Anmeldelse: Avenue Q, Fredericia Musicalteater

Anmeldelse: Avenue Q, Fredericia Musicalteater

Af Lea Thalund

Stemningen er ikke til at tage fejl af hos Fredericia Musicalteater. Det første man møder, på vej ind gennem dørene, er et kæmpe nærbillede af en pink kavalergang. Så er tonen ligesom lagt. Der er ikke lagt fingre imellem og man kan ligeså godt vende om nu, hvis man ikke er til den grovkornede humør, som bliver serveret fra scenen af.

Scenen var bygget op som Avenue Q med tre lettere slidte lejlighedsopgange. Der var således skabt mange muligheder for skuespillerne, ”at dukke op i” med de forskellige døre og vinduer, som også blev brugt til at skabe scenografisk lys. Over husene var der gjort plads til lærreder til projektioner. Her blev der skabt ekstra scenografisk dybde, en New York skyline, Empire State Building, stjernehimmel og meget mere.

Fredericia Musicalteater

Forestillingen indeholder både mennesker, dukker som repræsenterer mennesker og dukke-monstre. Dukken Princeton, ført af Diluckshan Jeyaratnam, ankommer til Avenue Q i New York, da han ikke havde råd til at bo længere inde i centrum. Her møder han de andre lidt skæve, men kærlige beboer på Avenue Q.

I fortællingens kerne finder man venskab, men også individets søgen efter dets formål. Princeton søger efter sit eget formål, mens de andre karakterers søgen ikke bliver italesat på samme måde. Fælles for dem alle er, at deres venskaber bliver sat på prøve i deres søgen. Deres skæbner vil det dog, at de alle ender med en lykkelig slutning og et formål rigere. Den flotte fortælling om venskab og individets søgen er godt pakket ind i grovkornet humor og seksuelle overtoner.

Fredericia Musicalteater

Selvom forestillingen har 21 år bag sig, falder forestillingens humor ikke igennem. Selv en joke om selvmord bliver leveret på en måde, så den ikke bliver alt for stødende, men stadig opretholder det komiske tag. De seksuelle referencer og udskejelser bliver alle leveret af dukkerne, hvilket skaber en afstandtagen med en mulighed for at gå endnu længere, end man ville have turde med mennesker. Avenue Q tager således rekorden for den længste sexscene, jeg har oplevet på et teater. Man tilgiver og overlever dermed også, at nogle af forestillingens emner præsenteres på en måde, som man nok ikke ville have valgt på samme måde i dag.

Skuespillerne jonglerer mellem forskellige dukker og deres dertilhørende stemmer. Flere steder bliver skuespillerne tvunget til at føre en anden dukke, end sin egen, mens stemmen kommer fra den anden ende af scenen, men skuespillernes samspillethed opretholder illusionen. Diluckshan Jeyaratnam gør et fantastisk stykke arbejde som Princeton og også som Rod. Hans indlevelse, mimik og komiske timing er drivkraften for ham igennem forestillingen.

Fredericia Musicalteater

Ligeledes spiller Kathrine Lemmeke Madsen fantastisk og får virkelig vist sit sangtalent, når hun veksler mellem den lyse Kate Monster og den dybe forførende Lucy. Helt generelt blev de fire skuespillere, som førte dukkerne, et studie i stemmeteknik og komisk timing. Magnus Bruno veksler mellem dukkerne Nicky og Trekkie, hvor sidstnævnte er et monster, som kræver en så dyb og ru stemme, at jeg kun må tage hatten af for, at han gik klart igennem på sangene. Oliver J. B. Aargaard-Williams leverer en fin præstation som en parodi på Gary Coleman. Hans sangstemme gjorde mig ærgerlig over, at han ikke havde flere solistpartier i forestillingen.

Det lidt skæve kærestepar Christmas Eve og Brian, spillet af henholdsvis Linda Arunee Olofsson og Mark Vinther, leverede en god dynamik og godt indspark til et parforholds problemer, sat betydeligt på spidsen. Den sidste dukkefører, Cecilie Thiim, leverede en underholdende vred Fru Tidselfryd og evnen til at gribe de andre dukker overbevisende, selvom det ikke var hende selv, der førte stemmen bag. Alt i alt en forestilling, hvor ingen skuespillere faldt igennem.

Instruktørdebutant Lars Mølsted kan kun være stolt over hans første musical som instruktør. Han har formået at ramme det gyldne punkt mellem seriøsitet og empati, som er godt blandet med den krænkende humor, som Avenue Q er berygtet for. Alt går op i en højere helhed på Avenue Q, som stadig finder sig relevant her 21 år efter urpremieren.

Fredericia Musicalteater, Prinsessegade 29, 7000 Fredericia

Spilleperiode: 23. februar-16. marts 2024

Set den 23. februar 2024

Fotos: Søren Malmose

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://fredericiamusicalteater.dk/musical/avenue-q/

Medvirkende: Diluckshan Jeyaratnam, Kathrine Lemmeke Madsen, Linda Arunee Olofsson, Mark Vinther, Oliver J. B. Aagaard-Williams, Cecilie Thiim og Magnus Bruno

Dramatiker: Jeff Whitty
Oversættelse: Helle Hansen

Iscenesætter: Lars Mølsted

Koreograf: Heidi Scheibye

Scenograf: Nevena Prodanovic

Dukker: Susanne Morthorst Staal

Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *