Anmeldelse: La Traviata, Det Kongelige Teater

Af Julia Bielefeld

Med Det Kongelige Teaters genopsætning af La Traviata var der lagt op til et brag af en operafest denne lørdag aften – og den profeti blev opfyldt!

Svagt lys svævede gennem det papirtynde fortæppe og afslørede et kæmpe rum med store franske døre, der næsten nåede loftet. Ensemblet sad stivnet på stole i glitrende aftenkjoler og funklende smykker, mens Violetta Valéry bevægede sig rundt mellem dem. Dette tableau af Violetta, der er alene og afskåret fra sine omgivelser, går igen igennem hele operaen. Helt til sidste scene.

Det velgennemførte var generelt det, der kendetegnede denne opsætning af La Traviata. Alt fra det musikalske til scenografien og koreografien til det dramatiske var gennemarbejdet og veludført. Det kom især til udtryk i ensemblescenerne, hvor operakoret giver den fuld smæk med dans og sang i både tyrefægterscenen og med drikkesangen, som begge var flot koreograferet. Denne opsætning af La Traviata tager sig allerbedst ud, når koret synger, så det brager, og de hvirvlende skørter glitrer i scenelyset. Der blev endda spillet på, at drikkesangen er en rigtig crowdpleaser, idet koret vendt sig ud mod publikum, mens de sang og skålede.

Men La Traviata er bestemt ikke kun fest og farver. Det er fortælling om en famøs kurtisane, der først opgiver sit liv i pomp og pragt til fordel for kærligheden og derefter, af hensyn til sin elskedes ry og økonomi, opgiver sit liv med ham for til sidst at dø af en uhelbredelig sygdom.

Den bygger på den unge Marie Duplessis tragiske liv som en af Paris mest fashionable kurtisaner og hendes ensomme død på Boulevard de la Madeleine i Paris. Da Verdi skulle iscenesætte operaen var det kun 6 år siden, Marie Duplessis var afgået ved døden, og indholdet af La Traviata var stadig så skandaløst, at man flyttede handlingen 100 år tilbage. Det siger også noget om, hvor tidløs og udødelig La Traviatas handling er, hvilket nok er grunden til at publikummer over hele verden stadig finder operaen spændende dagen i dag. 

Scenografien af Lars Åke Tessman fungerede rigtig godt, idet det store rum med højt til loftet viste sig at være meget versatilt. I første akt var det en smuk parisisk herskabslejlighed med Eiffeltårnet i baggrunden, mens det i anden akt er et lysthus ved rivieraen, hvor de franske døre er erstattet af blafrende hvide lagensgardiner.

Hovedpartierne, med Gisela Stille som Violetta og Francesco Castoro som Alfredo, viste stor dramatisk kapacitet. Stille brillerede især i de sidste to akter med hendes frodige høje toner, der formidlede Violettas smerte, affekt og sorg perfekt. I første akt føltes det dog tit som om, at det dramatiske blev prioriteret over det musikalske. For eksempel skulle Violetta tage sine sko af og smide dem væk under recitativet og den store koloratur arie i første akt, som er svær nok i forvejen. Det resulterede i at nogle fraser ikke sad helt i skabet, men dét taget i betragtning, var det stadig en flot præstation fra Stille i en svær rolle.

Castoro sang også meget smukt med masser af følelse, og den fine kemi mellem Violetta og Alfredo blev formidlet med længselsfulde blikke og flotte omfavnelser, så man kunne mærke kærligheden helt ude i salen – og så kan man vel ikke forlange så meget mere.

David Kempster leverede en solid præstation som Alfredos far Giorgio Germont med en stærkt klingende og rolige baryton, der formidlede de stoiske alfaderlige karaktertræk men også strengheden som rollen påkalder sig.

Det skal ikke udelades, at Det Kongelige Kapel spiller Verdis musik som en drøm. De store romantiske akkorder flyder fra strygerne i stride strømme, og den store musik dundrer derudaf til sidste scene, hvor paukerne kommer på til en kæmpe finale, der slutter med et brag.

Da det var en genopsætning fra (senest) 2015, var det på alle måder en meget sikker vej at gå for Det Kongelige Teater, men det var ikke desto mindre underholdende – og nogle gange er det en bedrift i sig selv, ikke at gå i vejen for værket og bare gøre dét, der fungerer.

Og La Traviata er jo en af de helt store klassikere. Der er ulykkelig kærlighed, fest og farver og underholdning, så det driver. Opsætningen er ikke nyskabende, til gengæld er scenografien og koreografien flot, kostumerne glitrer, musikken er forrygende, og sangerne formidler dramaet smukt.

Selvom denne La Traviata ikke tager mange chancer, hvad angår scenografi og dramatik er det et brag af en fest og en eksplosion af følelser, som det ville være synd at gå glip af. Derfor er denne opera måske også en god opsætning for den, der ikke har hørt og set så meget opera før, da det er en gennemført underholdende opsætning med kærlighed, komik og tragedie.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 18. januar-7. juni 2020

Set den 18. januar 2020

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/opera/la-traviata/

Medvirkende: Gisela Stille, Francesco Castoro, David Kempster, Kari Dahl Nielsen, Hanne Fischer, Jacob Andersen, Simon Duus, Kyungil Ko, Morten Stougaard m.fl. og Det Kongelige Operakor samt Det Kongelige Kapel

Musikalsk ledelse: Richard Farnes/Robert Houssart

Iscenesættelse: David Radock ved Natascha Metherell

Scenograf: Lars Åke Tessman

Kostumedesign: Ann Marie Anttila

Lysdesign: Hans-Åke Sjökvist

Koreografi: Håkan Meyer ved Lina Räftegård

Varighed: Ca. 2 timer og 50 minutter inkl. to pauser

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads