Anmeldelse: Hullet, Teatret Svalegangen (Von Baden)

Af Anne Sophie Thingsted

 

’Hullet’ af Teatergruppen Von Baden er på én gang en stor eksistentialistisk fortælling om menneskelige relationer og et lillebitte nærbillede af dynamikken i to mænds venskab. Det, der udspiller sig på scenen, er et par arbejdsdage i de to venner Torben og Flemmings liv, hvor man får indblik i makkerparrets jargon og foretrukne samtaleemner. Men jo længere man kommer ind i stykket, des mere går det op for én, at problemerne i Torben og Flemmings venskab er relevante for alle, der har svært ved at tale åbent om deres følelser. Derfor løfter historien sig over deres individuelle venskab og bliver universel.

Forestillingen er inspireret af Peter Seebergs novelle af samme navn. Ligesom i Seebergs novelle er de to arbejdere Torben og Flemming i gang med at grave et hul, da stykket går i gang. De ved ikke, hvor dybt det skal være, eller om det skal være rundt eller firkantet, men det er chefen, der har sat dem til det, og derfor graver de på livet løs.

Der er kun to skuespillere på scenen: Henrik Vestergaard og Frederik Meldal Nørgaard, hvis dynamik på scenen er skøn. De portrætterer to rigtige mandemænd, der drikker bajere, kalder hinanden ”din store røv” og fyrer dorske vittigheder af, imens de graver hullet. Det er jysk mandehumor når det er bedst… og værst.

Flowet i deres ping-pong er spot on, og det må begrundes med, at skuespillerne har kendt hinanden i 20 år. De griber hinandens jokes og sender tørre kommentarer tilbage. Det er charmerende og sympatisk, og det gør, at publikum hurtigt får en fornemmelse af venskabet.

Især i begyndelsen af stykket kammer komikken dog over i plathed og gentagelser af replikker. Ordudvekslingen ”Rend mig i røven Flemming… nej tak, Torben,” var moderat morsom første gang, hvor de sagde det. Femte gang længes man efter mere rødvin! Begge mænd er iført et par gevaldige klovnenæser for at understrege absurditeten og komikken. Det sender et signal om, at den fladpandede humor er intentionel. Problemet er, at det bliver for dumt, og stykket kommer nogle gang til at handle mere om at indkassere billige grin fra publikum end de eksistentialistiske tematikker fra Seebergs novelle.

06-AnnaMarin_Hullet

Det eksistentielle aspekt bliver dog ikke helt glemt. I takt med at hullet bliver gravet dybere, indkredses Flemming og Torbens samtale på deres relation. Men de er vokset op med, at mænd skal bide smerte i sig, og de har aldrig lært at sætte ord på deres følelser. Som Torben siger: ”Hvad en mand laver i sin garage, rager kun ham og hans tysker.”

Deres kejtede forsøg på at kommunikere illustreres ved, at deres værkstedshumor af og til brydes af små fragmenter af ærlighed, som efterfølges af en hastig tilbagevenden til venskabets ”safe zone”; de platte vittigheder. De små portioner af ægthed er sparsomt doseret. Det er subtilt, og det fungerer rigtig godt.

Hullet er illustreret af opstablede sandsække på scenen, som skuespillerne gemmer sig bagved, når de er nede i hullet. Og jo dybere hullet bliver, jo tydeligere bliver dets symbolik. Det agerer metafor for Torben og Flemmings erkendelse af deres egne følelsesliv. Men fordi de er mænd af den gamle skole, skræmmes de af at blive konfronteret med deres følelser. Det tydeliggøres ved deres stigende ubehag, da hullet ifølge Flemming er ”helt nede i mesosfæren”, altså 50 kilometer under jordens overflade. Symbolikken er kløgtig, men må tilskrives Seeberg og ikke Teatergruppen Von Baden, og desværre får den først en dominerende rolle relativt sent i stykket.

04-AnnaMarin_Hullet

Hver gang mændenes samtale bliver så rå og ærlig, at den begynder at true deres venskab, akkompagneres den af de mørke, ildevarslende toner fra Josefine Opsahls cello. Strygerens vibrationer runger i mit mellemgulv, når hun spiller. Den fysiske oplevelse af musikken, der sendes ud i salen og rammer mig frontalt for derefter at rikochettere tilbage mod scenen, fremkalder af en eller anden grund følelsen af at være forbundet med resten af publikum.

På den måde understreger musikken på underfundig vis et af de hovedtemaer, der italesættes i stykket: At hele universet er kosmisk forbundet af atomer, og at mennesker derfor aldrig er alene. Selv mænd, der ikke kan udtrykke, hvad de føler.

 

Von Baden

Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 2.-16. december 2017 på Teatret Svalegangen, Århus og 4.-16. januar 2018 på Teater Grob, København

Set den 2. december 2017

Foto: Anna Marín Schram

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.svalegangen.dk/events/gaesteforestillinger/2017-2018/hullet/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Amager Revyen 2019, Teater Play

Af Daniel Lassen Teater Play slår dørene op til Amagers helt nye revy, og ...

Anmeldelse: Hellig krig, Teatergrad

Af Jonas Lehmann Rasmussen   Når det kommer til ’Hellig krig’, så er der ...

Anmeldelse: Frøken Julie, Aarhus Teater

Af Sofie Amalie Dammeyer Johansen   Hvad er det teatret kan, som biografen ikke ...

Anmeldelse: Skatteøen, Folketeatret

Af Line Rolighed og Eva Gudmand BANG! Forestilling blev skudt i gang med et ...

Anmeldelse: Illusioner, Husets Teater

Af Nikolaj Bomberg Simonsen   Spædende! Danmarkspræmiere på den nyere russiske dramatiker Ivan Vyrypaevs ...