Anmeldelse: Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman, Teater Grob (Teater Grob og AKT1)
Af Sofie Højlund
I den smukkeste flæsekjole i pink indtager Ellen Hillingsø scenen, der er badet i stærkt rødt lys, lavet i flere niveauer og ligner en reklamesøjle for pop-art fra 60’erne. På scenen står et gammelt tv, der afspiller klip fra den originale Wonder Woman-serie med Lynda Carter i hovedrollen. Scenografien bliver fuldendt af en bræmme af vand, der indgrænser området, hvor Ellen Hillingsø gennem halvanden time raser over livet og alt, hvad det indebærer i et senmoderne samfund. Hillingsøs rolle ser op til denne originale Wonder Woman, og ifølge hende har hun alt det, der skal til for at overleve i dette samfund.
Forestillingen får struktur gennem en række af foredrag, afholdt af hovedpersonen, der handler om alt fra ensomhed til hormoner til opskriften på det skyldfri menneske. Denne struktur fungerer godt i en forestilling, der beskæftiger sig med så mange forskellige emner, at man skal holde tungen lige i munden for at følge med. For Ellen Hillingsø spiller alt fra både en selvstændig kvinde, der forvirret bevæger sig rundt i livet og overgangsalderen, til en klog kone, som belærer om verdens sammenhæng og til en mor, der er bekymret for sine børns velbefindende. Og måske er netop dette meningen med monologen.
At hele livet er så mange ting på en gang. Det er overvældende og fyldt af forventninger udefra og indefra. Store eksistentielle spørgsmål, der får en til at tænke over livets gang, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er, fylder i monologen – og måske også lidt for meget. Der er så meget af alting, at det næsten bliver for meget og for svært at følge med, og jeg sidder indimellem og bliver i tvivl om, om jeg har forstået forestillingen korrekt, for så i det næste at føle, at jeg er med. Men alt imens jeg forsøger at følge med, går lidt af meningen bag forestillingen tabt, og jeg mangler en fornemmelse af, hvad forestillingen vil. Skal vi hylde de almindelige kvinder, der går gennem livet påvirket af hormoner, skal vi brokke os over de økonomiske uligheder i samfundet?
Hele vejen gennem Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman taler Ellen Hillingsø om Wonder Womans fantastiske kræfter. Om hvordan Wonder Woman kan redde verden med hendes metalarmbånd. Om hendes overnaturlige superkræfter.
Jeg synes hellere, vi burde tale om Ellen Hillingsøs talentfulde evner. For hun billedliggør med sin karisma og styrke indbegrebet af en vaskeægte powerkvinde, der – når alt kommer til alt – blot er et menneske, som er fyldt af hormoner, føler sig ensom og nogle gange har svært ved at være i sin egen krop. For mig at se, er dette styrken i hele forestillingen. Når hovedpersonen viser det skrøbelige ved at være menneske stråler hun mere, end hun gør i hendes higen efter at være perfekt som Wonder Woman. Det er også i disse skæve menneskelige øjeblikke, at der leveres sjove one-liners, der næsten får salen til at vibrere af latter – og det trækker i høj grad forestillingen, der kan virke uoverskuelig, op.
Hele forestillingen igennem er Ellen Hillingsø klædt i imponerende kostumer kreeret af Nicholas Nybro, der passer perfekt til den poppede scenografi. Hillingsø får selskab på scenen af sangerinden Fine Glindvad, der har komponeret en række sange, der i både stil- og toneart giver forestillingen dybde.
Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman er alt i alt en solid forestilling, der showcaser Ellen Hillingsøs store talent. Manuskriptet af Ursula Andkjær Olsen er velskrevet og energisk, men breder sig over for meget, så det bliver svært at følge med. Men instruktør Niels Erling iscenesætter de væsentligste scener på en måde, så man oplever både dybere følelser og lette grin, og forestillingen bliver derfor hverken for tung eller for let.
Samproduktion mellem Teater Grob og AKT1
Teater Grob, Nørrebrogade 37, 2200 København N
Spilleperiode: 19. november-10. december 2020
Set den 19. november 2020
Fotos: Catrine Zorn
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Ellen Hillingsø og Fine Glindvad
Manuskript: Ursula Andkjær Olsen
Iscenesætter: Niels Erling
Scenograf og kostumedesign: Nicholas Nybro
Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod