Anmeldelse: Horse Inside Out, ARoS Aarhus Kunstmuseum (Wunderland)

Anmeldelse: Horse Inside Out, ARoS Aarhus Kunstmuseum (Wunderland)

Af Trine Kinch

Alt er på forhånd anderledes, end det plejer at være. Teateret er skiftet ud med kunstmuseet, og den eneste publikummer er mig selv. Jeg melder min ankomst på en iPad foran ARoS Atelier på niveau 3 og sætter mig i en sofa. Mens jeg venter på, at det bliver min tur, tager jeg sko og strømper af og låser dem inde i et skab sammen med min taske og telefon. Jeg er nervøs og spændt på samme måde, som når jeg skal til læge.

Om det er iPad’en og den venteværelselignende sofaopsætning, eller om det er tanken om, at jeg om lidt træder ind i en ukendt og intimt rum, ved jeg ikke, men i næste nu begynder oplevelsen. Inde bag de glasvægge som danner ARoS Atelier står installationen. Udefra ligner den et telt, som – måske på grund af værkets titel – formmæssigt giver mig associationer til en hest. Jeg går på mine bare fødder imod den, og en stemme hilser mig velkommen ved navn.

Først bliver jeg bedt om at lægge hænderne på installationen og trække vejret med den. Jeg gør, som jeg bliver bedt om, prøver at give mig hen til den oplevelse, der bliver mig givet, men i starten er det svært at lukke museets øvrige liv og min selvbevidsthed ude. Lettere bliver det, da jeg gennem en smal åbning træder ind i installationen og finder mig selv i et intimt og nærmest magisk rum opfyldt af sanseindtryk. Jeg bliver fortalt, at jeg ikke kan gøre noget galt, og jeg får tid til at opleve teksturerne, lyset, lyden og duftene omkring mig.

Her begynder en rejse ind i en særlig stemning, en rejse væk fra analyseapparatet i mit hoved og væk fra den institution værket er placeret i. Her iklæder jeg mig kappe og maske og bliver en del af værket. Jeg møder mit spejlbillede i performeren, og hun tager mig i hånden ind i en dans eller en kontaktimprovisatorisk oplevelse, som formes af det særlige øjeblik, vi deler. Jeg bliver på samme tid vidne til og del af en kraft og en vildskab, men også til en fortrolighed og en sårbarhed, som den der opstår, når man deler noget af sig selv med et andet menneske. Mine sanser står vidt åbne, og pludselig er det forbi.

Horse Inside Out er en sanselig performanceinstallation, som jeg kan anbefale alle kunst- og teaterinteresserede at besøge. Værket er først og fremmest en kropslig oplevelse, og den klæder museet rigtig godt. Den bliver et interessant og udfordrende modstykke til de normer og regelsæt, vi oftest indordner os, når vi går på museum.

Ud fra et teaterperspektiv synes værket ikke at indeholde nogle sønderligt nye eller overraskende elementer og retrospektivt ville jeg, som den kæmpenørd jeg nu engang er, gerne udfordres endnu mere særligt i interaktionen med performeren.

Imidlertid må værket dog, i hvert fald i min optik, vurderes ud fra hvad det er: En perfomanceinstallation. Og da vil jeg sige at interaktionsniveauet, konteksten taget i betragtning, er meget smagfuldt afvejet; tilpas udfordrende således, at man som publikum føler, at man giver noget af sig selv, men aldrig grænseoverskridende.

Installationens indre udformning og arbejdet med de forskelligartede sanseudtryk er meget imponerende og tilsammen skaber de en helhed, som i den grad vækker min nysgerrighed og åbner mine sanser. Værket skal til sidst have stor ros for dens dramaturgi: Selvom oplevelsen er kort og abstrakt, formår den at give dens publikum en oplevelse, som minder om en fortælling eller en rejse, der gennem de kræfter, vi kender fra hestens temperament, minder os om, hvor vi finder dem i os selv. 

Performanceinstallation af Wunderland

ARoS Aarhus Kunstmuseum, ARoS Public, Aros Alle 2, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 15. januar-16. februar2020

Set den 23. januar 2020

Fotos: Jesper Lyng Michelsen 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://horseinsideout.com/booking

Medvirkende performer: Mette Aakjær
Koncept og visuel- og sensorisk idé: Mette Aakjær

Skulptur/installation: Mona Møller Schmidt

Lyd: Thoranna Bjornsdottir

Tekst: Sonja Winckelmann Thomsen

Maske- og kostumedesign og visuel medudvikler: Amanda Axelsen Sigaard

Visuelt design, medudvikling: Amanda Vesthardt

Performer stand in: Molly Nyeland

Duftdesign:Mette Aakjær med assistance fra Sigrid Moses-jacobsen

Teknisk design og interaktivitet: DimsOs, DK. 

Produktionsledelse: Katrine Kihm

Produktionsledelsesassistenter: Ida Ravn Homelius og Jeppe Sommer

Syning af skulpturens yderdel: Michael Nøhr

Konstruktion af bærende skelet: Jakob Hjuler

Assistent, håndsyning: Marina Therese Axelsen 

Video: Christoffer Brekne 

Varighed: Ca. 15 minutter

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *