Anmeldelse: Giant Steps (2024), Det Kongelige Teater

By: Henriette Devantier
On: 4. marts 2024

Af Henriette Devantier

Det er ikke mange sæsoner siden, at Det Kongelige Teater annoncerede, at George Balanchines ikoniske ballet ”Serenade” var på repertoiret. Men skuffet blev jeg, da forestillingen blev aflyst pga. corona-nedlukningen. Så jeg var fuld af forventning og glæde, da jeg lørdag aften skulle genopleve dette værk i samspil med Harald Landers ”Etudes” og det nyskabte værk ”Sibelius’ 4. symfoni” af Jorma Elo. Under den samlede titel Giant Steps var der lagt op til en stor aften med store trin.

Giant Steps er en unik sammensætning af værker, der spænder fra det poetisk bevægende til det teknisk krævende og fra det nostalgisk klassiske til det nyskabte. Konceptet er en hyldest til dansens evige skønhed og dens konstante innovation, der samtidig står på skuldrende af store koreografer og deres værker.

George Balanchines “Serenade” er et mesterværk. Så enkelt er det. Tjajkovskijs ”Serenade for strygere i C-dur, Op. 48″ væver sig sammen med den æstetiske dans og løfter sig til et nyt kunstnerisk niveau. Fra det øjeblik tæppet går op, og man ser danserne i himmelblå kostumer mod et simpelt, men effektivt bagtæppe, indfanger “Serenade” publikums opmærksomhed. Balanchines evne til at skabe mønstre og former med dansernes kroppe er intet mindre end genial. Selv uden en konkret handling fortæller balletten om menneskelige følelser og relationer gennem dens bevægelser og trinsprog.

Solistpartierne i ”Serenade” er ikke traditionelle karakterroller, som man kunne finde i en handlingsballet. I stedet består værket af tre fremtrædende kvinderoller, to herreroller og et korps af primært kvinder. Wilma Giglio fangede på denne premiereaften essensen af ”Dark Angel” med forførende styrke og følsomhed, mens Stephanie Chen-Gundorphs Valsepige bevægede sig med nåde og præcision, og Tara Schaufuss’ Russsiske Pige tilførte en sprudlende energi og spændstighed til forestillingen. Korpset skabte en solid ramme for solisterne med deres ensartede og præcise bevægelser. De var afgørende for at bringe Balanchines visioner til live. “Serenade” er en hyldest til den dansende kvinde, og hver en bevægelse blev del af et større, betagende billede, som korps og solister sammen skabte.

Efter en kort pause sad vi atter klar igen – denne gang til noget helt anderledes. I det nykreerede værk til Sibelius’ 4. symfoni har den finske koreograf Jorma Elo taget publikum med på en rejse ind i det finske landskab såvel som ind i sindet af syv utilpassede brødre, der søger deres plads i verden. Værket, der deler sin titel med musikken, er et mørkt og moderne tableau, der skildrer brødrenes kamp for at finde en identitet i et samfund, hvor de føler sig fremmedgjorte.

Interessant nok flytter Elo fokusset fra ”Serenade”s kvindefigurer til mandlige dansere i dette værk, hvor mændene dominerer scenen, og kun en enkelt kvinde, Wilma Giglio, fremstår som en næsten mytisk figur, der omringes og tilbedes af mændene. De mange mænd blev danset af Jonathan Chmelensky, Liam Redhead, Guilherme de Menezes, Meirambek Nazargozhayev, Tobias Praetorius, Emerson Moose, Joseph Aumeer, Vitor de Menezes, Oscar Ainscough og Mathieu Rouaux, som med råstyrke og intensitet dansede sig gennem brødrenes kamp for at finde et ståsted i tilværelsen.

Til trods for Giant Steps ambition, om at dette værk skulle gå i dialog med gigantiske og komplekse værker af henholdsvis Balanchine og Lander, lykkes dette desværre ikke til fulde. Det ellers changerende finske landskab forblev goldt, og det forblev noget monotont. ”Sibelius’ 4. symfoni” nåede aldrig til et emotionelt eller visuelle klimaks, som man ellers sad at håbede på.

Giant Steps’ grande finale var ”Etudes”, der er en hyldest til den klassiske balletkunst, som fejrer teknik, æstetik og tidløs skønhed. Balletten begynder med de grundlæggende fem positioner og udvikler sig til en medrivende finale, hvor dansernes disciplin og kunnen virkelig kommer til deres ret. ”Etudes” er dybt forankret i den danske danse-DNA, og det var tydeligt, at balletten var særdeles velkendt for publikum i salen. Man kunne næsten mærke den kollektive begejstring, når tiden nærmede sig for de imponerende drejninger eller de luftige spring, som “Etudes” er så berømt for.

På scenen udstrålede Emma Riis-Kofoed som Ballerinaen en sikkerhed og styrke, der er essentiel for denne teknisk krævende rolle. Ved hendes side var Jón Axel Fransson og Alban Lendorf i rollerne som solistherrer, hvor sidstnævnte især skilte sig ud. Lendorf indtog scenen med en skarphed og en forrygende energi, der løftede forestillingen og demonstrerede, at han bestemt hører hjemme på Gamle Scene. Værket er en fejring af ballettens disciplin og en påmindelse om, hvorfor denne kunstart fortsat fængsler og imponerer.

Med denne tretrinsraket fik jeg endelig indfriet mine længeventede forventninger! På trods af et lettere uforløst potentiale hos ”Sibelius’ 4. symfoni” står helhedsindtrykket af Giant Steps skarpt som en aften, der i den grad hylder ballettens levende og pulserende kunst. Giant Steps minder os om, hvorfor vi vender tilbage til teatret: For at blive bevæget, udfordret og for at opleve gigantiske trin.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode: 2.-20. marts 2024

Set den 2. marts 2024

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/ballet/giant-steps

Serenade

Medvirkende: Wilma Giglio, Stephanie Chen-Gundorph, Tara Schaufuss, Gregory Dean, Sebastian Pico Haynes m.fl.

Koreografi: George Balanchine

Musik: Pjotr Tjajkovskij

Kostumedesign: Karinska

Lysdesign: Ronald Bates

Sibelius’ 4. symfoni

Medvirkende: Wilma Giglio, Jonathan Chmelensky, Liam Redhead, Guilherme de Menezes, Meirambek Nazargozhayev, Tobias Praetorius, Emerson Moose, Joseph Aumeer, Vitor de Menezes, Oscar Ainscough og Mathieu Rouaux

Koreografi: Jorma Elo

Musik: Jean Sibelius

Scenografi og kostumedesign: Jorma Elo

Lysdesign: Mikki Kunttu

Kunstnerisk rådgiver for koreografen: Nancy Euverink

Etudes

Medvirkende: Emma Riis-Kofoed, Jón Axel Fransson, Alban Lendorf m.fl.

Koreografi: Harald Lander

Musik: Knudåge Riisager

Kostumedesign: Lise Lander og Rikke Korfix

Kunstnerisk rådgiver: Lise Lander

Samlet varighed: 2 timer og 45 minutter inkl. 2 pauser