Anmeldelse: Madame Butterfly, Det Kongelige Teater
Af Kristina McClelland Jacobsen
Da man træder ind i salen ved Store Scene i Operaen er det som at træde ind i en lille by og et andet univers. Scenen er gjort lille, næsten som en kasse, og på scenen er der billeder og udstillingsskabe med japanske genstande. Mennesker går rundt og betragter på disse genstande, som var de på et museum. Alt dette mens publikum stadig finder deres pladser og sidder spændt og snakker. Indringningen lyder, musikken går i gang, og Puccinis opera, Madame Butterfly, er allerede begyndt.
Operaen Madame Butterfly handler om en amerikansk flådeofficer Benjamin Franklin Pinkerton, som gerne vil gifte sig med den 15-årige Cio-Cio-San, som betyder Sommerfugl/Butterfly på japansk. Da Madame Butterfly gifter sig med Pinkerton og konverterer til kristendommen, bliver hun udstødt af familien for at have negligeret sin tro. Men Pinkerton forsikrer sin kærlighed til Madame Butterfly, og de deler natten sammen.
Efter pausen kan man næsten ikke genkende Madame Butterfly. Der er gået flere år, og hun venter på, at Pinkerton vil returnere til Japan, og hun er næsten blevet slugt af amerikanisering med kort hår og smøger. Den amerikanske konsul, Sharpless, besøger Madame Butterfly og forsøger at fortælle hende at Pinkerton ikke vil returnere. Men hun holder fast i både håb og bryllupsløfter og introducerer her hendes og Pinkertons barn til Sharpless. Madame Butterfly ser ud ad vinduet med et håb om, at Pinkertons skib er ankommet og pynter hele huset med lyserøde blomster. Hun venter dog natten lang, uden at han kommer, og Suzuki insisterer derfor på, at hun får noget søvn. Alligevel dukker Pinkerton op, men ikke alene.
Alle følelser i operaen er store og bliver tydeligt fortalt gennem musikken med kontrasterne i tempi, tonaliteten og lange fraseringer. Her tydeliggøres kulturmødet mellem Japan og USA også, blandt andet med brugen af pentaton-skala, som er en skala med fem heltonetrin, der får musikken til at lyde asiatisk. Derudover er en tydelig reference til USA’s national sang, ”The Star-Spangled Banner” af komponisten John Stafford Smith. Generelt er musikken enorm smuk og på bedste vis er Puccinis opera lidt en ”people pleaser” og let at forstå og følge. Det er nok også derfor, at netop Madame Butterfly er blevet opført så mange gange og man må sige at kapellet løftede denne opgave.
Da stjernesopranen Karah Son kommer syngende langsomt ind på scenen i rollen som Madame Butterfly fyldes jeg med gåsehud. Rollen blev sunget med elegance og følelser og Son får det til at lyde legende let. Hendes stemme har så meget resonans at det runger helt vildt i ørene – meget imponerende. Ligeledes leverer Hyona Kim også rollen som Suzuki strålende. Desuden klinger de to utrolig smukt sammen. Tenoren Evan LeRoy Johnson, i den bærende rolle som B. F. Pinkerton, nåede ikke helt over scenekanten med hans sang, som han plejer. Dette blev dog forklaret i pausen, da han blev ramt af en allergisk reaktion kort inden forestillingens begyndelse. Han formåede i høj grad at kompensere med hans overbevisende skuespil og kom gennem operaen på bedste vis. Den amerikanske konsul, Sharpless, blev sunget på fornem vis af barytonen Samuel Dale Johnson.
I løbet af operaen synger Det Kongelige Operakor som regel på bagscenen, hvilket gør at de kan virke som en lille del af forestillingen. Men det er de tværtimod ikke. Deres rolle er meget betydningsfuld for både handlingen, men også hvordan de til tider bær solisterne gennem svære passager. Det klarede de strålende.
Under forestillingen bevæger en mand sig rundt på scenen i undren og fortvivlelse, som blev spillet af Stephan Offenbacher. Som publikum kan man undre sig lidt over, hvilken rolle han spiller i forestillingen, men han formår at holde publikum underholdt. Det viser sig at være en person, som nærmest får et indblik eller endda flashback til sit eget liv, nemlig Madame Butterfly og Pinkertons voksne søn. Selvom hans karakter kan virke forvirrende i begyndelsen, bringer det en rød tråd gennem fortællingen. Denne nyopsætning blev instrueret af den hollandske instruktør Floris Visser på imponerende vis, da han formår at få en ny vinkel på den velkendte opera.
Scenografien af Gideon Davey var i høj grad også gennemtænkt, med mange små detaljer og fyldt med symbolikker. De japanske genstande i glasbure og de amerikanske genstande frit på gulvet, såsom stolene. Det er en symbolik på den overhånd ”de fremmede” har over Japan. Dog var der så mange symboler, at det næsten var for meget. Med flytbare vægge og den roterende scene, ændrede scenen sig hele tiden, hvilket gjorde, at man sjældent kedede sig. Scenografien blev understøttet af det flotte lysdesign af Malcolm Rippeth. Derudover blev videoer, designet af Philipp Fleisher, til tider projekteret på de store hvide vægge, som fik man et lille indblik i en anden verden.
Kulturmødet mellem Japan og fremmede kommer også til udtryk gennem kostumedesignet af Jon Morell. Cio-Cio-San og Suzuki bærer nemlig den japanske nationaldragt kimono og geta-sko, mens B. F. Pinkerton og Sharpless er klædt i jakkesæt.
Denne opsætning af Madame Butterfly har et twist, som er værd at tage ind og se. Operaen er let for alle at følge med i og musikken er også let tilgængelig – også hvis man skal i operaen for første gang. Det er en god ide at være i operaen lidt inden forestillingen starter, så man kan få hele oplevelsen med. Inden du tager afsted, skal du være forberedt på, at det næsten er uundgåeligt at blive følelsesmæssigt rørt.
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 25. februar-30. april
Set den 25. februar
Fotos: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20232024/opera/madame-butterfly
Medvirkende: Karah Son, Hyona Kim, Evan LeRoy Johnson, Samuel Dale Johnson, Frederik Bjellsäter, Morten Staugaard, Carl Rahmqvuist, Cecilia Lund Tomter, Kenneth Reid, Dong Huy Kim, Marcus Birgersson, Signe Lind, Elmas Mehmet, Ayala Zimbler Hertz, Stephan Offenbacher med flere (denne aften – forskellige hold)
Musikals ledelse: Paolo Carignani
Instruktør: Floris Visser
Genopsætningsinstruktør: Lars Marcel Braun
Scenograf: Gideon Davey
Kostumedesign: Jon Morrell
Koreograf: Pim Veulings
Lysdesign: Malcom Rippeth
Videodesign: Philipp Fleischer
Varighed: Ca. 2 timer og 50 minutter inkl. en pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod