Anmeldelse: Iliaden – der findes ingen helte, Betty Nansen Teatret
Af Nanna Sofie Pehrson
Salen summer af liv, men scenerummet emmer af død. Betty Nansen Teatrets smukke sal med den guldbelagte sceneramme står i skrap kontrast til den rå scenografi, hvori spillerne bevæger sig hvileløst rundt. Vægge og gulv er belagt med kliniske, hvide klinker. Flere mangler eller er knækket af. Et slagtehus, der i sin opbygning associerer et græsk tempel. Rummet vidner om års forfald og understøtter udmærket den blodige tragedie, som snart skal udfolde sig for øjnene af os. Det er et æstetisk udtryk, der siger sparto. Men det tunge tekstunivers trækker tænder ud.
Betty Nansen Teatret har sat sig for at fortolke Homers uundgåelige klassiker ”Iliaden”; en fortælling om krigen mellem trojanerne og grækerne, der strækker sig over 50 dage. Oprindeligt udformet som et heltedigt, men i denne opsætning dramatiseret af Tom Silkeberg og Eline Arbo, hvor teksten bliver mere nutidig, lettere forståelig og mindre digterisk.
I Iliaden bliver vi smidt direkte ind i krigens mange dilemmaer. Hovedkonflikten udspringer af krigeren Achilleus’ vrede, over at Kong Agamemnon frarøver ham hans slavinde, Briseis, fordi Agamemnon selv har måtte opgive sin for at forsone sig med guderne og stoppe pesten. Krigen har her allerede varet i ni år. Achilleus, grækernes stærkeste kriger, melder sig, som en sur teenager, ud af krigen, fordi kongen har taget hans ”lejetøj”. Buhu. Og herfra eskalerer handlingen ellers i død og ødelæggelse.
Eline Arbos iscenesættelse af dette afsindigt komplicerede værk bringer krigens uendelige menneskelige dilemmaer frem i en fortælling, der ellers hurtigt kan fortabe sig i krig og katastrofe. Historiens fundament bliver tidligt latterliggjort – for hvor sindssygt er det ikke, at en kvinde kastes mellem mænd som en kludedukke. En krop uden sind. Mathias Rahbæk indkapsler humoristisk Achilleus med barndommens elementære følelsesudbrud, der munder ud i et blodbad af vrede uden lige. Et blodbad, der realiseres ved hjælp af enorme dunke af kunstigt blod, hvis funktion desværre aldrig helt gjorde op for sit besvær.
Humoren har en overraskende prominent plads i opsætningen – og heldigvis er den godt udført. Det gør den støvede klassiker nemmere at fordøje for stimulanssøgende moderne publikummer som os. Forestillingen, der bærer undertitlen ”- der findes ingen helte”, søger at udforske alt det, der ulmer mellem linjerne i den originale fortælling. Tydeligst kommer det til udtryk når karakterernes mere nuancerede monologer afsluttes med ”tænker jeg; men det siger jeg ikke”, hvorefter de trofast følger det handlemønster, der er forskrevet dem i det originale værk. Om formen er for gennemsigtig og forventer for lidt af sit publikums fortolkningsevne, må respektive publikummer selv om.
På trods af ihærdige forsøg på at gøre fortællingen mere spiselig, bliver det alligevel en tung portion at få ned. Når man ønsker at udfolde den originale fortælling og på samme tid tilføre den nye nuancer, bliver der meget indhold, som kan være vanskeligt at fordøje. Min oplevelse var, at man ville berøre for mange skæbner på samme tid og derfor ikke for alvor kom i dybden med nogen af dem.
Og det er en skam, for ensemblepræstationen var fabelagtig. Jeg kunne med glæde have set en hel forestilling med Breseis, spillet af Mathilde Arcel Fock, som omdrejningspunkt. Hendes skildring af slavinden er mangefacetteret, humoristisk og overbevisende. Det samme kan siges om Mathias Bøgelund, der i rollen som Patrokles tryllebandt mig fuldkomment med al sin kærlighed, usikkerhed og vrede. Også Anders Budde stod stærkt i rollen som Agamemnon, hvor særligt monologen, der indkapslede kongens drømmesyn, slog gnister.
De overbevisende skuespilpræstationer og det smukke æstetiske rum, visuelt såvel som auditivt, orkestreret af henholdsvis Ida Marie Ellekilde og Thijs van Vurre, vil jeg mene, er nok til at anbefale Illiaden. Fortolkningen er uden tvivl interessant – om end den ikke følges helt til dørs.
Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Alle 57, 1820 Frederiksberg C
Spilleperiode: 11. marts-19. april 2023
Set den 11. marts 2023
Fotos: Camilla Winther
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Mathilde Arcel, Anders Budde, Mathias Bøgelund, Asbjørn Krogh Nissen, Xenia Noetzelmann, Mathias Rahbæk, Ida Cæcilie Rasmussen og Ena Spottag
Manuskript: frit efter Homers Iliade på dansk af Otto Steen Due
Dramatiseret af: Tom Silkeberg og Eline Arbo
Instruktion: Eline Arbo
Scenograf: Ida Marie Ellekilde
Musik: Thijs van Vuure
Lysdesign: Christian Alkjær
Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod