Anmeldelse: I frit forfald, Aveny-T (Live Nation)

Af Christian Skovgaard Hansen
Livet går sin gang, og vi bliver alle stille og roligt ældre – uanset om vi vil det eller ej. Og alternativet er jo også værre. Dette forhold sætter de tre midaldrende herrer, Jacob Weble (53), Kristian Holm Joensen (57 – eller er det 58?) og Troels Malling (51) fokus på i forestillingen I frit forfald. Dét er jo netop det, som livet er – og dog. Det kan godt være, at det til tider føles sådan, men virkeligheden er ofte noget mere nuanceret.
Indrømmet. Hverken jeg eller vores primære læsere er – endnu – kommet i den aldersgruppe, som de tre herrer. Jacob Weble har skrevet en tekst, der tager os med i den danske, hvide, midaldrende mands liv – på godt og ondt. Hans tanker, særheder og større og mindre skavanker. Vi bliver taget med helt tæt på den midaldrende mands liv. Men meget vil alligevel virke genkendeligt fra f.eks. vores fædrene generation, og vi får et nuanceret og ikke mindst ærligt portræt af den danske midaldrende mand. Noget af det bliver dog også lidt (for) forudsigeligt.

Med alderen har man fået sine særheder, som gør, at ting skal være på én bestemt måde. Det er blevet nødvendigt med læsebriller, og alt imens hukommelsen ikke helt er, hvad den har været, kan det være svært at acceptere alderen. Parforholdet er i krise, og man er måske blevet skilt – igen – så det er blevet tid til at gå på Tinder. Spørgsmålene om, om man stadig kan være en rigtig mand, trænger sig også på. Kan man nu alt det, som man kunne tidligere? Kan man stadig være handymand eller stærk mand? Er man stadig alfahan, der kan det hele? Måske. Men svaghederne er også på vej, ligesom sygdommene også er. Det er også i den alder, at man(d) ofte skal genfinde sig selv igen. Spørgsmålet er så, om det nu egentlig er nødvendigt, eller om livet egentlig ikke er godt nok, som det er…
Men svaghederne taler man ikke om. Og mænd græder ikke! Når det bliver for følelsespræget, går der i stedet øl og fodbold i den, som i gamle dage. Men er sårbarhed og følelser nu svaghedstegn? Ikke nødvendigvis, hvilket I frit forfald heldigvis også lader os mærke. Der er også noget eftertænksomhed til stede.

Meget er naturligvis fiktion, men det lader også til, at dele af det stammer fra de tre herrers egne liv. Det fortælles dog med rigtig overbevisning og ærlighed, og det hele leveres med en fin timing og oprigtig perfektion.
Bag enhver mand står en kvinde, hvilket også gør sig gældende her. De tre kvinder har formentlig været med til at sikre, at det samlede resultat ikke er stukket helt af. Lise Baastrup har været manuskriptkonsulent, og Birgitte Næss-Schmidt har instrueret. Hertil har Kirsten Brink skabt en enkel scenografi.

De tre mænd har hver deres tanker og udfordringer, som vi løbende og skiftevis hører om, inden Weble til slut får bundet en fin dramatisk knude på det hele. Helt poetisk bliver det til slut, når vi hører den skrevne sang med Rosa Sandagers fine musik.
I frit forfald bliver dermed et kærligt, ærligt og reelt portræt af den danske midaldrende mand. Han har nok nogle udfordringer, men de er ikke værre end, at de kan overvindes. Det er slet ikke så slemt at blive ældre og nå den alder. Han er ikke i så frit et forfald, som titlen måske lægger op til – og heldigvis for det! Og alle vi øvrige, unge og yngre mænd kommer også dertil på et tidspunkt…
Live Nation
Aveny-T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg C
Spilleperiode: 14.-24. september 2023
Forestillingen drager herefter på turné rundt i landet
Set den 16. september 2023
Fotos: Morten Rygaard
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aveny-t.dk/forestillinger/i-frit-forfald
Idé og medvirkende: Jacob Weble, Kristian Holm Joensen og Troels Malling
Manuskript: Jacob Weble
Manuskriptkonsulent: Lise Baastrup
Instruktion: Birgitte Næss-Schmidt
Scenografi: Kirsten Brink
Komponist: Rosa Sandager
Producent: Christian Krage/Live Nation
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod