Anmeldelse: Girls & Boys, Aarhus Teater

Anmeldelse: Girls & Boys, Aarhus Teater

Af Anne Sophie Parsons

Alle kan genkende at have problemer i parforholdet – om det er i den lettere eller mere alvorlige ende, er det samtaleemne, som figurerer i medierne og diverse perspektiverende debatter. Men hvordan kan det gå så galt, at det har fatale konsekvenser, og har man mulighed for at se faresignalerne før katastrofen indtræffer? Forestillingen Girls & Boys griber fat i et berøringstungt emne, som både rummer afvæbnende humor og alvorstynget refleksion omkring menneskeligt tab i den mest nære relation.

Dramatiker Dennis Kellys teaterstykke Girls & Boys er en mindre fortællingsbaseret rutsjebane, som bringer publikum fra punkt A til et uventet punkt B i sit narrativ; fra sin næsten standup-komiske begyndelse, hvor jokes omkring en ung kvindes retningsløse liv består i kikset sex og metropolhop for at finde sig selv, hvor tilfældighedernes spil også viser sig at føre hende sammen med sin kommende mand. Fortællingen fremlægges specifikt fra kvindens side; et vedvarende spørgsmål omkring troværdighed gør sig således også gældende og træder mere og mere frem, som kunstnerisk greb, jo længere hen i forløbet, man bevæger sig. 

Girls & Boys lægger ud med lette vittigheder, som alle kan genkende sig selv eller sin omgangskreds i, men viser sig, at være en forestilling, der foretager et stilistisk krumspring før man aner det – igennem små dystre glimt i den monolog-prægede fortælling, sporer teaterstykkets tematik sig ind på et mørkt spor omkring parforholdets faldgruber, og hvem der kan ende som ofre i sidste ende…

Scenografi og kostumedesign af David Gehrt er simpelt set-up, men stadig virkningsfuldt, bestående af en række høje mikrofoner, der udgør et angstprovokerende ekkokammer omkring den kvindelige hovedperson, mens lysdesign af Anders Kjems spiller en vigtig rolle, hvor skift fra indadvendt ildevarslende monolog til de både humoristiske og alvorlige observationer omkring parforholdet understreges i lyssætningen. Lyddesign af Kim Engelbredt indrammes af mikrofonerne, som spiller ind med et disharmonisk sensorisk baggrundstæppe.

Oversættelse og iscenesættelse af Sigrid Johannesen omformer indholdet til en dansk kontekst, hvor det uformelle og hverdagslige talesprog afvæbner publikum, før den metaforiske kniv vrides rundt.

Ene og alene på scenen står skuespiller Nanna Bøttcher, som bærer forestillingen på sine skuldre med gennemslagskraft: Stemningsskiftene imellem de medrivende historier omkring f.eks. ambitionerne på arbejdsmarkedet og hovedpersonens mentale detour i kraft af den komplicerede og toksiske relation leveres med nuanceret overskud og med et direkte øje for, at verden langtfra blot forholder sig sort og hvid.

Girls & Boys kigger på – som titlen på forestillingen hentyder til – det underspillede og gensidige (magt)forhold imellem mænd og kvinder, samt hvilke forskellige reaktionsmønstre, som fordres fra barnsben hos drenge og piger. Titlen får også en sin helt egen nedslående betydning ved forestillingens slutning, som ikke vil blive afsløret i denne ombæring, men snarere skal opleves på egen krop.

Forestillingen Girls & Boys er dog også en scenisk oplevelse, som bevidst spiller med det uventede, som følelsesmæssigt redskab, der dikterer publikums reaktion og engagement i forestillingens dobbeltsidede natur.

Aarhus Teater, Stiklingen, Teatergaden, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 16.-19. juni 2021 og igen 12. august-8. september 2021

Set den 16. juni 2021

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/girls-boys/

Medvirkende: Nanna Bøttcher

Tekst af: Dennis Kelly

Oversættelse og iscenesættelse: Sigrid Johannesen

Scenografi og kostumedesign: David Gehrt

Lysdesign: Anders Kjems

Lyddesign: Kim Engelbredt  

Varighed: 1 time og 45 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *