Anmeldelse: Hurra!, Café Liva

Anmeldelse: Hurra!, Café Liva

Af Daniel Lassen

Café Livas mangeårige kunstneriske leder Jacob Morild fejrer i år 20-års jubilæum på Café Liva. Dette fejres med et brag af et one-man cabaretshow, som han har valgt at kalde for Hurra!, og denne gang er der i sandhed noget at råbe ”hurra” for. Ikke alene bliver et rundt hjørne markeret, men han formår også at lave en forestilling, der er helt igennem up to date, rammende, satirisk og musikalsk.

At Jacob Morild er en af landets største satirikere, både som forfatter og skuespiller, kan der efterhånden ikke herskes nogen tvivl om. Det har han vist gentagende gange, både på Café Liva og rundt om i Danmark på mange af landets store revyscener. Denne gang er det dog som om, han vil noget mere. Han vil ikke alene være satirisk, men også poetisk. Han vil kort sagt have os til at forstå den verden, vi lever i, hvis man da overhovedet kan det! Jacob har selv skrevet showet, og står også for selv at spille guitar til alle de musikalske indslag, så her er der altså tale om en sanger, forfatter, satiriker, skuespiller og musiker i en mand! 

Jacob Morild går til grænsen og måske endda en anelse over den. Han tager fat i relevante emner, som omkredser verdenssituationen lige nu. Både politikere, klima og alderdom får en tur i ”båden”. Bedst er han dog i en lang monolog omhandlende krænkelseskulturen i Danmark. Denne monolog bliver fremført kun iført boxershorts, og hvem ved, det kunne vel også gå hen at krænke nogen?

Flere af numrene har Jacob Morild lavet før i andre sammenhænge, så der er næsten tale om en kavalkade af de bedste numre han igennem tiden har lavet. Det kan dog ikke mærkes, at nogle at numrene er skrevet for noget tid siden, da alle numrene har fået et nyt twist eller et moderne strejf. Selvom numrene er blevet moderniseret, er det stadig tankevækkende, at nogle af de problemstillinger, vi havde for 10 år siden, stadig er så store problemer i dag, at numrene nærmest går hen og virker mere aktuelle end dengang, de blev skrevet.

Morild virker i det hele taget utrolig oplagt denne aften. Han glider let og elegant fra den ene karakter og over i en ny. Så hvad enten han spiller en fuld maratonløber, en præst, der skal begrave jordens ressourcer i 2019, eller en gammel rocksanger, så tror man 100 % på ham. I det hele taget handler showet meget om, at sætte fokus på, hvordan det er at være danskere på godt og ondt. Balance mellem det sure og søde absurde og det grænseoverskridende rammer han spot on.

Til sidst i showet får vi endda en lille lektion om hvor vigtige ”ord” er, og hvor meget de betyder for den, der modtager dem. Denne lektion får vi sammen med en poetisk sang om ordet ”vi”, og det bliver i det hele taget en smuk afslutning på en skøn og satirisk aften! 

Om Jacob Morild nogensinde har været skarpere, er jo nok et spørgsmål om hvem, der ser det. Personligt kan jeg ikke huske ham mere i topform end denne aften! Så der er god grund til at råbe ”hurra” for ham denne aften!

Café Liva, Liva 2, Nyhavn 26, 1051 København K

Spilleperiode: 16. august-14. september 2019 

Set den 26. august 2019

Fotos: Café Liva

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.cafeliva.dk/contact

Medvirkende: Jacob Morild 

Instruktør: Jacob Morild          

Tekst og musik af: Jacob Morild, Nicolaj Majland, Morten Wedendal og Perry Stenbæk 

Varighed: Ca. 2 time inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *