Anmeldelse: Leonora Christina, ODEON (Odense Teater)

Af Emilie Elisabeth Bundgaard

Leonora Christina var datter af Christian 4. Hun var gift med Corfitz Ulfeldt, der stod anklaget for højforræderi mod den svenske konge. Leonora og Corfitz havde længe spillet et dobbeltspil ved at skaffe allierede i Holland, Sverige og Frankrig for at lave optakt til krig i Danmark med ønsket om at overtage tronen fra Leonoras bror Frederik 3. og magten over landet.

På vejen møder de mange forhindringer, og Leonora må indse, at kun gennem forræderi er det muligt at redde sig selv. Et vaskeægte stykke Danmarkshistorie præsenteret på tre timer på en stor scene i Odense og leveret med smukke toner fra Odense Symfoniorkester. Tre timer, hvor du kommer igennem hele dit følelsesregister og ikke mindst tre timer, hvor du er blæst bagover af den intensitet, styrke og råhed, der leveres på scenen.

Da jeg gik i 5.-6. klasse, læste jeg for første gang historien og Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt, så da jeg hørte, at de i Odense skulle sætte historien op som musical klappede jeg i mine hænder og så med længsel frem til premieredagen! Jeg har, siden jeg var barn haft et billede af, hvordan Leonora Christina ville være, og jeg må sige, at der leverede Xenia Lach-Nielsen en helt formidabel præstation fra start til slut. Hendes sang, skuespil og bevægelser på scenen er noget helt unikt. Man kan mærke kærligheden fra hende i det ene sekund og kort efter strømmer hadet ud af hende.

Hun giver, for mig at se, det fulde billede af, at Leonora Christina har været svær at gennemskue og ingen andre end hende selv vidste, hvad hun i virkeligheden havde for sinde, og hvordan hun ville opnå det. For mig bliver det et virkelighedsnært portræt og Xenia Lach-Nielsen leverer på en sådan måde, at jeg sidder tilbage med en overbevisning af, at det var akkurat sådan Leonora Christina var.

Scenografien der er udarbejdet af Ashley Martin-Davis, er i det store hele egentlig ret minimalistisk, men gemmer til gengæld på nogle store overraskelser. En kæmpe drejescene, der fungerede til at skabe et rum på scenen og samtidig skabte den ydersiden. Man fik følelsen af, på den ene siden at være inviteret ind i rummet og på den anden side stå uden for. Det gav muligheden for hurtige og elegante skift – jeg var vild med det. Der var noget råt på ydersiden og så gemte den til tider på noget fint på indersiden.

Samtidig bestod forscenen hovedsageligt kun af et kæmpe stort hul, der åbnede op til det 70 mand store symfoniorkester, dog med mulighed for skuespillerne at gå rundt om, hvilket der heller ikke blev sparret på. Desværre synes jeg lidt for tit, at skuespillerne skulle hele den lange vej. De mestrede det uden tvivl, men som tilskuer synes jeg ikke altid at det fungerede. Det fik en stressende effekt og turen havde, for mig, ikke altid et formål. Man kunne med fordel have nedsat mængden af disse ”ture” for samtidig at korte lidt af den i forvejen lange forestilling. 

Drejescenen dannede flere gange rammerne for nogle helt fantastiske scene, hvor hele ensemblet virkelig kom til sin ret. Koreograf Peter Friis har koreograferet nogle storslåede ensemblescener og det hele bliver ofte overdådigt at se på, akkurat som jeg har en forestilling om, at det har været tilbage i 1600-tallet. Ligeledes var jeg vild med, at ensemblet flere gange optrådte i ens kostumer, hvad enten de var kvinder eller mænd.

Et eksempel er, da Kong Christian 4. holder fest og hele en ensemblet bærer ens kostumer. Det giver dem mulighed for at indtage flere forskellige roller, og ensemblet blev en enhed at se på. Det gjorde det muligt for stykkets hovedroller at stå mere frem samtidig med, at det gav scenen en anden form for ro, at der ikke var 10 store balkjoler til stede, og jeg skulle ikke holde styr på personer, som alligevel ikke havde en reel betydning for historiens gang.

Musikken til forestillingen leveres af et 70 mand stort symfoniorkester – og det var en oplevelse i sig selv. Musikken svøbte lokalet ind i smukke toner, og man følte hvert et slag, fløjt og strøg helt ned i maven. Det hele blev så rørende, og flere gange måtte jeg tørre en tårer fra min kind. Jeg bøjer mig i støvet, for det var i sandhed helt vanvittigt, og jeg ser allerede frem til at skulle opleve symfoniorkesteret næste gang. En musikalskoplevelse der virkelig satte sig i mig under denne forestilling, var duetten ”Nye Tider” sunget af Frederik 3. og Fuchs, der spilles af hhv. Joakim Lind Tranberg og Stig Rossen. Jeg var blæst bagover, og samtidig sad jeg helt som forstenet. Ganske enkelt. Deres stemmer, koret, musikken og ikke mindst teksten, og den styrke det hele blev leveret med. Jeg er næsten tom for ord. Danmarks- og fællesskabsfølelsen fyldte hele rummet og publikum tog imod og belønnede med en kæmpe klapsalve. Jeg er stadig helt forblændet af den sang, og heldigvis er det muligt at høre den inde på teatrets hjemmeside – uden tvivl en anbefaling herfra!

Én lille ting ved musikken var dog, at det et par gange tangerede til at blive lidt for poppet og ikke helt stemme overens med den kulisse, den blev spillet i. Men generelt for musikken var, at det altid blev leveret med 100 % kraft og volumen, hvilket altid gjorde hvert nummer til en oplevelse.

En ting, jeg desværre et par gang studsede over, var at historien som sagt tager dig ud i 1600-tallet, men på trods af det optræder der plastikspande og en moderne kørestol blandt rekvisitterne. For mig gav det en lille brist i helhedsfølelsen, nu hvor koreografi, kostumer og scenografien spillede maks.  

Til sidst vil jeg lige fremhæve Troels Lybys præstering som Corfitz Ulfeldt. Jeg var meget spændt på, hvordan han ville levere rollen, og jeg må sige, at jeg på ingen måde blev skuffet. Waow. En karakter der har så mange forskellige personlige sider og han leverer dem alle sammen med største troværdighed. Man er ikke i tvivl om, hvilket forløb Ulfeldt har været igennem og hvordan han som person påvirkes af de forskellige beslutninger. En virkelig flot præstation.

Forestillingen spiller desværre kun frem til 15. februar 2019, og jeg giver den mine varmeste anbefalinger. Du er nødt til at opleve det! Både for den danske histories skyld og for din egen. Jeg skal i hvert fald afsted igen!

Odense Teater i samarbejde med Odense Symfoniorkester og Den Fynske Opera

ODEON, Store Sal, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C

Spilleperiode: 22. januar-15. februar 2019

Set den 22. januar 2019

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.odenseteater.dk/forestillinger/leonora-christina

Medvirkende: Xenia Lach-Nielsen, Troels Lyby, Lars Simonsen, Joakim Lind Tranberg, Stig Rossen, Anders Gjellerup Koch, Christian Mosbæk, Cecilie Gerberg, Christina Elisabeth Mørkøre m.fl. samt Odense Symfoniorkester og Poul Høxbro

Drejebog og iscenesættelse: Peter Langdal

Dramatiker: Anders Garfield

Komponist: Stephen Henriksen

Sangtekster: Torben Kirkegaard

Scenografi: Ashley Martin-Davis

Lysdesign: Jonas Bøgh

Lyddesign: Jesper Findshøj

Lydeffektdesign: Jonas Jørgensen

Kostumedesign: Karin Betz

Koreograf: Peter Friis

Dirigent: Casper Schreiber

Orkestrering: John Syberg og Stephen Henriksen

Varighed: Ca. 3 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads