Anmeldelse: Vita Danica, Aarhus Teater (Aarhus Teater og Holstebro Dansekompagni)

Anmeldelse: Vita Danica, Aarhus Teater (Aarhus Teater og Holstebro Dansekompagni)

Af Anne Sophie Parsons

Aarhus Teater er gået sammen med Holstebro Dansekompagni og skabt en unik dansekoncert der hylder den danske sangskat i form af den udskudte forestilling Vita Danica. Med adrætte kroppe og præciseret skønsang, behandles en håndfuld af de mest kendte fællessange i et opdateret æstetisk univers, hvor landbrugshøst og fælles træskodans går hånd i hånd med et moderne fortolkende blik på, hvem og hvad Danmark er nu til dags.

I Vita Danica fremstår sangene tydeligt som sanselig historiefortælling, der både peger tilbage imod et fælles musikalsk ophav, samt et nyt og mangfoldigt Danmark, hvor identitet er en mere individuelt defineret og lagret udtryksform, som gives form igennem sangene. Spørgsmålet om, hvad og hvem nutidens Danmark består af, leges med på ny fra Holstebro Dansekompagnis side, f.eks. når ”Den danske sang er en Ung blond pige” bryder med en forudindtaget forståelse af, hvem dette måtte indbefatte og referer til. Præcis sangenes kombination med danserne giver mulighed for at fortolke deres iboende budskaber med et anderledes og undersøgende blik, som åbner mulighedernes døre for revitaliseringen af det kendte.

Kendte sange, der er blevet allemandseje, såsom ”Der er et yndigt land”, ”Drømte mig en drøm”, ”Jeg er havren” og ”Under den hvide bro”, for blot at nævne få eksempler, indgår i udvalget af det musikalske nyfortolkede materiale, der optræder i nymodens elektroniske klæder med tunge dronende beats, samt helt simple klaverkompostioner, der bæres frem af flot vokalpræstation.

Sanger Pernille Rosendahl er den bærende stemme igennem forestillingen. Det fungerer langt hen ad vejen, men i ikke alle sangene trænger hun helt igennem til os. Holstebro Dansekompagnis dansere, bestående af Giorgia Reitani, Jaume Luquw Parellada, Jasmine Gordon, Mikkel Alexander Tøttrup, Elena Nielsen og Jon Ipina giver derimod spændstigt liv og nærværende kropslig realitet til sangenes tekster og igennem deres danseperformances. Især blandingen af dansende par i gruppens opsætning virker påfaldende godt i løbet af dansekoncerten og bryder håndfast med en prædefineret forudsigelighed af en kønnet rammesætning, samt harmonere med nyfortolkningens koncept.

Instruktion af Sargun Oshana sætter det sangprægede univers i scene, mens arkitekt og lysdesigner Sarah Fredelund skaber universet med mærkbare dags- og nattescener, der skaber det unikke stemningslandskab. Kostumerne er designet af den internationale modeskaber Mark Kenly Domino Tan, der både tilgodeser træsko og hvide hørskjorte i en opdateret bondestil, mens der også er plads til mere fantasifulde tøjvalg, som kutteklædte sorte fuglevæsener, der maner om livets start og undergang.

Forestillingen har helt specifikt musikken som sit omdrejningspunkt, men er også en flot og æstetisk iscenesat oplevelse; skiftene imellem sansende farver og stemningsdefinerende tempo i både de valgte sange og fremførte koreografier af Marie Brolin-Talin stod skarpt igennem hele forestillingen. Til tider kunne man dog godt have tænkt sig, at danserne havde fået en større rolle i Sargun Oshanas iscenesættelse.

Vita Danica er en hyldest til de sange, som vi alle er vokset op med og som har formet samlingspunktet for unge som gamle til højtider og festivitas. Den specifikke iscenesættelse i forhold til at være en dansekoncert med sangene som primus motor, eller en koncert, hvor dansene indgik i relation til det fremførte indhold stod mindre klart fra fremstillingen og bød derfor på en fortolkningsmæssig uvished i konteksten af, hvad man som publikum ville komme til at se og høre. Men at det var en sansende og tilstedeværende scenisk oplevelse på alle niveauer kan i sidste ende ikke benægtes.

Aarhus Teater og Holstebro Dansekompagni

Aarhus Teater, Scala Scene, Teatergaden, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 9.-26. juni 2021

Set den 16. juni 2021

Fotos: Christian Bang

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/2020-21/vita-danica/

Medvirkende: Pernille Rosendahl samt dansere fra Holstebro Dansekompagni: Giorgia Reitani, Jaume Luque Parellada, Jasmine Gordon, Mikkel Alexander Tøttrup, Elena Nielsen og Jon Ipina (Matthew Rawcliffe/Rosie Stebbing/Carl Hughes)

Koncept, musik og sang: Pernille Rosendahl

Koncept og koreografi: Marie Brolin-Talin

Koncept og instruktion: Sargun Oshana

Koncept, scenografi og lysdesign: Sarah Fredelund

Kostumedesign: Mark Kenly Domino

Arrangement og musik: Søren Vestergaard Dennis Ahlgren

Lyddesign: Mads Horsbøl

Varighed: Ca. 80 min. uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *