Anmeldelse: Hitler on the roof, Teatret ved Sorte Hest (sammen med SceneWorks)

By: Ea Melissa Christiansen
On: 20. maj 2018

Af Ea Melissa Christiansen

Hvordan kan du bede om tilgivelse, hvis du ikke angrer?

Med disse ord kommer vi under huden på forestillingen Hitler on the roof, som havde repremiere forleden på Teatret ved Sorte Hest. Forestillingen har spillet i ind- og udland siden 2011, men spiller nu for sidste gang lige inden og under årets CPH STAGE.

Første akt indledes med braget fra bomber og en alarmerende belysning på intimscenen. Der står et bankmandsskriveborg, et gammeldags ”skoleskab”, en tavle og en filmprojektor, og bagved hænger et gigantisk bagtæppe med nazisternes logo. Jeg kan fornemme bombernes buldren i min krop og mit hjerte banker løs.

Vi befinder os i bunker. En hånd kommer til syne, og den tilhører Dr. Joseph Goebbels, der forsigtigt gemmer sig. Han sætter sig ængsteligt op og giver en dagens briefing, hvorefter han begiver sig i agt med, at skrive med store armbevægelser og en mumlen i ægte klovne-ånds-stil. Stemningen er fjollet, men samtidig dybt alvorlig!

Humoren er i fokus og dette ses f.eks. når ”Dr. G, som i Dr. Joseph Goebbels” griber mikrofonen og går på live i radioprogrammet om kunst, kultur og kommunikation, som foregår ”Downtown”, som i ”Downtown Beeeerlin”. Forestil dig her en rigtig slesk og dyb mandestemme, med groovy musik henover, mens du lader dig forføre af nogle ryk, der minder om dansemoves.

I andet akt får vi besøg af ”The Mother of Modern Art”, nemlig instruktøren bag ”Triumph des Willens” også kaldet Leni Reifenstahl, som spilles af Søren Bang Jensen. Det første indtryk jeg får, er de kæmpe kontraster: Den høje mand, der spiller en elegant og forførende kvinde, og den lave kvinde, som spiller en hidsig og stædig mand. Synet gør mig glad, jeg elsker kontraster. Især når det bruges på scenen, da det fremkalder følelser, uden det er lige på og hårdt, men nærmere lister sig ind på dig, og giver mulighed for refleksion, inden f.eks. en dårlig følelse skubbes demonstrativt væk.

Ina-Miriam Rosenbaum er beundringsværdig, når hun render rundt som den klumpfodede Dr. Goebbels. Hver en bevægelse er udvalgt nøje, og sproget, som skifter fra dansk til engelsk, med tysk dialekt, eller tysk, som af og til afbrydes af ENORMT HØJE, men korte frygtindgydende råb. De rammer dig, som var det et spyd hun skar igennem dig. Det er nærmest som en lille magtliderlig chihauhau, der lægger sig op med de store hunde. Attituden er på rette sted, og jeg imponeres gevaldigt. Så meget, at jeg faktisk glemte, at rollen blev spillet af en kvinde.

Ligeså er det enormt sjovt, når Søren Bang Jensen valser rundt i kjole og danser rundt med en slags akavet ynde. Han gør det godt, og han får nemt drejet dig om sin lillefinger, når han snakker udenom og forfører dig hen til et andet samtaleemne. Til gengæld undrede jeg mig over, at hullet under armen i kjolen, ikke lige blev lappet til, når resten i forestillingen synes at være ramt af perfektion.

Ydermere er det sjovt at se kvindelist i brug, og hvordan Leni får den stive mand til at blive helt hvalpet og blød i knæene af… Blot en berøring.

Musikken var en berigende faktor undervejs, og det var hyggeligt, når ”den lille sure mand” droppede de alvorlige miner og hev stokken frem, for at skråle ”When You’re Smiling” i vaskeægte cabaret-stemning. Med det sagt var afvikleren spot on med timingen, hvad angik både musik, videoer og belysning, som forekom avanceret og nøje benyttet på den ellers lille scene.

Jeg tror sommetider, at vi glemmer, at selv om et menneske rummer mange onde sider, rummer vedkommende også nogle gode. Og at alle har et ømt punkt. Hér kommer nemlig en væsentlig pointe, som Rhea Lemans tekst belyser i Hitler on the roof: Dr. Goebbels er i sorg over at mangle sin familie, mens tanken om alle de andre dødsfald unger krigen, rager ham en bønne. Hvad siger det om ham som menneske?

I Hitler on the roof sætter Rhea Leman ikke blot spørgsmålstegn ved Dr. Goebbels og Lenis værdisæt, men ligeså ved hele konflikten i det, at vi tit går ind til noget med troen det rette sted, men ender i en position, hvor tingene får en ny facon. Dr. Goebbels stædighed har i forestillingen fanget ham i bunkeren i 74 år, men hvornår er nok nok? Hvornår vil vi indse, når virkeligheden ikke er, som du forestillede dig?

Forestillingen har desuden nutidige referencer så som dagens specifikke dato, krigen i Syrien, ISIS osv. Det gør den ”frisk”, så vi ikke blot har endnu en genganger af vor fortids historie, mens hele idéen med, at vi følger en død karakter, ”levende” i nutiden, frem for mens han var i live, er også en spændende, men anderledes måde, at gengive en historien på.

Hitler on the roof er altså en vovet forestilling, som rummer alt fra savn til livsglæde, til magtmisbrug, viljestyrke og håbet for en bedre fremtid. Debatten til hvem, hvad, hvorfor lægges åbent ud, men med en masse hints og komiske indslag, som gør det ellers tunge emne, dejligt håndterbart. Se den mens du kan, hvis 2. verdenskrig og politisk teater er noget for dig, eller hvis du vil inspireres af de helt fantastiske skuespillere i denne yderst gennemførte forestilling.

Produceret af SceneWorks sammen med Teatret ved Sorte Hest

Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 Købehavn V

Spilleperiode: Den 18. maj-2. juni 2018

Set den 18. maj 2018

Fotos: Thomas Petri

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.sortehest.com/forestillinger/hitler-on-the-roof/

Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum og Søren Bang Jensen

Ide, manuskript og instruktion: Rhea Leman

Scenograf: Lone Ernst

Lysdesigner: Søren Kyed

Lyddesigner: Baldur Kampmann