Anmeldelse: Livstidsgæsterne, Betty Nansen Teatret

Af Nanna Sofie Pehrson

Vi kender det nok alle sammen. Følelsen af, at en del af den vi er, er blevet til en del af den, vi var engang. Men pludselig er den del af dig, som du troede for længst var død og begravet, tilbage. Måske har du siddet på den i halvandet år uden overhovedet at lægge mærke til den? Og nu er den tilbage, for fuldt drøn, og minder dig om, at du ikke skulle have solgt den andelslejlighed for syv år siden, for ”så havde vi altså stået i en helt anden økonomisk situation i dag.”

Livstidsgæsterne af Line Knutzon er Betty Nansens Teatrets åbningsforestilling efter en lang corona-nedlukning, og er udviklet i samarbejde med Bikubefonden under projektet ”Betty udvikler”.

En absurd stor dør åbner, og Niels Ellegaard træder ind, bebrillet, beige og bæltetaskebærende. På scenen sidder allerede ”kynikeren” spillet af Xenia Noetzelmann og snart ser vi intet mindre end seks beige og bebrillede – men ikke alle bæltetaskebærende – figurer på scenen. De seks figurer repræsenterer forskellige aspekter af individets personlighed. Hvis den ene bliver sparket over skinnebenet, mærker de alle smerten, og hvis en kommer til at fyre en dårlig vits af under forkerte omstændigheder, bærer de alle skammen.

Livstidsgæsterne er et take på undersøgelsen af identitet og personlighed, som ikke er set før og som rammer plet og visualiserer en følelse, som jeg er sikker på mange af os kender; at vi ikke bare kan defineres ud fra én personlighed (jeg er introvert, jeg er ekstrovert, jeg er kreativ, jeg er kynisk), men meget mere – og mange flere. At de seks karakterer repræsenterer én samlet person, fungerer godt og går klart igennem til publikum, der, trods absurditeten, ikke er i tvivl om omstændighederne.

Forestillingen taler ind i en tid, hvor selvindsigt og perfekthedskultur spiller en stor rolle. Derfor er det også uhyre befriende – og utroligt komisk, at sidde i en sal og få blotlagt sine værste sider. For selvom fortællingen og teksten på mange måder er både komisk og absurd, formår den også at være abnormt hverdags-relatérbar. Særligt scenerne, hvor de seks ”del-personer” samles under en form for ”generalformalinger”, giver et godt visuelt billede på de indre dialoger, som man har med sig selv, og hvordan de konklusioner man finder frem til, ikke altid helt giver mening – som fx at beslutte, at afløbet ikke behøver at blive renset for 12 uge i træk, eller at e-boksens eksistens fortsat skal fortrænges.  

Det æstetiske udtryk i forestillingen er gennemført, og det skaber et absurd, mareridtsagtigt rum. Gennem forestillingen åbner flere og flere identiske rum sig bag hinanden og skaber en følelse af ”Inception” og en flersomhed, som karaktererne også repræsenterer. Karaktererne lader til at være fanget dybt inde i deres egen virkelighed, tekstligt såvel som scenografisk, hvilket fungerer godt. Dog vil jeg mene, at man i udviklingen af denne forestilling, har givet den lidt for meget gas med lys, lyd, effekter m.v. Nogle sekvenser blev for søgte og for meget. Hvis humoren er god, er alting godt – og så skulle den helst ikke behøve at blive bakket op af alt for mange ekstra elementer.

Skuespillerne gjorde et godt stykke arbejde og passede alle godt ind i det Knutzon’ske univers. Særligt Niels Ellegaards ”sjælens triste vicevært” og Maria Rossings ”sindets sanselige småborger” talte lige ind i den humor, jeg elsker allermest. Også Elliott Crosset Hove brillerede virkelig på premiereaftenen som ”voksenlivs-mimeren”, som han omfavnede med hele sin væren, hvilket bare gjorde ham svær at fjerne blikket fra. De resterende spillere gjorde det også godt og hvem, der er din favorit, tror jeg meget kommer an på din humor – hvilket netop er charmen ved en forestilling som denne. 

Alt i alt er Livstidsgæsterne en spændende åbningsforestilling for Betty Nansen Teatret og en lille stikpille til vores idé om os selv og ikke mindst alle dem omkring os. Vi har nok en tendens til at tro, at vi er de eneste, der træder ved siden af og sejler rundt indeni i et hav af forskellige stemmer, men mon ikke vi i virkeligheden alle er som Line Knutzon – totalt splittede indvendigt?

Jeg er overbevist om, at langt de fleste vil kunne finde en glæde i denne forestilling – og hvis der er noget vi som publikum har brug for lige nu, er det lidt velskrevet komik og et godt grin.

Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C

Spilleperiode: 25. september-24. oktober 2020

Set den 25. september

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.bettynansen.dk/da/forestillinger/livstidsgaesterne/

Medvirkende: Niels Ellegaard, Ena Spottag, Elliott Crosset Hove, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing

Manuskript: Line Knutzon

Instruktion: Elisa Kragerup

Scenografi: Karin Gille

Lysdesign: Christian Alkjær

Lyddesign: Troels Møller

Dramaturgiske konsulenter: Solveig Gade og Lau Tobias Tronegård-Madsen
Koreografkonsulent: Signe Fabricius

Varighed: Ca. 1 time og 25 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod