Anmeldelse: Kagefabrikken, Aarhus Teater
Af Anne Sophie Parsons
Krise, kilotab og kager – ordene fremstår måske ikke som de mest oplagte at koble sammen, men ikke desto mindre er det fokusområdet for Christian Lollikes forestilling Kagefabrikken, hvor et årelangt arbejdsfællesskab ofres på alteret af en hyperpoleret forbedringsmentalitet, og hvor individualitet og solidaritet overrumples i en overdreven farce, der leverer sin humoristiske pointe klart og tydeligt.
Teaterstykket Kagefabrikken byder indenfor til en farvelade af et sitcom-univers, hvor dåselatter bølger som et mørkt underlægningslydspor i løbet af historien. Den kejtede kagefabriksejer Niels Agger med lidt ekstra på sidebenene ejer Borgsø Cookies – på fabrikken går tiden sin gang, indtil den dag, hvor røde tal på bundlinjen gør det klart, at stilen må lægges om for bagværksprodukterne, samt selve fabrikkens usunde profil. Ind kommer den åleglatte virksomhedskonsulent Faxholme, der ikke har rent mel i posen – for at holde os i kagernes verden. Da den burkaklædte Zeinab starter jobbet på fabrikken for at finde frem til opskriften på en slankekage, der senere skal døbes Lansespidsen, er der lagt i kakkelovnen, at der opstår intriger af stor skala.
Forestillingen, som er skabt af velkendte Christian Lollike og organisationspsykologisk konsulent Franz Wilhelm Søes-Cybulski holder sig ikke tilbage fra at skrabe i overfladen af et sukkersødt univers, hvor xenofobi og sygelig kropsoptimering viser sit grimme ansigt. Iscenesættelse af Niels Erling har tydeligvis nydt det kreative univers, hvor alt kan skrues op for og det sker igennem virkningsfulde greb, for at skabe den tegneserieagtige og syrede konfettiverden. Scenografi af Franziska Zahle er farverig og bombastisk med dertilhørende fint tilpassede kostumedesign af Eilev Skinnarmo. Marie Brolin-Tani har været en dygtig bidragsydende hånd i koreografien af fællesdansene, som understreger falde på halen-komikken, mens lysdesign af Andreas Buhl og lyddesign af Kim Engelbredt bærer forestillingen i mål.
Kagefabrikken byder på et stærk cast, der changerer dygtigt imellem det overdrevne skuespil og det mere nuancerede følsomme i de alvorsbetonede scener. I rollen som den alt for føjelige Niels Agger ses Kristian Holm Joensen, og som hans mere eller mindre trofaste ægteskabelige modstykke ses Nanna Bøttcher som Else, der i savnet af sin mands nærhed, lader sig forføre af en anden for opmærksomhed.
Jacob Madsen Kvols giver den hele armen, som Johnny Faxholme, hvor den flamboyante skurkekarakter er til at føle på, mens Anders Baggesen, Mette Døssing og Mette Klakstein fylder rollerne som kagefabriksmedarbejderne Ø.B, Connie og Sally, der alle kæmper mod kagekiloerne, forestående fyringer og deres nye muslimske medarbejder. Sophie Calsøe er den pragmatiske og målorienterede Zeinab, der langsomt bliver klar over at hun har et blødt punkt for den rygradsløse Niels. I en energisk rolle som både lattercoach og fortæller, er Clint Ruben sprudlende og leder publikum igennem narrativet med sikker hånd.
Forestillingen Kagefabrikken kipper velovervejet over i ren farce med sit overdrevne udtryk i både karaktergalleri og komisk indhold. Mest interessant er forestillingen, når den retter blikket mod hvorledes sitcom-genren kan udfordres, som opleves i dåselatterens implementering. Fremfor at være sjovt, er det decideret ikke morsomt, når vi er vidner til voksenmobning og åbenlys racistiske udtalelser i konfrontationerne imellem den muslimske Zeinab og medarbejderne. Teaterstykket leger bevidst i dette felt og understreger hvor tæt på genkendelighedens moment er for os allesammen.
Kagefabrikken lægger derfor op til diskussion i sin skildring i forhold til sit indhold og om hvor grænsen går i humorens tegn i konteksten af spørgsmålet omkring race- og kropsrepræsentation. Den burkaklædte Zeinab viser sig at være konvertit fra Færøerne i en afslørende scene, og derved undgås en decideret racemæssig fejlcasting af en muslimsk karakter. Fatshaming er heller ikke et ligetil punkt i forestillingen – ingen præsenteres som forbedrede versioner af sig selv, da de i sidste ende taber sig. Tværtimod: Karakterne er lige latterlige igennem hele forløbet, da det er forestillingens fokus at pege direkte imod at den uudfordrede forandringsudvikling, der placeres på en urørlig piedestal.
Teaterforestillingen Kagefabrikken er en grotesk afbildning af den moderne tids forblindede fokus på virksomhedsoptimering på bekostning af medarbejdere, der danner grobund for racisme og kropsfiksering, der krakelerer den glaserede overflade af det danske hyggesamfund.
Aarhus Teater, Scala, Teatergaden, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 19. november-18. december 2021
Set den 19. november 2021
Fotos: Martin Høyer
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/kagefabrikken/
Medvirkende: Kristian Holm Joensen, Nanna Bøttcher, Jacob Madsen Kvols, Anders Baggesen, Sofia Nolsøe, Mette Døssing, Mette Klakstein og Clint Ruben (studerende fra DDSKS, Skuespil, Aarhus)
Af: Christian Lollike og Franz Wilhelm Søes-Cybulski
Iscenesættelse: Niels Erling
Scenografi: Franziska Zahle
Kostumedesign og scenografisk konsulent: Eilev Skinnarmo
Koreografi: Marie Brolin-Tani
Lysdesign: Andreas Buhl
Lyddesign: Kim Engelbredt
Varighed: Ca. 95 min uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod