Anmeldelse: Grease – The Musical, Falkoner Salen (One and Only Musicals)

Anmeldelse: Grease – The Musical, Falkoner Salen (One and Only Musicals)

Af Christian Skovgaard Hansen

One and Only Musicals er tilbage med musicalen Grease i en opdateret version. Fortællingen har vist sig langtidsholdbar. Musicalen havde premiere i 1974, og de fleste husker formentlig bedst filmatiseringen fra 1978 med John Travolta og Olivia Newton-John i hovedrollerne som Danny og Sandy.

Handlingen behøver næppe den store præsentation. Danny Zuko og udviklingsstudenten Sandy Olsson har en sommerforelskelse. De bryder op, men mødes til begges overraskelse igen på Rydell High, da det nye skoleår begynder. Danny tilhører imidlertid skolens klike af barske fyre og har derfor svært ved at stå ved sine følelser for dydsmønstret Sandy. Han er ikke den samme Danny, som Sandy mødte. Kan de mon finde sammen…? Undervejs følger vi de andre studerende og deres ungdomsproblemer, inden vi ender ved dimissionsfesten, hvor det hele finder sin løsning.

Tiden var en anden dengang, men drømmene og håbet om den store kærlighed lever stadig. Det er nok en berømt fortælling, men selvom den har nogle mere universelle bagvedliggende temaer, er den i sig selv ikke et større dramatisk værk, og historien er lettere forudsigelig. Det er i stedet Jim Jacobs og Warren Caseys musik og sangtekster og mod- og særligt samspillet mellem Danny og Sandy, der har gjort fortællingen udødelig. Nogle af sangene er oversat til dansk, og mikset mellem sangene på dansk og på engelsk fungerer forbløffende godt, selvom ikke alle dele af oversættelserne til dansk måske kommer helt i mål i forhold til originalen.

Frede Gulbrandsen har her skabt en levende og flyvende iscenesættelse, der sammen med Silas Holsts energifyldte koreografi, giver plads til både fortællingens to hovedpersoner Danny og Sandy, men også til resten af ensemblets små og store historier med de underliggende vigtige temaer.

Silas Holst som Danny er perfekt rå og nok barsk på overfladen, men også tilpas blød og usikkerhed indeni, hvor kærligheden laver rod i den velpolerede og maskuline overflade. Heroverfor er musicaldebutanten Neel Rønholt sød, charmerende og tilpas nydelig og tilknappet som Sandy, men selvom hun i løbet af fortællingen undergår en fin forvandling til en mere selvstændig og bestemt pige, er hun alligevel næsten for velpoleret denne premiereaften. Hvorvidt de to med en alder på henholdsvis 40 år og 38 år er for gamle til at spille highschool-elever kan dog diskuteres.

Lea Thiim Harder leverer et både råt og fintmærkende portræt af den rappe og powerfulde Rizzo, der alene har det meste i munden, så hun kan skjule sin egen usikkerhed bag den hårde facade. Joakim Tranbergs Kenickie er tilpas rap, macho og frisk i replikken. Aftenens største sangstemmer har Sara Gadborg med ”Beauty School Dropout”. Hendes ru, stemningsfulde og jazzede stemme gør, at taget næsten letter, og hun høster – velfortjent – forestillingens største enkeltstående bifald.

Resten af holdet og ensemblets samspil fungerer til perfektion, og hver især får lov at få plads. De to grupper, drengenes T-Birds og pigernes Pink Ladies, rummer begge hele spektret af ungdommens sødme og usikre selvtillid. Det gør, at vi netop får den fællesskabsfølelse, der er på Rydell High og hvilken som helst anden skole, hvor afgangsholdenes ungdommelige vovemod stadig hersker, men hvor de på en gang er på mod det voksne, mens det alligevel usikre og kejtede liv er under forandring.

Steffen Aarfings scenografi er enkel, men alligevel er den farverig, overskudsagtig og ikke mindst effektiv, når den ved få greb får et markant andet udtryk, og Helle Damgårds kostumer hensætter os til den rette tidsånd. Sammen med det velspillende orkester under ledelse af Joakim Pedersen er indpakningen på plads.

Grease holder stadig. Denne version har det hele, hvor hele holdet får alting til at gå op i en højere enhed. Den er frejdig samtidig med, at den også har et bid, når ungdomslivets problemer tages under kærlig behandling.

One and Only Musicals

Falkoner Salen, Falkoner Alle 9, 2000 Frederiksberg

Spilleperiode: 9. marts-2. april 2023

Forestillingen spiller herefter i perioden 12.-23. april i Musikteatret Holstebro og i perioden 26. april-7. maj 2023 i Vejle Musikteater

Set den 9. marts 2023

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.greasemusical.dk/

Medvirkende: Neel Rønholt, Silas Holst, Lea Thiim Harder, Joakim Tranberg, Johanne Milland, Nanna Rossen, Fie Alberte Damgaard, Thor Vestergaard, Christian Collenburg, Lasse Dyg, Frederikke Vedel, Sara Gadborg, Nastja Arcel, Patrick Terndrup, Kirsty McDonald, Mads Gronemann, Malene Koch, Simon Glæsel, Tone Reumert og Suad Demirovic

Manuskript, musik og sangtekster: Jim Jacobs og Warren Casey

Supplerende musik: Barry Gibb, John Farrar, Louis St Louis og Scott Simon

Oversættelse: Pierre Westerdahl og Ina Bruhn

Oversættelse af sangtekster: Thomas Bay og Mads Æbelø Nielsen

Instruktør: Frede Gulbrandsen

Koreografer: Silas Holst og Toniah Pedersen

Scenograf: Steffen Aarfing

Kostumedesigner: Helle Damgård

Kapelmester og Music director: Joakim Pedersen

Producent: Rikke Lange

Executive producer: Jesper Winge Leisner

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

One thought on “Anmeldelse: Grease – The Musical, Falkoner Salen (One and Only Musicals)

  1. Fantastisk ! Superflot ! Vi var så heldige at Silas var med den aften vi var der ! 100 stjerner herfra !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *