Anmeldelse: Det er så det nye (2019), Teatret ved Sorte Hest
Af Johanne Rao Jensen
Ved indgangen til den lille, intime teatersal i Teatret ved Sorte Hest står en kurv med små vifter til fri afbenyttelse. Salen er så småt ved at blive fyldt op og temperaturen sniger sig tilsvarende opad. Mens publikum vifter løs med alle de kræfter, vi kan mestre, tændes lyset på scenen og vi inviteres indenfor hos det meget umage par, Poul og Pysseren i deres lille, minimalistiske dagligstue. Helt ind.
De to bruger det meste af stykkets varighed på at diskutere dagligdagens små og store gøremål, såsom opvask, gardiner og den seneste sladder om naboerne og den gamle vicevært Hr. Pind. Dialogen er dog hele vejen igennem så absurd og karakterernes udtryk og handlinger så karikerede, at det bliver tydeligt, at de i virkeligheden taler om meget mere.
De taler om livet og meningen med den, som ikke lige umiddelbart synes at være til at lure, og de taler om identitet. For som Poul minder Pysseren om, når hun ikke helt ved, hvad hun skal gøre af sig selv: ”Vi må ikke glemme hvem vi er, og hvorfor vi er her!” efterfulgt af en pause og et stille ”Hvorfor er det nu vi er her?”. Og hvem er vi egentlig?
Den evigt ængstelige og højtråbende Pysseren konstaterer i frustration over sine fumlede fingre, at hun i hvert fald ikke er et gardinmenneske. Senere præsenterer hun sig selv som en vanskelig pige med mørkt hår, der dog af og til også kan føle sig som en moderne kvinde, med moderne idéer. Da hun ved en fejl kom til at se sig i spejlet, fortæller hun, så hun til gengæld en mand fuld af pegefingre, som havde sagt at hun var ”lige typen”. Typen, det sortner for. Den mere rolige og, på overfladen i hvert fald, fattede Poul præsenterer sig selv som en rigtig ”voksenmand”. For hans far havde altid sagt, at ”man skulle blive voksen, når man blev voksen”.
Begge karakterer synes at være omtrent lige socialt akavede og vanskelige at have med at gøre, men de rummer og kompenserer for hinandens skævheder på en så fin måde, at de lader til at være et godt match. Og hvis alt går vel, fortæller de ivrigt publikum, sig selv og hinanden, så skal de giftes i en kirke!
Når stilheden på scenen bliver for tyk for kæresteparret, eller de blot ikke ved, hvad de skal gøre af sig selv, bryder de ud i en nøje koordineret dans til tonerne af Jimmy Souls ”If you wanna get happy”. En lystig dans med store armbevægelser, der stopper igen omtrent lige så ud af det blå som den starter, hvorefter livet går videre som om intet var hændt. En detalje, der kun er med til at fremhæve, hvor rutinepræget en tilværelse de to har bygget op i deres lille lejlighed, for at kunne håndtere verden.
Fra start til slut kaster Pysseren, Poul og den finurlige vicevært Hr. Pind, som kommer på besøg fra tid til anden, replikker ud i rummet, der er så skæve, at de næsten er nødt til at være symboler og metaforer for noget helt, helt andet.
Nogle af metaforerne er til at forstå, såsom Pouls fars utroskab, der beskrives som at han kom til at ”gå ud af en dør”, når moren græd. Andre af dem grubler jeg stadig over. For hvad pokker betyder det, når de tre karakterer med stor iver diskuterer, hvad de dog skal gøre med alle de små buddhister i vandrørene? Udover at føje til graden af absurditet i den verden, man som publikum bydes indenfor i, så er disse skæve samtaler blot med til at øge den gennemgående forvirring over, hvad det egentlig er for en fortælling, dramatiker Line Knutzon, som står bag stykket, ønsker at dele. Måske ønsker hun slet ikke at dele svarene på livets store spørgsmål, men simpelthen bare at dele spørgsmålene.
Forestillingen er en repremiere, og man mærker tydeligt, at den lille trio har forestillingen på rygraden, når de leverer deres replikker og småkarikerede reaktioner. Uagtet manglen på den store aha-oplevelse, da stykket når sin ende, så er alle i salen underholdt hele vejen igennem. En konstatering, som jeg baserer på de mange store latterudbrud gennem hele forestillingen, inklusiv mine egne.
Man skal være til det absurde og den sorte humor for at så det fulde udbytte af Det er så det nye, men så er man også garanteret en sjov aften. Jeg forlader salen med flere spørgsmål end da jeg kom og uden følelsen af at være blevet klogere på verden og på livet. Til gengæld forlader jeg salen med et stort smil på læben, der holder hele vejen hjem.
Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 København V
Spilleperiode: 23. august-28. september 2019
Set den 23. august 2019
Fotos: Robin Skjoldborg
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Lars Knutzon, Morten Holst og Josephine Ingrid Raahauge
Instruktør: Maria Vinterberg
Dramatiker, forfatter: Line Knutzon
Scenograf: Marianne Nilsson
Lysdesigner: Lasse Svarre
Kostumedesigner: Mikael Jensen
Koreografi: Rebekka Lund
Varighed: Ca. 1 time uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod