Anmeldelse: Amager Revyen 2026 – Uden sammenligning, Amager Selskabslokaler (Amager Revyen)

Anmeldelse: Amager Revyen 2026 – Uden sammenligning, Amager Selskabslokaler (Amager Revyen)

Af Christian Skovgaard Hansen

I 2025 rykkede Amager Revyen til Amager Selskabslokaler, hvor der nu var bedre plads til både revyen og publikum, og der er var mulighed for at spise inden revyen. Økonomisk gik det dog ikke alt for godt, og 2025 gav en økonomisk øretæve. Gode kræfter ønskede dog, at revyen fortsatte. Og gudskelov for det!

I 2026 er revyen, som har fået undertitlen ”Uden sammenligning”, tilbage i selskabslokalerne. Lokalerne er lettere charmeforladte, men det tilgiver vi, når revyen, som i år, er god – og så kan det være, at der med tiden bliver plads og økonomi til at ”oppe” opgivelserne også.

Igen i år har Mikkel Reenberg iscenesat, og han har i år fået sammensat en skarp revy, hvor teksterne er i højsædet, og de passer glimrende til både skuespillerholdet og revyens stil. Der er fokus på både det morsomme og det mere kloge og alvorlige, samtidig med at der er blevet plads til det gakkede og den næsten platte humor, som dog alligevel lykkes, da den leveres til perfektion. Tekstniveauet er generelt højt i år.

Christian Dahlberg og Peter Ravn sørger for, at revyen hele vejen igennem holder et højt, musikalsk niveau. Danmark har ikke just brilleret ved det internationale Melodi Grand Prix i de seneste år, så hele holdet giver DR ren besked om, at de ikke vil væ-re nummer sjok i år. Det leder over i første akts afslutningsnummer, som er et stort Melodi Grand Prix-potpourri, og her er musikken særligt i hopla.

Skuespillerholdet består i år af Dorte Munksgaard, Frida Sigurth, Frederikka Lind-bæk, Max-Emil Nissen og Anders Aamodt. Alle fem leverer solide præstationer, og holdet fungerer godt både sammen og hver for sig.

Dorte Munksgaard, Frida Sigurth og Frederikka Lindbæk er skønne som de tre eventyrprinsesser Snehvide, Askepot og Tornerose, som har fået nok af de forældede fortællinger, hvor de fremstilles som små pjok. De har nu fået ben i næsen, og de vil og kan bestemme selv! Munksgaard og Lindbæk er også morsomme som de to lokaler duller, mor og datter, som har været på ferie i Alanya, og de har her fået en noget anden opmærksomhed fra de tyrkiske mænd, det det som de danske mænd formår – og så har de begge fået en ”gave” med hjem…

Det er gakket, når Munksgaard guider os igennem kvindens overgangsalder med tekst af hende selv og Jacob Jonia. Hun giver også lidt lokalkolorit i Steen Svanholms ”Amager Boulevard”. Lindbæk er morsom som p-vagten Lis Jensen, der italesætter Københavns parkeringsproblemer i Benny Bang Jensens ”Chikanen på Markmandsgade”.

I Morten Holm-Nielsens ”Mor er her altid” er Sigurths mor, der altid – i hvert fald lige, når de sociale medier ikke kalder! Hun er også herlig som vikaren Vigdis, der i Kurtzhals og Ejlersens ”Små gryder har også ører”, må lægge ører til alt det kloge, som børnene opfanger. Hun viser sig også som en glimrende tekstforfatter i ”Ama’r halshug”, hvor vores mobiletelefonafhængighed udstilles.

Svinene, som er blevet aktuelle ved årets FT-valg, har også fundet vej til Amager, hvor Max-Emil Nissen og Anders Aamodt elegant giver taletid til svinene, hvis missi-on er at overleve, når mennesket er det største svin. Ligeså aktuel er det politiske nummer ”S.V.M. og Mette Medina” med tekst af Jacob Jonia og Michael Slebsager. Her skildres de ”rigtige” politikere i SVM-regeringen, hvor Lindbæk som Mette F. er den stærke, der kun er til for sig selv! Resten af det politiske landskab får nogle vel-tilrettelagte svirp i Benny Bang Jensens ”Rundvisning i swingerklubben”. Nummeret leverer nogle skarpe kommentarer til det politiske billede, om end rammefortællin-gen måske bliver lidt vel plat.

Anders Aamodt er skarp i de tre poetry slam-numre med tekst af Tor Bagger. Rollen som vred digter passer godt til ham, og han er vidunderlig, når ordene sprøjter ud af ham. Bagger har også skrevet teksten til ”Den store havfrue”, hvor Aamodt er en herlig H.C. Andersen med skriveblokade, der finder inspiration i den barmfagre gra-nitskulptur af den lille havfrue, som beboerne i Dragør absolut ikke ønsker, i skikkel-se af Lindbæk. Bagger står også bag forviklingsnummeret ”Til salg”, hvor det kan være svært at se, om det er departementschefens sommerhus eller Grønland, der er til salg.

Bagger har endda også skrevet nummeret ”Men jeg er jo ikke dem” til Max-Emil Nissen. Han er den privilegerede hvide mand, der nu er en færdig mand, da han ser sig som et offer og en syndebuk i nutidens krænkelsessamfund. Anderledes morsom er han i Jacob Jonias ”Ølfælden”, der både er en kommentar til de trælse dræbersnegle og til en vis præsident vestpå.

Amager Revyen 2026 – Uden sammenligning er en fantastisk god revy. Der er skarpe tekster, som næsten holder hele vejen, god musikalitet, skæv humor og et veloplagt skuespillerhold. Revyen rummer både udsyn til resten af verdenen, hvilket fylder en stor del i år, men der er også veloplagte holdepunkter på hjemmebanen på Amager.

Så er det kun at håbe på, at amagerkanerne kommer til revyen, så vi også i 2027 oplever en god revy på Amager!

Amager Revyen

Amager Selskabslokaler, Markmandsgade 9, 2300 København S


Spilleperiode: 27. februar-28. marts 2026

Set den 5. marts 2026

Fotos: Louise Eriksen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://amagerrevyen.com/

Medvirkende: Dorte Munksgaard, Frida Sigurth, Frederikka Lindbæk, Max-Emil Nissen og Anders Aamodt

Tekst og musik: Kurtzhals & Ejlersen, Mikkel Reenberg, Christian Dahlberg, Frida Sigurth, Morten Holm-Nielsen, Tomas Raae, Tor Bagger, Jacob Jonia, Anders Aamodt, Daniel Vognstrup, Dorte Munksgaard, Michael Slebsager, Bent From, Medina, Benny Bang Jensen, Morten Wedendahl, Peter Ravn, Steen Svanholm, Frederikka Lindbæk Larsen, Max-Emil Nissen og div.

Instruktion: Mikkel Løvenholt Reenberg

Scenografi: Lise Marie Birch og Lars Englund Frimann

Koreograf: Mette Soldan

Kostumier: Allan Fraussing

Kapelmester: Christian Dahlberg

Musiker: Peter Ravn

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *