Anmeldelse: Happy Hour, Teater Grob (co-produktion)

Af Jonathan Stahlschmidt

Forestil dig en ny totalitær verdensorden under heftig opsejling. Alt omkring dig kommer snart til at ændre sig. Ingen af dem, der før trygt kunne regne med samfundets gængse trummerum, har længere ret til eller begreb om, hvad den nye verden byder. Livsfarlige forandringer. Næsten roulette-lignende forhold, når der skal vælges vindere og tabere.

Det lyder da bare som den fedeste fest, ikke?! For du er et barn med begejstringens savl hængende ned af hagen, der med åben mund og polypper suger alle indtryk til dig, som de netop er serveret for dig – for din underholdnings skyld. Så smil, vink, tag imod og vær glad. Det har du bare at gøre. For hvis man ikke smiler, bliver man straffet.

Vi ikke bare møder, men bliver nærmest på en gang værger og legekammerater for de to søskende Kerfuffle og Ado. Storebror Kerfuffle er i den klassiske ”hvad-i-al-verden-er-alt-det-der-testosteron-i-min-krop-lige-pludselig”-alder. Stedet, hvor hudafskrabningerne er ved at blive overtaget af onani, men begge dele fylder nogenlunde lige meget. Lillesøster Ado er fiks og fin og meeeget ambitiøs. Men bliver hun drillet, driller hun igen. Hvis hun kan.

Kerfuffle bliver spillet af Asbjørn Krogh Nissen, hvis fysiske fremtræden består af 80 % muskuløse, lange lemmer, 10 % skæg og 10 % smil. Özlem Saglanmak er Ado. Og så er hun 50 % af Asbjørns samlede massefylde i rummet og 100 % lige så rasende charmerende og toplækker når hun – når de begge – tordner rundt på scenen i bare tæer og sort undertøj.

Hatten af for et manuskript, der ikke bare er velskrevet i første omgang af den prisvindende Cristian Ceresoli, men også er blevet oversat helt sømløst og rigtigt af Anne Marie Daugaard Boberg og Simon K. Boberg. Det er højt spil at satse på, at to spillere med så meget fart over feltet kan have hinanden i hænderne hele vejen, selv når det kan virke som om, at de to karakterer prøver at udspille hinanden. Synergien imellem Asbjørn og Özlem vidner om enorme tekniske færdigheder og kan også kun registreres som stor spilleglæde. Om det i allerhøjeste grad er manuskriptet, der lægger op til genialitet, eller om det er spillernes behandling af den, bliver et luksusproblem at skulle fundere over – et paradoks, der ikke behøver genere os. Hønen og ægget på samme tid, og de er begge serveret, så de er lige til at spise.

Som i ethvert medie, der har til formål at fortælle historier, bliver et teaterstykke rigtig spændende, når det får os til at stille spørgsmål. Og der er mange ting hen ad vejen, vi ikke forstår i første omgang. I hvilket land finder begivenhederne sted? Springer vi pludselig i tid? Hentehår? En orange ærkeengel? Hvem refererer det dog til? Gisp! Pludselig begynder man at se, trådene flettes sammen til en gobelin, der måske spår en fremtid ude i den virkelige verden. Og det føles så meget mere ægte, når man selv har været delagtig detektiv på sagen.

Jeg så en video med den mange-prisvindende forfatter Margaret Atwood, hvor hun siger: ”Eventyret om Rødhætte. Lad os starte historien lidt anderledes: ”Der var mørkt inde i ulven…”” På samme måde, som Atwood gør i sine værker (f.eks. i ”The Handmaid’s Tale”, en uovertruffen bog og tv-serie hvis I spørger mig), lige sådan skaber Happy Hour konstante provokationer i publikums hjernebark, små missioner for vores begrænsede fatteevne. Det holder os klistret til skærmen, med snuden i bogen og her på kanten af sædet i teateret.

Og hvordan det hele så ender – det er dem, der tager ind og ser Happy Hour på Teater Grob forundt at vide. Vær forberedt. Meget af det, der sker og bliver fortalt, er ikke for sarte sjæle. Og endnu mere voldsomt, er det alt sammen uhyggeligt vedkommende. Så hvis du tør, så synes jeg, du bør.

Co-produktion mellem Frida Kahlo Productions, Richard Jordan Productions, Teater Metastasio, WEC World Entertainment Company og Teater Grob i samarbejde med Jersey Arts Centre

Teater Grob, Nørrebrogade 37, 2200 København N

Spilleperiode:  24. januar-14. februar 2019

Set den 24. januar 2019

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Özlem Saglanmak og Asbjørn Krogh Nissen

Dramatiker: Cristian Ceresoli
Bearbejdelse: Anne Marie Daugaard Boberg og Simon K. Boberg

Iscenesætter: Simon K. Boberg

Scenograf og lysdesigner: Edward Lloyd Pierce

Lyddesign: Weronika Andersen

Komponist: DJ Blue Cat

Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Harlekin Kok, Tivoli (Tivoli Ballet Teater)

Af Henriette Devantier Når du træder ind ad Tivolis hovedindgang, skal du ikke gå ...

Anmeldelse: Liva, Folketeatret

Af Christian Skovgaard Hansen   ’Liva’ er en hyldest til skuespillerinden Liva Weel (1897-1952), ...

Anmeldelse, Rød Kanin Hvid Kanin, Teater V

Af Eva Gudmand, gæsteanmelder ”Det der betyder noget er ikke at vide noget”. Sådan ...

Anmeldelse: Impossible, Husets Teater

Af Emilie Lykke Hartz   Husets Teater forærer os en forestilling uden sammenligning. Denne ...

Anmeldelse: 4:48 PSYCHOSIS, Aarhus Teater

Af Trine Kinch   Den britiske dramatiker Sarah Kane, efterlod sig 4:48 PSYCHOSIS, da ...