Anmeldelse: Hamlet, Odense Teater
Af Mette Herschend
Jeg er splittet, da jeg forlader Odense Teater: På den ene side er jeg frustreret og tænker: nej, nej, nej! På den anden side kryber tragedien ’Hamlet’ så langt ind under huden på mig, at jeg bliver oprigtigt ked af det.
Interne magtkampe ved hoffet i Danmark fører til, at Hamlets far koldblodigt myrdes, og at hans onkel krones til konge og gifter sig med enkedronningen. Vild af sorg og raseri gribes Hamlet af en hævntørst, der driver ham til vanvid og mistro til alle hans nærmeste.
Med Shakespeares drama ’Hamlet’ markerer Odense Teater 400 året for den berømte dramaturgs død. Instruktør og iscenesætter Egill Pálsson ønsker, at Hamlets magtesløshed over for det uigennemskuelige politiske system skal ramme en følelse hos os svarende til de politiske kriser, der sker i vores virkelighed i dag. Men der er desværre flere forhindringer, jeg føler, jeg skal overkomme i opsætningen, før jeg kan læne mig tilbage og nyde forestillingen og se det hele i et større, nutidigt perspektiv.
Selvom replikkerne er bearbejdet hen imod noget mere moderne, følte jeg til tider en sproglig barriere med tunge sætningskonstruktioner udtalt lidt for hurtigt, til at jeg kunne følge med. Derudover kunne jeg ønske noget mere lyd på scenen, f.eks. i form af mikrofoner installeret i ”loftet”, da jeg følte det vanskeligt at høre ordene, når skuespillerne stod med ryggen til publikum, eller når musikken nogle gange gjorde lidt højere udsving i volumen.
Musikken er et kapitel helt for sig, men samtidigt også en stor del af den splittelse, jeg føler. Aldrig før har jeg oplevet, at musikken har været så stemningsskabende og essentiel for udtrykket, som i denne forestilling – og aldrig før har jeg følt en så indtrængende irritation over et musikalsk arrangement som her. Komponist og kapelmester Timo Kreuser står ved et åbent flygel og bruger dets ’indmad’ som instrument, hvilket giver nogle lyde og nogle gange disharmonier, som går gennem marv og ben, og halvvejs inde i første akt føler jeg det så klaustrofobisk at sidde i, at jeg tænker: ”Jeg må ud herfra”.
På den anden side giver musikken som sagt netop den helt perfekte stemning, der passer til skuespillet som helhed; en fornemmelse af sorg, galskab, ondskab og håbløshed.
Når alt denne galde så er hældt ud, vil jeg kommentere den spændende scenografi: Scenen synes dyb, tom og kold; beklædt med kvadratiske, lyse finerplader bagtil og på siderne, og møbleret med to stole og et stort portræt ligner det et lokale, landets tunge drenge holder bestyrelsesmøde i. Nogle steder dannede finerkvadraterne hemmelige døre, så ens tanker blev henledt på hemmelige korridorer og mystik, som 1600-tallets slotte garanteret har indeholdt.
Slutteligt er Morten Brovn som Hamlet uden overdrivelse, helt fantastisk. Morten sammensætter karakteren Hamlet med så mange komplekse nuancer af sorg og galskab, at han bliver en karakter, som man både elsker og hader, sympatiserer med og væmmes ved. Morten Brovn står klarest som den største oplevelse i Odense Teaters opsætning af ’Hamlet’.
Men bottom line er desværre, at jeg sjældent følte det nærvær, jeg ellers går i teatret for at opleve. Det vanskelige sprog, det meget dybe scenerum, der gjorde at noget af handlingen foregik langt væk, og musikken bevirkede, at jeg følte en større distance til teaterstykket end ellers.
Jeg anbefaler, at man læser et solidt resume af ”Hamlet”, inden man begiver sig ind til Store Scene, og at man minimum er 18 somre gammel, hvis man skal få det hele med.
Odense Teater, Store Scene
Spiller indtil 24. september 2016
Set den 1. september 2016
Foto: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.odenseteater.dk/forestillinger/hamlet-2
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod