Anmeldelse: Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed, Aarhus Teater og Den Danske Scenekunstskole, Århus

Anmeldelse: Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed, Aarhus Teater og Den Danske Scenekunstskole, Århus

Af Anne Sophie Thingsted

 

’Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed’ er baseret på den amerikanske forfatter Raymond Carvers novellesamling af samme navn fra 1981, og den handler om parforholdets forhåbninger og forfald blandt USA’s afmægtige underklasse, hvor hustruvold, alkoholisme og utroskab spiller en stor rolle. Denne novellesamling danner grund for præsentationsforestillingen for de skuespillere, der bliver færdige på Den Danske Scenekunstskole i Århus sommeren 2018.

at_ddsks_pressefoto_rumleskafte_8 [1600x1200]

Kærligheden udforskes i seks selvstændige historier om amerikanske kæreste- eller ægtepar. Man ser for eksempel et ungt par, der har fået deres første barn, og stadig har drømme for fremtiden. Men man fornemmer noget ildevarslende, der ulmer under overfladen.

I de resterende historier oplever man den forliste kærlighed. Blandt andet stifter man bekendtskab med et par, der for år tilbage købte et motel med drømmen om at drive det sammen. Men efter manden har været utro med stuepigen, er parret faldet til flasken og har ladet motellet og forholdet gå i forfald.

Historierne handler alle om sølle og miserable skæbner. Den stærkeste handler om to par, der sidder og drikker sammen, imens de taler om kærlighed. Samtalen er fordrukken og galgenhumoristisk, og pludselig brydes den lette stemning af den ene af kvinderne. Hun fortæller, at hun er bekymret for sin mand, som er selvmordstruet. Hendes ærlighed er som et lille ædrueligt øjeblik i fuldskaben, hvor hun ser sin situation udefra, og det rammer publikum.

De andre historier gør ikke helt så stort indtryk på mig, for den følelse af ærlighed og selverkendelse, som jeg oplever hos kvinden med den selvmordstruede mand, føler jeg ikke lige så stærkt. Historien her brillerede, fordi man i bearbejdelsen havde balanceret humor, elendighed og selverkendelse meget fint, hvilket får karakteren til at fremstå sympatisk.

at_ddsks_pressefoto_rumleskafte_16 [1600x1200]

Den konstante elendighed og tilværelsens afmægtighed kammer en smule over i de andre stykker, hvor parrene konstant skændes, smider med stole eller befinder sig i en alkoholisk rus, der får dem til at danse i vildskab. Det distancerer mig fra dem og gør deres konstante elendighed så intens, så de mange skænderier kommer til at virke skingre frem for hjerteskærende.

Stykket har håndplukket seks noveller fra Raymond Carvers novellesamling, som består af i alt 17 noveller, og man kunne med fordel have nøjedes med færre. Alle seks historier er spækket med detaljer, dramatik, kaos og tragiske skæbner, og fordi jeg skal igennem den emotionelle rutschebane så mange gange, føler jeg, at mit følelsesregister til sidst bliver overophedet.

Den manglende fortællingskurve med begyndelse, midte og slutning kombineret med de meget tunge tematikker, stykket tager op, bliver det simpelthen for meget at tage ind hver gang. Hvis man havde skabt en gennemgående rød tråd mellem stykkerne, så de byggede videre på hinanden, skåret én eller to historier fra og dvælet lidt længere ved de enkelte narrativer, havde det været lettere som publikum at investere sig og holde fokus.

Skuespillerne spiller indtrængende og intenst, og de leverer fine præsentationer. Undervejs i stykket fremfører de flere amerikanske sange i country-versioner. Genren, der er kendt for sin optimisme, tilfører stykket et lille skær af håb midt i af det elendige, og længselsfyldte toner hensætter publikum til de åbne vidder ved Albuquerque, hvor den historie, der lægger navn til novellesamlingen, foregår.

 

Forestillingen præsenteres i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole, Århus

Aarhus Teater, Stiklingen, Teatergaden, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 23. november 2017-18. december 2017

Spiller herudover på Folketeatret, Hippodromen i perioden den 9.-14. januar 2018

Set den 23. november 2017

Foto: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1718/praesentationsforestilling/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *