Anmeldelse: Heroin 1.4, Aveny-T (Please Like and Subscribe)

By: Clara Damlund
On: 9. marts 2026

Af Clara Friis Damlund

På Aveny-T’s Foyerscene udspillede der sig fredag aften et skuespil om kærlighed, der var så imponerende, smukt, forskruet og samtidig genkendeligt, at jeg sent vil glemme det. Har du mulighed for at tage ind at se det, så kom afsted!

Det er fjerde gang, at Heroin, som er skrevet af Magnus Iuel Berg, bliver opsat – og også derfor, at stykket denne gang hedder Heroin 1.4. I tidligere opsætninger har fortællingen udspillet sig med andre personer, blandt andet det homoseksuelle par Martin og Marcus. I denne opsætning følger vi Marcus (Luiz Wilhelm Karlsen) og Mayas (Sophie Gunilla Larsen) kærlighedsrelation, som virker dysfunktionel nærmest fra begyndelsen.

De er to unge mennesker, der mødes til en fest og hurtigt indleder en relation. Relationen handler i starten mest om sex, men bliver efter lidt tid til en form for fast parforhold, selvom Marcus først forlader Maya igen og igen, og Maya senere forlader Marcus igen og igen. De skifter mellem at være kolde og overkærlige over for hinanden og drukner deres sårbare følelsesliv i sarkasme, stoffer, humor, skænderier, utroskab og psykiatrisprog. Og selvom de gang på gang skubber hinanden væk og insisterer på, at de ikke er gode for hinanden, så er deres gensidige afhængighedsforhold så altopslugende, at de ikke kan give slip.

At stykket er så godt, skyldes ikke mindst de to skuespilleres imponerende kemi, der er så intens og oprigtig, at man som tilskuer også kommer til at håbe på, at deres dysfunktionelle kærlighed faktisk kan lykkes. ”Måske kan han ændre sig?”, ”måske kan hun lære at vise sårbarhed?” ”Kom nu!” tænker man. På den måde bliver man som publikum revet med og bliver nærmest medskyldig i, at de to ikke forlader hinanden. For selvom det er tydeligt, at de ikke bør være sammen, så lever håbet om den magiske kærlighed, som indimellem får lov til at skinne igennem hos dem, fortsat i os som publikum. Præcis som det håb lever i Maya og Marcus. Det er også derfor, at jeg enkelte steder savnede, at de øjeblikke, hvor deres omsorg for hinanden bryder igennem, fik lidt mere plads. Hvis de scener havde fået lov til at vare en smule længere, kunne det måske have gjort deres gensidige tiltrækning endnu mere forståelig.

Udover den gode kemi mellem Sophie Gunilla Larsen og Luiz Wilhelm Karlsen er manuskriptet også virkelig godt, og replikkerne leveres med perfekt timing. Foruden de intense og voldsomme følelser er der også masser af grin, hvilket er godt for stykket. Først og fremmest fordi det simpelthen ville blive for tungt uden. Og samtidig fordi humoren og grinene er med til at gøre stykket virkelighedsnært. For vi skjuler jo alle sammen vores sårbare sider for os selv og hinanden bag humor og sarkasme. Og når vi ikke gider skændes længere, så siger vi noget sjovt og lader paraderne falde for en stund. Dermed bidrager humoren og grinene til den virkelighedstro skildring af, hvordan det er at være menneske, og hvordan det er at være i relationer med andre mennesker. En skildring, som de fleste nok vil kunne genkende dele af.

Samtidig berører stykket interessante og moderne spørgsmål om, hvad det vil sige at være mand og kvinde. Da Marcus endelig giver sig hen til relationen og holder op med at forlade Maya, begynder hun pludselig at savne den rå mand, hun forelskede sig i. ”Hvorfor kan du ikke bare kneppe mig, sådan som du plejede?” råber hun frustreret. ”Fordi jeg ikke vil gøre dig ondt,” svarer Marcus forsigtigt. Selvom Maya tidligere har opfordret ham til at åbne op og måske tale med en psykolog, orker hun ikke rigtigt den sårbarhed, der følger med. Magtdynamikken i forholdet skifter, og hun bliver pludselig den dominerende part. Da Marcus siger, at hun ikke behandler ham ordentligt, spørger hun i stedet, om hun skal hente hans beroligende medicin for angsten – som om hans protester blot er et udtryk for, at han er følelsesmæssigt ude af kontrol. Kommentaren giver samtidig associationer til en tid, hvor kvinder blev stemplet som ”hysteriske” og medicineret derefter. Rollerne har dog skiftet – i hvert fald i deres parforhold.

Udover det gode manuskript og de flotte skuespilpræstationer fungerer lyd og scenografi også udmærket. Scenen består blot af en sandkasseformet installation, som det meste af tiden agerer seng, samt af en skærm, hvor lyset indimellem danser i takt med den teknomusik, der spilles og flere gange markerer de bratte, men velfungerende, sceneskift. Den lille teatersal på Aveny-T gør, at alle os i publikum tydeligt kan lugte og indånde den tunge røg fra de teatercigaretter, som Maya og Marcus tænder. Alle disse ting bidrager til, at vi som publikum nærmest bliver suget ind i Marcus og Mayas lille verden og gør, at vi er i det hele sammen med dem.

Netop denne tætte oplevelse gør også, at stykkets handling og tema er svært at ryste af sig, efter lyset i salen igen er tændt. For Heroin 1.4 er ikke bare et stykke om to mennesker, der ikke kan finde ud af at være sammen – det er mindst lige så meget et stykke om den længsel efter nærhed, der gang på gang får os mennesker til at blive i usunde relationer lidt for længe. Det er råt, rørende og ubehageligt genkendeligt.

Please Like and Subscribe

Aveny-T, Foyerscenen, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg C

Spilleperiode: 3. marts-12. marts 2026

Set den 6. marts 2026

Foto: Please Like and Subscribe

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aveny-t.dk/forestillinger/heroin

Medvirkende: Sophie Gunilla Larsen og Luiz Wilhelm Karlsen

Dramatiker: Magnus Iuel Berg

Instruktør: Dan Zahle

Scenograf, lyddesigner: Sol Ravn

Komponist: Anton Sørensen