Anmeldelse: Kærlighedsministeriet, Teater GROB (Nonsens)
Af Rose Himmelstrup Hansen
På en skala fra 1 til 5, hvor højt elsker du din partner? Sådan er første spørgsmål på det uddelte spørgeskema, før forestillingens begyndelse. Er din partner din eneste ene? Og hvis nej, hvornår vil du tilendebringe partnerskabet?
Kan man se så koldt og kynisk på parforholdet? Hvis du spørger det Kærlighedsministerium, der er kommet efter reformen, så ja.
Et ungt forelsket par, med unge forelskede pars diskussioner, træder ind på scenen. Vi kender dem godt, vi har selv været der… De træder ind i et minimalistisk kontorlandskab, som til forveksling ligner kontoret i en offentlig instans. De flirter, og de er helt vilde med hinanden.
Men har kærlighed og forelskelse begrænsninger? Bør ethvert forhold skrive under på en uromantisk kontrakt? Hvor ofte vil I have intimt samvær, og hvor mange timer om ugen vil I bruge på tosomhed? Med det nye Kærlighedsministerium kan par indgå en kærlighedskontrakt om et fornuftigt samarbejde mellem de to. Staten har nemlig indført en ny reform, som skal effektivisere kærligheden, så vi minimerer den tabte tid, som spildes på de menneskelige fejl, f.eks. kærestesorger og ulykkelige forelskelser. Vi får meget mere vækst, hvis kærligheden sættes i system, ligesom alle andre dele af menneskelivet. Eller gør vi nu det…?
”I er et hetero, ciskønnet par, hvor begge er over 18. Dette er standardkontrakten, lad os gå ud fra den.”
Forestillingen sætter spørgsmålstegn ved, om kærlighed er nok, eller om parforhold er mere end bare følelser. Det gør den på en utrolig morsom, men underliggende alvorlig måde, som bare fungerer.
For hvis ikke vi er opmærksomme nok på hinanden, tager vi så forholdet for givet? Mangler vi med tiden regler og rammer for det perfekte forhold? Så er det da godt, at der er lavet et ministerium, som kan hjælpe os med at revidere parforholdet.
Tre dygtige skuespillere (Henriette Bøye Laursen, Mette B. Purup og Shahbaz Sarwar), et godt manuskript og en god portion af både det sjove, det seriøse og det samfundskritiske, giver en god aften på Teater GROB. Jeg kan på mit varmeste anbefale forestillingen.
Teaterduoen NONSENS består af Matilde Lund og Signe Lausen, og de vil skabe teater fra scratch. ’Kærlighedsministeriet’ er deres første forestilling, og den har spillet rundt om i landet i efteråret 2016. Matilde Lund har instrueret, mens Matilde Lund og Signe Lausen har stået for manuskriptet.
Forestillingen er en del af festivalen GROWINSANE, som kører til på tirsdag på Teater GROB og viser både film, har en mindfullnes sleepower, morgenfest improshow med Brian Mørk og meget andet. Du kan læse mere om GROW og GROWINSANE i vores Spotlight her.
Og hvad ender det så med? Er følelserne nok? Kan sokkedukke-rollespil og et minut med argumenter være nok til at få et parforhold til at fungere? Det må du selv finde ud af! Men overvej om det er din kæreste, som du tager med i teatret denne aften…
Nonsens
Teater Grob, Nørrebrogade 37, 2200 København N
Spilleperiode: 15. december 2016
Set den 15. december 2016
Fotos: Nonsens
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.grob.dk/forestilling/growinsane-aarets-vildeste-kulturfestival/ og https://www.facebook.com/Nonsens-1490228001305179/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod