvidende om, at han er et menneske og slet ikke en alf. Problemet opstår den dag, hvor han opdager, at han faktisk er et menneske. Julemanden fortæller om hans afdøde mor, men også om hans nulevende far, der bor i København med sin familie.

ELF - The Musical_Hele holdet

Brormand beslutter sig for at tage fra Grønland til København for at møde sin familie. Han møder dog en lidt anerledes far, end han havde håbet på – og en familie, hvor travlhed og arbejde har skubbet kærligheden og julestemningen helt til side. Men Brormand giver ikke op så let. Han vil vise sin familie og sin store kærlighed Julie, hvad ægte julestemning er.

Jeg satte mig forventningsfuld i sædet i Tivolis koncertsal og ventede på, at juleuniverset skulle udfolde sig. Og det skal jeg lige love for det gjorde. Der er drøn på Brormand og resten af showet. Med 120 kilometer i timen følte man sig næsten helt fladmast allerede kort inde i musicalen. Men i takt med historiens gang, blev jeg og resten af publikum revet mere og mere med og blev bragt ind i showets stemning og atmosfære. Fra da af havde de mig resten af showet.

Jeg må konstatere, at ’ELF – The Musical’ er en fjollet og humoristisk musical, som virker! Det er en feel good-musical uden lige, der bestemt er på sin plads nu til dags præget stress og jag. ’ELF – The Musical’ fornyer ikke musicalen som genre, men det er en topprofessionel produktion, der folder sig ud på scenen. Man bliver revet ind i et univers, hvor man glemmer alt om julegaveindkøb, stress og hverdagens pligter, og i stedet bare bliver i rigtig godt humør.

I hovedrollen ses Pelle Emil Hebsgaard som Brormand. Kæmpe cadeau til ham! Det er en krævende og stor rolle, og han formår at få Brormand ud over scenekanten på en skæv og charmerende måde. Hebsgaard rammer plet som den naive og til tider irriterende Brormand. Nogle ville måske sige, at han overspiller helt vildt, men det passer ind i rammerne og går rent ind i ”Elf”-filmens ånd.

På rollelisten ses blandt andet også Christiane Schaumburg-Müller som Brormands store kærlighed, Julie, Tommy Kenter som (blandt andet) julemand, Niels Ellegaard som Brormands far og ikke mindst Julie Steincke som Brormands stedmor.

Det er overordnet et stærkt cast, som de har samlet, og det kan også mærkes. Julie Steincke gør det strålende, som sædvanlig. For mig virkede hun som en klippe i det ellers hvirvlende show, og med hende på scenen følte man sig helt tryg. I rollen som Brormands kæreste, Julie, var Christiane Schaumburg-Müller taget i betragtning af, at hendes erfaring inden for genren ikke er så stor, var hun slet ikke så tosset. Hun fremtryller den mutte, men skønne Julie, som Brormand falder pladask for.

ELF - The Musical

Instruktør Mads M. Nielsen og holdet bag forestillingen har formået at tilpasse den oprindelige amerikanske julekomediefilm til et dansk publikum med dansk humor anno 2017. Humoren fylder meget og er bestemt et bærende element i showet. Selvom genren hedder musical, var det egentlig ikke musikken og sangene, der fængslede mig, men derimod humoren.

Humoren fængslede publikum, der ofte skraldgrinede, og det er også denne, der binder forestillingen sammen og forbinder børn og voksne i salen. Forestillingen har en tvetydighed. Børnene falder for det gakkede og julede, mens de voksne bliver præsenteret for en skøn humor samt rammende pointer. For midt i julestress må vi ikke glemme hvad julen rigtig handler om! Kærlighed, familie og tid til børnene!

Så hvis man er til et festfyrværkeri af julestemning og til et godt grin, er ’ELF – The Musical’ et rigtig godt bud på en juleaktivitet for hele familien.

 

Koncertsalen, Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V

Spilleperiode: 23. november 2017-26. december 2017

Set den 23. november 2017

Foto: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.tivoli.dk/kultur+og+program/teater/2017/elf+-+the+musical

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *