Anmeldelse: Her og nu, Odense Teater (Skuespiluddannelsen i Odense)

Anmeldelse: Her og nu, Odense Teater (Skuespiluddannelsen i Odense)

Af Mette Herschend

 

Efter forestillingen ’Her og nu’ på Værkstedet måtte jeg godt nok lige hjem at læse resuméet én gang til. Hvad søren var det lige, det handlede om?

’Her og nu’ er Skuespiluddannelsen i Odenses præsentationsforestilling, og alle afgangseleverne gør et flot stykke arbejde, men for mig er selve historien, af Roland Schimmelpfennig, den største udfordring.

Jeg skynder mig ind på Odense Teater for at komme i ly for regn og blæst. Da jeg træder ind i på Værkstedet, mødes jeg af en lun sommerdag, et langbord og spisende, festklædte ”gæster”. Scenen er sat som om, at en bryllupsfest skal til at finde sted – og det er nok så langt, at jeg kan referere. For dialoger om, hvem der har taget på i vægt, afløses hurtigt af monologer om myren, forhold og 4 polske piger på en strand. Her opløses tiden helt, og jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal finde hoved og hale i det hele.

freepicture-ext-4

Som ”bagtæppe” er sat et stort træespalier med klatreplanter, der halvvejs skifter farve fra grønne til orange blade. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det næppe er tilfældigt, at bladene visner halvvejs, men jeg har svært ved at lure, hvad det skal betyde. Forgængelighed måske? Her hænger yderligere en række instrumenter, som afgangseleverne rutineret tager i brug i løbet af forestillingen, og man er ikke i tvivl om, at de er bundmusikalske udover at være dygtige skuespillere.

freepicture-ext-1-1

Alle 8 afgangselever når hele følelsesregisteret igennem på halvanden time og viser derudover, at de er stærke i replikbehandling og timing – man er nemlig ikke i tvivl om karakterenes identitet (relationerne mellem dem måske), og replikkerne falder på millisekundet, så der skabes en god dynamik på scenen. Rebecca Rønde Killerich som bruden er jeg særligt imponeret over, da hun med sin karakter formår klart at udtrykke de fleste hjørner og kroge af håbløshed og fortvivlelse, så det rammer mig lige i solar plexus.

freepicture-ext-2-1

Forestillingen får en karakter lige i midten, for jeg er ikke sikker på, jeg overhovedet forstår forestillingen, men jeg er sikker på, at de 8 afgangselever er klar til at flyve fra reden og til at udrette noget godt i fremtiden.

’Her og nu’ er absurd, kaotisk og dyb. Se den, hvis du vil imponeres og forvirres på samme tid, og hvis du vil have noget ekstra at tænke over.

 

 

 

Skuespiluddannelsen i Odense

Odense Teater, Værkstedet, Jernbanegade 21, 5000 Odense C

Spilleperiode: 12. november-1. december 2016

Spiller herefter i perioden 14.-17. december 2016 på Folketeatret i København

Spilledato: 19. november 2016

Fotos: Stamp Reklamefoto

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.odenseteater.dk/forestillinger/her-og-nu

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod


Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *