Anmeldelse: Hvem har æren?, Odense Teater

Af Emil Veber Rasmussen

 

Som fire stolte haner sidder de i hver deres meget personlige positur. Faderen troner i den sorte lædersofa, mens svigerfaderen kigger med fra sidelinjen med spredte ben og brystet fremme. Ægtemanden sidder som sin far i yngre format, slapt men parat til hvad som helst, hen over sin stol. Broderen sidder beskyttet bag sin stoleryg og spænder lidt med musklerne, og til sidst sidder moderen på sin plads og skræller kartofler.

 

Opbygning er meget patriarkalsk, hvilket også bliver bekræftet, da hanerne begynder at tale. Ægtemanden ligger ud med en humoristisk monolog, der sætter tonen og tempoet i forestillingen. Efter det bryder det ellers ud i hanekamp.

 

Stykket omhandler en arabisk familie, hvor datteren er blevet tvangsgift med en af faderens venners søn. Hun er sin ægtemand utro, og derfor tager han på vegne af begge familier ud for at dræbe hendes elsker. Vi lander i et hvidt, upersonligt rum, med et stort sort og faretruende hul i midten. Debatten går nu på, hvem der skal dræbe datteren og genvinde familiens ære.

 

"Hvem har æren" Foto: Emilia Therese

 

Stykket svømmer i et ironisk lag, der til at starte med kan virke lidt misvisende og nærmest falsk, men som stykket skrider frem, forstår man, at ironien bruges som en distance, der giver emnet en ny dimension og gør det mere håndgribeligt for os, der ikke er fortrolige med denne grusomme realitet, der desværre hersker i nogle kulturer. Og som stykkets dramatiker, Ibrahim Amir, selv fortæller i forestillingens program: ”Jeg bruger humoren som en luftrenser.” Ibrahim Amir stammer oprindeligt fra Syrien, og han fortsætter: ”I Vesteuropa virker et emne som æresdrab vældig eksotisk. I arabiske lande er det den rå virkelighed”. ’Hvem har æren?’ er det første skuespil, som han får opført i Danmark. Ironien og humoren bruges som en luftrenser.
Skuespillerne præsterer fænomenalt og arbejder i et lag, der til tider kan virke forceret, men som passer perfekt ind i den groteske og satiriske ramme. Det kan virke en smule tilbageholdt, men alligevel formår skuespillerne at give os et tydligt billede af deres karakter, og vi genkender straks typen.

Hanerne bryster sig og fylder luften med tomme ord og trusler. Denne overlegenhed understeges ved, at de egentlig ikke rigtigt duer til det, de bryster sig af, når det kommer til stykket. Når de ender i nærkamp er vi ude i det, man betegner som ”tøseslag”, og deres bandeord er heller ikke de allerfarligste på markedet. Det eneste ord der gør ondt at høre er, når de omtaler datteren som luder, og dette er et eksempel på, at vi en gang i mellem får lov at kigge ind i den skinbarlige virkelighed, som er gemt væk i farcen, hvor det er tilladt, at replikker leveres sjovt kun for at være sjove.

 

"Hvem har æren" Foto: Emilia Therese

 

Hanerene bliver nærmest forvandlet til høns i slutningen, hvor de er nede og kravle på alle fire under deres egne voldlige præmisser, de har gået og brystet sig så meget af.
Forestillingen er alt i alt, en vellykket satirisk farce, der formår at belyse et alvorligt og tabubelagt emne som æresdrab på en komisk og håndterbar måde.

 

 

 

Odense Teater, Sukkerkogeriet, Roersvej 33, 5000 Odense C

 

Spiller indtil d. 10. december 2015

 

Set den 19. november 2015

Foto: Emilia Therese

 

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:

http://www.odenseteater.dk/forestillinger/hvem-har-aeren

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Figaros bryllup, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier   Måske du så Barberen i Sevilla i Operaen sidste sæson? Her ...

Anmeldelse: Anne Marie gift Carl-Nielsen, Teater V (gæstespil af Mungo Park Kolding)

Af Mathias Grønhøj og Eva Gudmand, gæsteanmeldere ’Anne Marie gift Carl-Nielsen’ appellerer til en ...

Anmeldelse: Verdensballetten 2018, Sølyst (Verdensballetten)

Af Henriette Devantier   Verdensballetten har eksisteret siden 2008, og for fjerde år i ...

Anmeldelse: Stedsans, Teater Momentum

Af Anne Lottrup Sørensen   I dansk teaters jagt på kreative spillesteder, må Momentums ...