Anmeldelse: Nattergalen, Det Kongelige Teater (Dansk Danseteater)
Af Ida Spedtsberg
Efter urpremieren i Aarhus i fredags satte Dansk Danseteater kurs mod København, nærmere betegnet Operaens Takkelloftet, med forestillingen Nattergalen koreograferet af henholdsvis Sebastian Kloborg og Alessandro Sousa Pereira. Det er med en vis spænding, og god sjat forventninger, at jeg sætter mig klar til at se aftenens forestilling. Og med en relativt ny kunstnerisk leder, er det altid spændende at se, hvad Dansk Danseteater har at byde på i denne omgang. Operaens mindre scene tilbyder forestillingen en klædelig intimitet denne aften, og vi får som publikum lov til at fortabe os i dansernes selvopofrelse og jagten på noget mere.
Forestillingen er en musikalsk dobbeltforestilling med to værker, der begge fortolker over de to litterære klassikere: H. C. Andersens ”Nattergalen” og Oscar Wildes ”Nattergalen og Rosen”. Begge akkompagneres lydmæssigt af Den Sorte Skole, der med deres sans for stemning og timing skaber et unikt, letflyvende lydunivers med stor succes. Scenografien består af en række rullende collager skabt af den dansk/ukrainske kunstner Sergei Sviatchenko, og som især i anden halvdel af forestillingen kommer til sin ret.
Den første halvdel af forestillingen er skabt af Sebastian Kloborg – en koreograf, der er kendt for sine karakterdrevne, humoristiske stykker. Begge dele skinner også tydeligt frem i aftenens koreografi. Inspireret af H. C. Andersens ”Nattergalen” kaster Kloborg danserne ud i fortællingen om kejserens stræben efter nattergalens dragende sang. Af de to stykker, er det klart det, hvor en form for narrativ er tydeligst. Den yndige, frie fugl danser smukt og frit, indtil den opdages og fanges af ”kejseren” og hans mange undersåtter. Men hvem fanger egentlig hvem? Og hvor langt vil man gå for at få det, man drømmer om?
Kloborgs del er godt koreograferet med plads til humoristiske finurligheder, såsom kejserens perfektionistiske tjenestefolk, der har lidt for travlt med at passe ind og gøre kejseren tilfreds. Men der er også plads til lidt dybere temaer, som grådighed og den menneskelige relation mellem to individer. Stykket leveres af en større gruppe af Dansk Danseteaters dansere. De er veldansende, og deres mimik spillevende. Lukas Hartvig-Møller som kejseren, leverer en flot præstation med megen dybde og indlevelse, overfor den sarte nattergal. Alt i alt kunne jeg godt lide stykket, om end slutningen forekom lidt brat.
Anden halvdel af aftenen består af Alessandro Sousa Pereiras bidrag over samme tema og med stærk inspiration fra Oscar Wildes novelle. Her er mindre narrativ, men mere føling. De tre dansere, Edward Pearce, Joe George og Milou Nuyens, kastes ud i en række bølgende bevægelser, der langsomt bevæger gruppen tættere på hinanden. Det er mere tydeligt, at selvopofrelsen sker her, hvor individet tilsidesættes til fordel for noget større. Referencerne til Oscar Wildes novelle er lidt sværere at finde, og værket kræver derfor lidt mere af publikum. Men med hjælp fra Sergei Sviatchenkos rullende kulisser skabes en flot afslutning, hvor nattergalen ofrer sig til rosen til glæde for en anden. Og så behøves man måske ikke at forstå de intertekstuelle referencer til fulde. For helhjertet var det.
Værket supplerer Kloborgs stykke godt, men tilbyder os en dybere intensitet, hvor Kloborgs værk udmærkede sig mere på det menneskelige plan og i relationerne herimellem. Er det så det bedste, jeg har set Dansk Danseteater danse nogensinde? Nej. Men begge koreografier har noget på hjerte, og der er noget på spil. Nattergalen vil noget hos publikum, og det kommer ud over kanten til os i samspil med Den Sorte Skoles dramatiske, velvalgte lydunivers.
Nattergalen er for alle, der har en interesse for dans, og som er klar til at lade sig svæve væk i fortolkningerne af de kendte historier. En stor del af forestillingen kræver, at man fortolker, det man ser, men har man mod på at udforske nyt repertoire, får man smuk forestilling med to forskelligartede værker, der hver har deres force, danset af et veldansende kompagni. Det er alt i alt kunst, der vil noget.
Dansk Danseteater
Det Kongelige Teater, Operaen, Takkelloftet, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 21. januar- 25. februar og 31. januar-1. februar 2020 i Operaen, Takkelloftet.
I perioden 17. januar-6. marts 2020 på turné i Danmark – se turnéplan i linket
Set den 21. januar 2020
Fotos: Raphael Frisenvænge og Søren Meisner
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.danskdanseteater.dk/forestillinger/nattergalen
Dansere: Maxim-Jo Beck McGosh, Emily Nicolaou, Milou Nuyens, Lucas M. Threefoot, Taner Van Kuren, Brandley Waller, Joe George, Lukas Hartvig-Møller, Jessica Lyall, Merete Hersvik, Edward Pearce, Elin Anderson og Elena Peschechera
Koreografi: Alessandro Sousa Pereira & Sebastian Kloborg
Scenograf: Sergei Sviatchenko
Musik: Den Sorte Skole
Kostumer: Sergei Sviatchenko & Maria Ipsen
Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm
Dramaturgi: Sosha Teperowska & Amanda Linnea Ginman
Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod