Anmeldelse: Adressaten ubekendt, Det Kongelige Teater

Af Johanne Rao Jensen

Adressaten ubekendt er Kathrine Kressmann Taylors brevroman, som oprindeligt udkom i USA tilbage i 1938, skildrer et venskab i opløsning i 1930’erne, dokumenteret gennem halvandet års brevudvekslinger mellem karaktererne Max og Martin. Den lille historie i den store historie.

En historie om opsejlingen til 2. Verdenskrig med gradvist tiltagende had mod jøderne i Tyskland. Et Tyskland, der fortsat slikkede sine sår efter seneste nederlag, og drømte om at rejse sig igen med den karismatiske Adolf Hitler og hans lovning om bedre tider for det tyske folk. Så længe man da ikke var jøde.

Det tyske vennepar Max og Martin ejer sammen et kunstgalleri i San Fransisco. Da Martin beslutter sig for at vende tilbage til Tyskland, forsøger de at fastholde kontakten gennem breve, hvor de med stor iver og varme deler deres dagligdag, drømme og tanker med hinanden.

Max driver galleriet videre i USA, mens Martin tager en attraktiv stilling som embedsmand i Tyskland, hvor han langsomt men gradvist lader sig rive med af de nye vinde i folkestemningen, som opfordrer tyskerne til at ”holde panden højt” og følge den i starten ukendte Adolf Hitler. En ”handlingens mand”, som Martin beskriver ham i et af sine breve.

Max er jøde og begynder så småt at spørge ind til de rygter, han hører, om stigende had og diskrimination af jøderne i Tyskland. Han forsøger at få sandheden om tingenes tilstand ud af sin ven, som han stoler på som en bror. For Martin kan da umuligt være enig i at forfølgelsen af jøderne kan retfærdiggøres, når han selv er venner med en?

Hvor ordlyden i brevene mellem de to venner starter i en munter, drillende – og til tider pralende – tone, lige så frustreret og desperat ender den. Det ellers så stærke venskab kommer på den ene prøvelse efter den anden og der bliver stærkere og stærkere følelser involveret i deres desperate forsøg på at forstå og blive forstået af den anden.

Det hele kulminerer med en bitter hævn, som synes kold, men på sin vis uundgåelig, og man efterlades som publikum med en følelse af både forløsning og af noget uafsluttet efter 1. akt, som er selve skuespillet.

Både Lars Mikkelsen i rollen som Martin og Søren Sætter-Lassen, som spiller Max, skinner igennem og de formår at fylde scenen ud og holde publikum fænget gennem hele den hjerteskærende fortælling. Det er ikke nogen let opgave, de to skuespillere har fået, da de færreste nok vil se en simpel brevudveksling som oplagt teater. Scenografien udgøres desuden blot af to borde med dertilhørende stole, en kuffert og vennernes breve blæst op i baggrunden. I starten virkede det en smule monotont, at stykket mere eller mindre er bygget op om skiftevise enetaler frem for reel dialog, men som spændingerne vokser og man lærer karaktererne at kende, fungerer formen bedre og bedre. Det er modigt at skabe så simpelt et stykke om så voldsomt et kapitel af verdenshistorien.

ccc

I stykkets 2. akt zoomer historiker Bo Lidegaard (eller andre aftener Christoffer Emil Bruun) ud fra den lille til den store historie, med fokus på Danmark og kamp for demokratiet, der fandt sted samtidig med Tysklands fremmarch i Europa.

Han fortæller om de vigtige diskussioner, der fandt sted herhjemme og Lars Mikkelsen og Søren Sætter-Lassen genskaber undervejs nogle af de stærkeste og mest skelsættende taler fra perioden. Dette gør de med stor indlevelse og kraft, som giver en følelse af at man er med dem på i en tidsrejse tilbage til en tid, som vi alle bør huske os selv og hinanden på. Så det aldrig sker igen.

Aftenen rundes af med spørgsmål og refleksioner fra salen. Det, at man vælger at åbne op for dialog om stykket, historien og talerne fungerer som en lille reminder om, at det, der foregår på scenen, også handler om os. En reminder om at den demokratiske samtale og kritiske stillingtagen til vores omgivelser er en nødvendighed, hvis vi vil undgå at blive tryllebundet og revet med af store, men farlige idéer, i fremtiden.

Adressaten ubekendt er alt i alt en vigtig og vedkommende oplevelse og en påmindelse om, hvor hurtigt tingene kan udvikle sig i den forkerte retning, hvis man giver dem lov.

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Sankt Annæ Plads 36, København K

Spilleperiode: 24. august-3. november 2019

Herunder på turné rundt i landet i perioden den 23. september-26. oktober 2019

Set den 24. august 2019

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/skuespil/adressaten-ubekendt/

Medvirkende: Lars Mikkelsen og Søren Sætter-Lassen samt enten Christoffer Emil Bruun eller Bo Lidegaard (til debatten)

Forfatter: Kathrine Kressmann Taylor

Oversættelse: Per Vadmand

Iscenesætter: Thomas Bendixen

Scenografi og kostumer: Jonas Fly

Lysdesign/videored.: Frederik Heitmann

Videodesign: Jakob Thorbek

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Et dukkehjem, Aalborg Teater

Af Sofie Trige Jeg sad musestille og med store øjne på min plads i ...

Anmeldelse: Forårsrullen, Odense Teater

Af Anne Lottrup Sørensen   Musikalske, kåde forårsruller, khaki og kineserier i kælderen – ...

Anmeldelse: Pjerrot i Dyrehaven, Tivoli (Tivoli Ballet Teater)

Af Henriette Devantier   Pantomimeteatret i Tivoli stammer tilbage fra 1800-tallet, og det er ...

Anmeldelse: Fifti Fifti, Andreas Bo

Af Amalie Sloth de Fine Licht   På sin 50 års fødselsdag inviterede Andreas ...

Anmeldelse: Dette burde skrives i nutid, Mungo Park

Af Nikolaj Bomberg Simonsen Masken er lige ved at krakelere, men vi lader som ...

Anmeldelse: Shu-bi-dua – The Musical, Fredericia Teater

Af Mette Herschend   Man kunne mærke en summen af spænding og tårnhøje forventninger ...