Anmeldelse: Katastrofen sker i pausen, Aarhus Teater og Den Danske Scenekunstskole, Århus

Anmeldelse: Katastrofen sker i pausen, Aarhus Teater og Den Danske Scenekunstskole, Århus

Af Christian Skovgaard Hansen

Lad mig allerførst berolige læseren: Selvom der ER pause i denne forestilling, sker der ingen katastrofe i netop denne pause, så du kan trygt tage af sted!

Katastrofen sker i pausen består af to enaktere, som er skrevet af de to kommende Nanna Tychsen og Anna Skov Jensen fra Den Danske Scenekunstskole, Århus, Dramatisk skrivekunst. De har hver bidraget med en ny enakter. 1. akt med titlen ”Mordene på Gulveig” er optakten til den katastrofe, der indtræffer i pausen. I 2. akt er vi med ”Den Røde Ørken” i en verden 30 år efter katastrofen.

Så selvom der er tale om to enaktere med et vidt forskellige præg, har de alligevel en indre sammenhæng. ”Mordene på Gulveig” beskæftiger sig med samfundet op til katastrofen, som i en eller anden form alligevel sker i pausen, mens ”Den Røde Ørken” beskæftiger sig med samfundet efter katastrofen.

I ”Mordene på Gulveig” ejer Odin & Søn Entreprise det hele – med undtagelse af den lille p-plads, som er ejet af Gulveig. Balder er CEO i firmaet med en række forskellige og umage ansatte. Han kan ikke acceptere, at han ikke ejer det hele, så han iværksætter en række planer for at få fingre i p-pladsen. Han er dog så forhippet på sine planer, at han ikke ænser, hvad der sker omkring ham.

Handlingen er anlagt i en humoristisk tone, men lige under overfladen ulmer overmod, griskhed og ligegyldighed. Begivenhedernes gang fører mod opløsning og kaos. Ikke bare firmaet, men også verdenen omkring dem – os! – er i ubalance, som eskalerer; varmen stiger, systemerne svigter, og der er spændinger i luften.

Loke kan ikke holde fingrene fra viceværten Heimdals trompet, en trompet, som Heimdal oftere og oftere spiller på. Som i mytologien er det et tegn på, at undergangen er på vej. Intet går da som planlagt, og med et stille ”Ups!” kollapser det hele. Ragnarok, verdens undergang er alligevel en realitet.

Nok er verden nu gået under, men som i ”Vølvens spådom” genopstår jorden, guder og mennesker på ny. I “Den Røde Ørken” vises verden 30 år efter katastrofen. Stemningen er en helt anden, hvor alvoren nu rammer os.

Vi er i en rød, gold ørken, hvor menneskene lever i små flokke og forgæves forsøger at få planter til at gro. Menneskene som alle er ens i røde dynejakker, beige støvler og hvidt pagehår – uanset køn. Kan man få et nyt fællesskab op at stå? Og kan fællesskabet blive levedygtigt, blive et frugtbart og fremtidssikret fællesskab? Og hvad gør man, når fremmede banker på? En dag støder manden Brage nemlig til. Han er anderledes, og han har en masse nye fortællinger med i bagagen. Hans ankomst ændrer i det eksisterende fællesskab, hvilket ender med at Brage sendes væk. Spørgsmålet er herefter, hvordan samfundet egentligt skal overleve.

Teksterne kræver noget af sit publikum, og en vis viden om den nordiske mytologi hjælper på forståelsen. Det er måske ikke alle koblinger og valg, der står lige klart. Godt nok foregår første forestilling ude i Vestjylland, men westernreferencer bliver en smule malplacerede. Til gengæld virker koblingerne til de mere universelle emner som grådighed, overmod, fællesskab og overlevelse godt, og vi får lidt at tænke over i forhold til vores eget samfund.

Det hele sker Mia Lipschitz’ fine iscenesættelse, som får det bedste frem i både tekster og skuespillerne. Karin Gille har stået for den enkle, men særdeles virkningsfulde scenografi, som fungerer forbavsende godt til begge forestillinger. Det hele er holdt i orange-røde felter, og vi får et stort cirkelrundt kig ind bagtil; et kig som både kan fungere som spåkugle, sol og åbenbaring.

På scenen er Roberta H. Reichhardt, Frederik Mansø, Magnus Haugaard. Mathias Bøgelund, Josefine Reumert Grau, Marta Holm og Christoffer Hvidberg Rønje. Alle er skuespilelever ved Den Danske Scenekunstskole i Århus, og Katastrofen sker i pausen er deres afgangsforestilling. Hele skuespillerholdet gør det glimrende. De mestrer hele spektret, uanset om det er den mere tempofyldte og humoristiske ”Mordene på Gulveig” eller den mere eftertænksomme og alvorlige ”Den Røde Ørken”. Man kunne dog blot have ønsket, at de havde fået nogle lidt stærkere og gerne mere sammenhængende tekster at arbejde med.

Aarhus Teater og Den Danske Scenekunstskole (DDSKS), Århus

Aarhus Teater, Stiklingen, Teatergaden, 8000 Århus C

Spilleperiode: 14. maj-8. juni 2019

Set den 17. maj 2019

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1819/de-nye-2/

Medvirkende: Roberta H. Reichhardt, Frederik Mansø, Magnus Haugaard, Mathias Bøgelund, Josephine Reumert Grau, Marta Holm og Christoffer Hvidberg Rønje (studerende ved DDSKS, Århus, Skuespil)

Dramatiker: Anna Skov Jensen og Nanna Plechinger Tychsen (studerende ved DDSKS, Århus, Dramatisk skrivekunst)
Iscenesætter: Mia Lipschitz

Scenograf: Karin Gille

Koreograf: Kasper Daugaard Poulsen

Lysdesign: Kasper Daugberg

Lyddesign: Anton Bast

Varighed: Ca. 1 time og 55 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *