Anmeldelse: A land where no dragons hide – and I want bright shivering lights in it, Dansehallerne

Af Jonathan Stahlschmidt

Måske er idéerne gået over hovedet på mig. Måske vil andre værdsætte forestillingen mere end jeg gør. Men en ting er sikkert – det er alt andet end ligetil at finde mening med oplevelsen, som man for tiden kan få i Blågårdskirken.

Der er sat et stort pvc-telt op midt inde i kirkerummet. Vi er tyve mand høj i publikum, og vi bliver alle ledt ind i teltet. Her ligger der en kvinde på en blomstret seng i blomstret tøj og med plastikblomster over det hele. Vi sidder på hynder på gulvet i en halvcirkel. Nogle sidder i stuemøbler. Alle sidder spændte og tavse og venter på, at der skal ske noget. Minutterne går. Hun begynder at bevæge sig.

Forestillingen er en slags levende moderne kunstudstilling i mini-format. Men selvom der bliver gjort alskens kunstgreb for at både bruge rum, rekvisitter og publikumsinddragelse, når ingen af forsøgene ind og rammer noget i mig.

Sara, kvinden på sengen altså, læser flere gange forskellige passager op fra poetiske bøger. Det er svært at forstå, hvad hun siger, og det foregår meget monotont og uden vægt eller føling bag ordene. Men hun optager, hver gang hun læser op, og så afspiller hun, hvad hun lige har læst op for os. Enkelte sætninger bliver naturligvis tydeligere at høre – men det fordobler til gengæld også tiden, hvori jeg prøver at finde en flig af bevægende energier at få fat i, og sidder lige tomhændet og forvirret på min lille hynde.

Da jeg senere kan researche mig frem til, at hun blandt andet læser op af egne værker, forstår jeg endnu mindre, at indlevelsen i teksten kommer så dårligt frem. De havde efter min mening været bedre stillet med en voice-over indtalt på forhånd, måske af en anden skuespiller.

Der bliver på et tidspunkt delt en slags vibration rundt til alle i publikum. Alle sidder forbundne med hinanden og klapper sagte på naboens lår eller arm, på performerens opfordring. Okay, tænker jeg så, vi er her for at blive mere og mere en del af installationen. Det er det her, der er meningen. Herfra skal det nok eskalere og blive noget.

Men så stopper seancen med klappene lige så stille. Og vi får hverken forklaret eller fulgt op på, hvad det drejede sig om. Hverken med ord eller handling. Eller jo, der bliver delt glaskugler rundt et stykke tid efter. Men dem sidder vi bare hver især med i hånden, og vi er lidt i tvivl igen om, hvad de skal bruges til. De fleste når at tabe dem på gulvet. Jeg forstår endnu mindre.

Jeg bliver i stigende grad bekymret for, om det er mig, der er helt blind for kunstformen. Men jeg må sige, at hvis man som performer for eksempel sidder i 3-5 minutter på fodenden af en seng og bladrer igennem en bog uden at sige et ord eller bevæge andet end sine to hænder, så skal der være en enorm kontrast til sådan et action-vakuum. Og det er der ikke.

Med andre ord, var jeg vidne til noget der havde rigeligt variation i stilmæssige retninger og kunstneriske idéer, men ingen mærkbar variation i intensitet, følelse eller tempo. Ja, der bliver både malet tånegle, twerket, oplæst, vist video, skiftet sengetøj, og meget mere. Men når man som publikum sidder med snotten lige op ad performeren, og der ikke bliver gjort det mindste for at tage os i hånden og vise os, hvilken rejse vi skal med hende på, så virker det bare som et privat syretrip, og jeg kan allerhøjst få trænet min tålmodighed og min (ganske ringe) evne til at sidde i skrædderstilling uden at få hold i lænden.

Forholdene mellem ”scene” og ”sal” bliver også en ærgerlig faktor, når der ikke er plads til at alle 20 i publikum kan sidde centreret overfor Sara, og de der bliver nødt til at sidde lidt ude i siderne, blandt andet min ledsager, mister udsyn til nærmest halvdelen af de små seancer eller handlinger, som hele forestillingen består af. I et så intimt rum er det meget udfordrende for tålmodigheden at sidde dårligt, med dårligt udsyn og ikke kunne rykke nærmere eller på anden vis ændre på, at man går glip af halvdelen af noget, der i forvejen kræver, at man lægger kræfter i for at kunne forstå hvad der er meningen.

Og tanken har strejfet mig: Det kan jo være, at det i virkeligheden er dybt genialt det her, og vi, min ledsager og jeg, bare er et par plebejiske hanbavianer, der skal have tingene skåret ud i pap, og så må jeg beklage uendelig meget.

Men efter at have snakket det igennem over en cigaret efter showet, er vi enige om, at der ikke kan ses mere positivt på det, end at vi har fået en oplevelse. Alt i alt for mig og min ledsager en skuffende oplevelse. Omend så en på sin vis meditativ udfordring at skulle sidde igennem. Men desværre ikke noget jeg vil anbefale den gennemsnitlige unge teatergænger.

Dansehallerne og Sara Gebran (VZ/DK)

Koncertkirken, Blågards plads 6A, 2200 København N

Spilleperiode: 22.-27. januar 2019

Set den 22. januar 2019

Fotos: Sara Gebran, Rodrigo Sobarzo & Palle Schultz

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Sara Gebran

Bearbejdelse: Sara Gebran

Koreografer: Sara Gebran, Rodrigo Sobarzo, Rebecka Stillman, Olivia Riviere og Amalie Bergstein Nielsen

Scenograf: Laura Rathschau

Varighed: 1 t. 15 min. uden pause

lg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

lg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Aftenlandet, Aalborg Teater

Af Thomas Riddersholm   På Aalborg Teaters Lille Scene spiller for tiden stykket ’Aftenlandet’. ...

Anmeldelse: Møntvask, Gi en historie og Baglys

Af Emma Brink Laursen En bitter forfatter på et møntvaskeri er blevet tilbudt at ...

Anmeldelse: Aben, Københavns Musikteater (UmDieEcke)

Af Christian Skovgaard Hansen   ”Høje Herrer i Akademiet, I har vist mig den ...