Anmeldelse: Hjørring Revyen 2021, Vendsyssel Teater (Hjørring Revyen)

Af Christian Skovgaard Hansen og Daniel Lassen
Hjørring Revyen fremstår også i år med et moderne og kugleskørt tvist. En velspillende kvartet og et ditto orkester med revydirektør og kapelmester Henrik Baloo Andersen i spidsen, giver en fin revy, som dog også har nogle bump på vejen.
Det generelt svageste i årets revy er tekstmaterialet. Fokus er på sketches og sjove karakterer og ikke på de klassiske parodier. En række numre er hylende morsomme eller har et fantastisk potentiale, men en lidt svag og/eller lidt for lang tekst giver os samtidig også nogle lidt ujævne numre.
Vi begynder fint med en morsom og skarp introduktion til årets revyhold, hvor de fire medvirkende har stor selvironi. Corona’en får også sine kommentarer. Bedst er nummeret, hvor Preben Kristensen, Trine Gadeberg, Kasper le Fevre skal øve sig på at være ude igen. Hvordan gør vi egentlig? Og hvad har over et års indespærring og take away gjort ved vores sociale kompetencer? Åbningsnummeret i anden akt ”Pest over Børglum” er i sin grundform lokalt og sjovt, men det finder desværre aldrig rigtig de rette ben at stå på.

Trine Gadebergs figur Pelle, der ser hele verdenen fra et barn på ”fem og en halv års” perspektiv, giver os en fin, men desværre også lidt tandløs kommentar til vores ageren under krisen. Nummeret udstiller samtidig, hvor forskelligt børn og voksne kan se og har set på krisen.
Bedre er Trine Gadeberg sammen med Preben Kristensen. Som afslutningsnummer på første akt får vi en bidende kommentar til indsamlingscirkusset, her personificeret i form af Folkekirkens Nødhjælp, i et morsomt og velsunget dansktopnummer. I anden akt er de også skønne som ægteparret, som ikke helt kan sammen længere, så det ene ukvemsord efter det andet fyger afsted i ægteskabsoperaen med en meget sigende tekst af Niels Hausgaard.

Preben Kristensen er også god som den trætte tolk for den ukrainske danser i form af Kasper le Fevre, som i et par tableauer giver os en kommentar på samfundet af i dag. Både Kristen og le Fevre er sjove, men vi kunne godt have nøjes med ét tableau. De to giver os også en ”Hymne” om livets gang, herunder om at huske at være til stede i nuet og kigge op fra skærmen. Enkelt og velforfattet af Trine Gadeberg.
Kasper le Fevre er god i nummeret ”Et simpelt indkøb”, som han også selv har forfattet. Nummeret er en fin kommentar til, hvad det er egentlig er, der er upolitisk og farligt at købe hos købmanden i henholdsvis 1951 og 2021. Uden at afsløre for meget er det i hvert fald ikke det samme, og der sendes en fin stikpille til de til tider hysteriske veganere.

Debutanten i Hjørring, Troels Malling, er morsom som hypokondermusikeren i ”De raske spillemænd” (sammen med Kasper le Fevre), som måske, måske ikke er så raske endda. Bedst er han dog i det mere afdæmpede og eftertænksomme nummer ”De blev alle sammen drillet”, som giver os en stille og sober kommentar til mobning, og hvordan vi opfører os overfor hinanden.
Rent visuelt skuffer revyen en smule i år, hvor Kirsten Brinks scenografi er lidt flad, og den gør desværre ikke brug af de mange muligheder der er i det næsten nybygget store teater, mens hendes kostumer til gengæld gør fin og farvestrålende glæde.
Til gengæld får revydirektør og kapelmester Henrik Baloo Andersen det musikalsk helt op at ringe, og sammen med det meget velsyngende revyhold bliver det en meget musikalsk aften med et skarpt revyhold; det er derfor ikke revyholdet, der fejler noget, men derimod desværre visse dele af det bagvedliggende materiale.
Hjørring Revyen
Vendsyssel Teater, Banegårdspladsen 4, 9800 Hjørring
Spilleperiode: 12. juni-31. juli 2021
Set den 12. juni 2021
Fotos: Thomas Petri
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.hjoerring-revyen.dk/
Medvirkende: Preben Kristensen, Trine Gadeberg, Kasper le Fevre og Troels Malling
Orkester: Henrik Baloo Andersen, Dan Hejslet, Søren Baggesen, Jonas Lindh, Ole Albrechtsen og Michael Friis
Tekster: Preben Kristensen, Trine Gadeberg, Kasper le Fevre, Martin Jantzen og Lasse Aagaard, Vase & Fuglsang, Troels II Munk, Kjeld Torbjørn, Rasmus Søndergaard, Jan Svarrer, Anders Møller, Søren Anker Madsen, Lars Bisgaard, Troels Malling og Birgitte Næss-Schmidt
Musik: Henrik Baloo Andersen, Franz Schubert, Trine Gadeberg, Preben Kristensen, Kjeld Torbjørn m.fl.
Instruktør: Birgitte Næss-Schmidt
Scenograf og kostumedesigner: Kirsten Brink
Koreograf: Peter Friis
Instruktørassisstent: Katrine Skjoldelev
Lysdesign: Kasper Daugbjerg
Lyddesign: Thomas Holmstrøm
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod