Anmeldelse: Jeanne d’Arc, Sort/Hvid
Af Minna Højholt
Den legendariske Jeanne d’Arc, der fulgte et guddommeligt kald om at lede Frankrig til sejr i krigen mod England, blev brændt for kætteri og århundreder senere ophøjet til helgen, er en yderst oplagt figur at gå i kødet med i 2026. Spørgsmål om krig, vold, frihedskamp, modstand og troen på en større mening klistrer til det ikoniske billede af den unge, rustningsklædte kvinde, der er klar til at gå i døden for sin sag. I denne fortolkning på Sort/Hvid står ikonografien knivskarpt og forestillingen taler ind i nogle yderst relevante og aktuelle tematikker, som den dog desværre ikke kommer helt ind under huden på. Med stor idérigdom og meget på hjerte skøjter Jeanne d’Arc hen over hele verdenssituationen i en eksplosion af formmæssig vildskab uden en klar kerne.
Komponist SØS Gunver Ryberg, instruktør Anja Behrens og scenograf Nathalie Mellbye har med afsæt i Giuseppe Verdis opera ”Giovanna d’Arco”fra 1845 skabt en ny musikforestilling, der kombinerer opera med techno og middelalderrustninger med Adidas-hættetrøjer. Æstetikken er helstøbt, stilet og vækker samtidig uforudsigelighed, og publikum inviteres ind i et science-fantasy-agtigt univers, hvor fortid, nutid og fremtid blandes sammen og alt føles råt, koldt og aggressivt.
Efter at have gået gennem en sygeligt gul gang – og forbi en indkøbskurv fuld af maskingeværer – lukkes publikum ind i en slags installation, hvor vi går og står blandt forkrøblede metalplader, der hænger ned fra loftet. Vi omsluttes af lyd, og to ansigtsløse figurer med lysende lygte-øjne kravler rundt mellem tilskuerne i hver ende af salen, inden resterne af en demo-vogn rulles ind af travle, syngende oprørere. Jeg fik følelsen af at være en del af en modstandsbevægelse a la Star Wars eller The Hunger Games, hvor ingen stoler på hinanden og alt er dødelig alvor. Man kommer helt tæt på performerne og hvirvles effektivt ind i oprørets ildevarslende blanding af tro, håb og frygt.
Jeanne d’Arc (Katinka Fogh Vindelev) er en folkets galionsfigur, og hun både skræller kartofler og vajer sin fane og holder opløftende taler i form af opera-arier, alt sammen med stor, indædt overbevisning. Friktionen mellem den (i hvert for mig) uforståelige italienske operasang og det jordnære og håndgribelige fysiske univers giver oplevelsen en frisk ubestemmelighed og tidløs fornemmelse. Det er alt i alt en dragende og lovende start, men som forestillingen skrider frem bliver den mere og mere uklar i sit visuelle og fysiske sprog, samtidig med at den tekstligt nærmer sig overtydelighed.
Stadig med stor alvor og effektivitet fører sangerne publikum ind i den tilstødende sal, hvor vi sætter os i den vanlige tribuneopstilling foran en kold, stålagtig scenografi. To trapper indrammer et lærred, hvorpå videostreaming af den drone, der svæver i luften over scenen, projiceres. Som et dødeligt videospil ser vi dronen forfølge og ramme sine mål i en gyseligt naturalistisk og meget effektfuld skildring af nutidens dronekrigsførelse. Herefter træder tre skikkelser ind på scenen iført patronkroner og læderjakkesæt, og ud over at de lidt for tydeligt virker onde og kyniske, bliver det herfra lidt mudret.
Forestillingen går langt for at vække ubehag og prøve at chokere, uden at det bliver gjort helt klart, hvad det skal. I en scene stopper performerne sig så voldsomt med pomfritter, at alle – inklusiv os, der kigger på – får det dårligt, og det er enormt effektivt og ubehageligt, men jeg forstår ikke helt, hvorfor de gør det. Fråseri-scener er et meget brugt og velkendt billede på grådighed, men hvad Jeanne d’Arc skal sige os om grådighed, står ukommenteret hen. I en senere scene får vi sandheden serveret fra en teenageperformer, der fortæller Jeanne d’Arc at ”Retfærdighed ikke er et ord, det er en handling”, inden Jeanne d’Arc kvæler hende, og ud over at jeg forstår det tydelige budskab, fornemmer jeg ikke, hvad scenen skal.
Med mikrofon i hånden fremfører Jeanne d’Arc en række spoken-word-agtige tekster skrevet af Elias Sadaq, Ursula Andkjær Olsen, Manilla Ghafuri, Mycelium og Alexandra Moltke Johansen. Teksterne laver unødigt direkte koblinger til nutiden og prøver at sige noget om alting, uden rigtigt at få sagt noget om noget, og det bliver ikke gjort klart, hvor og hvem Jeanne d’Arc er i alt det her (er hun f.eks. oprører eller magthaver nu? Eller er der netop en pointe i, at grænserne mellem dem er udvisket?). Tilsyneladende bryder hun fri fra sin historie og vil, som så mange andre karakterer i dansk politisk scenekunst, bare brænde alting ned: ”Jeg bygger ikke en kirke, jeg bygger et bål!”
Forestillingen lider lidt under tyngden af sin idérigdom uden nok retning til at centrere dem, og særligt til sidst fornemmer man nogle darlings, der burde have fået lov at dø. Den er dog alt andet end kedelig og virkelig spækket med gode idéer. Ud over stærke musikalske momenter skabes nogle enormt vilde billeder, ikke mindst af Jeanne d’Arc i sin rustning med ild i håndfladerne eller korsfæstet på en drone.
Selv gennem dramaturgiske uklarheder og fortærskede greb bevarer forestillingen en følelse af friskhed og højt intensitetsniveau, hvilket først og fremmest skyldes performernes dedikerede nærvær og energiske præstationer. Katinka Fogh Vindelev er fantastisk frygtindgydende som den flammende helgen og synger smukt hele vejen igennem, stødt og velklingende ledsaget af Hanna Leonora Hollensen, Simon Sumal og Steffen Bruun samt skarp og brutal percussion fremført live af Lorenzo Colombo.
Danserne Bjørk-Mynte Paulse og Hilde Ingebord Sandvold skubber til forestillingens puls og giver oprørsenergien krop. Hvis ikke, det var for deres ukuelige alvor og intensitet, ville koreografierne indimellem virke malplacerede, men de giver hver en bevægelse intention, som gjaldt det livet.
Performernes ihærdighed og den krigeriske musikalske fortolkning af Verdi gør Jeanne d’Arc til en intens og kraftfuld oplevelse. Forestillingen bygger på et umådeligt spændende og velvalgt grundlag af genremøder og tidsbroer, men de mange gode idéer og store ambitioner drukner desværre hinanden i et sammensurium af pointer, problematikker og store armbevægelser, der ender med at føles lidt ligegyldige på trods af at være så relevante.
Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V
Spilleperiode: 24. april-22. maj 2026
Set den 25. april 2026
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Katinka Fogh Vindelev, Hanna Leonora Hollensen, Simon Sumal, Steffen Bruun, Bjørk-Mynte Paulse, Hilde Ingebord Sandvold og Lorenzo Colombo
Komposition: SØS Gunver Ryberg
Iscenesætter: Anja Behrens
Scenograf: Nathalie Mellbye
Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod