Anmeldelse: Hedda Gabler, Aalborg Teater

Anmeldelse: Hedda Gabler, Aalborg Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Aalborg Teater fortsætter med at tage fat i klassikerne, men i en ny opsætning. Denne gang har man kastet sig over Henrik Ibsens Hedda Gabler. Ibsen er åbenbart in, da hans stykker i de seneste år er trukket frem igen. Sidste år spillede både Aalborg Teater og Vendsyssel Teater ”Et dukkehjem”, og pt. kan ”Et dukkehjem” opleves på Det Kongelige Teater, mens ”Lille Eyolf” kan opleves på Husets Teater. Et nyt liv til Ibsens tekster gør bestemt ikke noget, da de stadig kan og vil sige os noget.

Hedda Gabler er historien om den stærke kvinde, der leger med skæbnen. Hun indleder et farligt spil, der ikke udvikler sig helt som planlagt, så det i stedet får fatale følger. Hedda er godt, men kedeligt gift. Hendes mand Jørgen Tesman vil gøre alt for hende, men det er ikke godt nok for hende. Det hele kulminerer og krakelerer, da både Heddas veninde Thea Elvsted og ungdomskæreste Ejlert Løvborg dukker op. Alt imens prøver assesor Brack at være bindeled i det hele.

Det er derfor også et opgør med det gode borgerliv, hvor længslen efter det perfekte liv gør både mænd og kvinder til slaver, og hvor de laveste, farligste instinkter kommer frem i folk. Der er derfor ingen tvivl, om at der er lagt i kakkelovnen til en sprængfarlig leg, hvor der både menneskeligt og psykologisk sker ting og sager.

Scenografien af Nicolaj Spangaa er flot og vellykket. Vi er rykket lidt frem i tiden, og Hedda og Jørgens villa er stor og med glaspanorama til haven og til os. Glasset gør også, at vi kan se Hedda, og hun kan se os – og se ind og ud i Heddas sind. Det bliver samtidig til et glasbur, hvori Hedda fanges, inden det hele kulminerer.

Der leges med videoprojektioner på scenens bagvæg, hvor livets gang i træernes kommende efterår og Heddas forfald i nærbilleder kommer nærmere og nærmere. Det er en interessant scenografi og spændende leg med at lade projektionerne illustrere forestillingens fremgang – og Heddas tilbagegang.

Til gengæld fungerer teaterdirektør Hans Henriksens opsætning ikke helt. Der er her skåret skarpt til. Vi er denne gang hurtigt færdige. For hurtigt faktisk. Fraregner man pausen, holder forestillingen omkring 1½ time. Det kan muligvis være nok, men desværre ikke helt her. Henriksens iscenesættelse af Hedda bliver for stilistisk, ufarlig og ren.

Denne anmelder savner hele dramaet og det underliggende psykologiske spil. Vi får naturligvis serveret alle konklusionerne og slutningerne, men vi mangler i den grad mellemregningerne. Spørgsmålet om ”hvorfor”, at Hedda gør, som hun gør, bliver aldrig rigtig besvaret, da vi i langt højere grad får serveret det, så det mere er et spørgsmål om, ”hvordan” Hedda gør. Det havde absolut ikke gjort noget, at man havde betones disse mere – også selvom forestillingen skulle blive lidt længere; det havde den sagtens kunne tåle. Denne del bliver vejet – og fundet for let. Dog står slutningen, hvor Hedda tager sagerne i egen hånd, stærkt.

Fra første øjeblik indtager Bolette Nørregaard Bang scenen som Hedda. Der er egentlig ikke noget at sætte på hendes skuespil, som dækker alle Heddas mange facetter og sindsstemninger. Hun spiller på sin vis rollen som Hedda ganske glimrende og stærkt, men rigtigt farligt, så magtspillet og de mange følelser åbenbares, bliver det aldrig. Det skyldes formentlig ikke Bangs evner, men snarere Henriksens kunstneriske valg.

Ferdinand Falsen Hiis får lov til lidt mere, og det klæder hans rolle som Jørgen Tesman, hvor følelserne og usikkerheden sidder uden på tøjet, og hvor han ikke altid helt ved, hvordan han skal tackle Hedda for at gøre hende tilfreds. Martin Ringsmose som Brack, Marcus Gad Johansen som Ejlert Løvborg og Line Nørholt som Thea Elvsted gør – under de givne muligheder – også ganske fine præstationer.

Aalborg Teater og Hans Henriksens version af Hedda Gabler kommer derfor ikke helt i mål, og den fremstår derfor også lidt ufuldendt. Skuespillerne gør det under de givne forudsætninger det ganske godt, og særligt Nicolaj Spangaas scenografi er velfungerende. Denne Hedda Gabler er en fin, dog desværre også lettere, udgave, men den vil formentlig kunne tiltale et yngre publikum og vise dem, at Ibsen ikke er helt støvet endda – det er bare synd, at de så ikke får hele Ibsen.

Aalborg Teater, Store Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg

Spilleperiode: 26. september-24. oktober 2020

Set den 26. september 2020

Fotos: Allan Toft

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Bolette Nørregaard Bang, Ferdinand Falsen Hiis, Marcus Gad Johansen, Martin Ringsmose og Line Nørholt

Forfatter: Henrik Ibsen

Instruktør: Hans Henriksen

Scenograf: Nicolaj Spangaa

Varighed: Ca. 1 time og 55 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *