Anmeldelse: Hvis dette er et menneske, Husets Teater

Anmeldelse: Hvis dette er et menneske, Husets Teater

Af Emil Møller Christensen

Jens Albinus står alene på scenen i monologen Hvis dette er et menneske efter den italienske kemiker, forfatter og jøde Primo Levis beretning om tiden som fange i Auschwitz mellem 1944 og 1945. Hvis dette er et menneske er første bog af Levis tre selvbiografiske romaner. Efter krigen var det afgørende for ham at fortælle sin historie.

Albinus beretter her fra Husets Teaters scene som det fortællende ”jeg”, jeg’et som er Primo Levis. Levi påpegede, at selv sproget ikke kunne forklare, hvad det vil sige at have oplevet dét, som han oplevede, for forestillingen stiller spørgsmålet: Kan man videregive Levis historie til nogen, der ikke har oplevet det?

Foto: Kennet Havgaard og Åsmund Solihøgda

Det virker derfor stærkt at lade Jens Albinus tale ”gennem Primo Levi” med Levis ”jeg”, og alligevel har Albinus sin egen stemme. Det er opmærksomt set, og det helt rette valg at fremstille monologen på denne måde. En monolog, der ikke er kronologisk fortløbende, men af og til springer i tid og sted, hvad der bidrager positivt til forestillingen. Nerven i forestillingen eksisterer mellem det stærke og det stille, og de følelsesudtryk, der knytter sig dertil.

Rammen er Husets Teaters black-box-scene, kun bestående af en stol, en vandkande, vandglas, og i forreste del af scenen en træpalle, der gør det ud for et forhøjende podie, som Albinus træder skiftevis op på og ned fra til tonerne af Sjostakovitjs klaverkoncert i g-mol, mens han selv er iklædt et beskedent, anonymiserende jakkesæt.

Det er scenografisk enkelt, og vi mangler ikke andet: For forestillingen er sine ord. Det er dem, opsætningen står på, og som Albinus fremdrager med et ufravigeligt scenisk nærvær.  Tomheden, grusomheden og afmagten som Levi føler og oplever, får netop plads til at blive fortalt i det nøgne scenerum, hvor fokus for opsætningen bliver Levis fortælling. Fortællingen kræver ikke de store forstyrrende effekter, som i stedet nemt ville kunne bagatellisere forestillingen ved at gøre den til ethvert andet drama.

Foto: Kennet Havgaard

Jens Albinus leverer teksten med en stærk intensitet og dybde. Det er en fremragende præstation. Med sin nuanceringskunst kan han med præcision i sin betoning beskrive en arbejdssituation i lejren for siden at vise sin magteløse frustration i et vredesudbrud, der i sin voldsomme intensitet med smerten og desperationen i øjnene og stemmen rammer publikum i salen – og måske samtidig forsøger at gestalte det, der ikke kan udtrykkes gennem det skrevne ord, som Levi pointerede.

Albinus viser med en refleksivitet, som også er i Levis tekst, en detaljerigdom, der når de stærkeste følelsesregistre. Fra det voldsomme, til det stille, fra frustration og senere til forundring. Til trods for at det med ord kan være vanskeligt at videregive fortællingen præcist, formår forestillingen at ramme publikum på indlevende vis, så vi forstår Levis smerte og afmagt.

Her viser teatret et af sine vigtigste opgaver: At give publikum plads til at reflektere over den historie, der ligger forud for vores tid, og at lære af historien ved at levere et menneskes beretning med indsigt og nærvær. Dette sker på Husets Teaters scene i Jens Albinus’ stærke iscenesættelse og ikke mindst fremførelse.

Hvis dette er et menneske er titlen. ”Intet af det berettede er opfundet”, bliver der sagt fra scenen. Men er det et menneske, der gennemgår de grusomheder, som Levi gjorde? ”Kroppen er ikke længere min”, som Albinus siger om det menneskelige nedbrud i lejren. Rædslerne er uforståelige, og selvom de aldrig helt kan videregives gennem ord til andre, som ikke har oplevet det, er det en af de væsentligste historiske beretninger at fortælle eftertiden. Som Levi gjorde det gennem sin bog – og som Jens Albinus videregiver intenst og dybt bevægende.

Husets Teater, Halmtorvet 9, København V

Spilleperiode: 30. marts-13. april og 1.-15. maj 2019

Set den 4. april 2019

Fotos: Kennet Havgaard og Åsmund Solihøgda

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.husetsteater.dk/forestillinger/hvis-dette-er-et-menneske/

Medvirkende: Jens Albinus.

Idé, koncept og bearbejdelse: Jens Albinus efter Primo Levis ”Hvis dette er et menneske”

Oversættelse: Nina Gross

Musik: Sjostakovitjs klaverkoncert i g-mol.

Dramaturgi: Jesper Bergmann og Sabina E. Z. Seest

Scenografisk konsulent: Mia Stensgaard

Konsulent: Emmet Feigenberg

Originalt lydkoncept: Jonas Vest

Lyd og afvikling: Mathilde Niemann Hüttel og Magnus Holger

Lydteknik: Jonas Krogh

Varighed: Ca. 1 time og 5 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *