Anmeldelse: Kløvedal – Det bedste man kan sige, Plænen bag Lyngby Mølle (Teatergrad)
Af Christian Skovgaard Hansen
Teatergrad og deres Det Flydende Teater er denne sensommer rykket til plænen bag Lyngby Mølle med årets forestilling, Kløvedal – Det bedste man kan sige.
Efter- eller mellemnavnet ”Kløvedal” bæres eller blev båret af en række nu tidligere beboere (og deres efterkommere) i kollektivet Maos Lyst i Hellerup. En af disse Kløvedal’er var forfatteren og debattøren Ebbe Kløvedal Reich. Hans liv og ikke mindst hans forhold til kvinderne og børnene i hans liv i 1960’erne og 1970’erne skildres gennem erindringsbogen ”Det bedste man kan sige” af hans datter Nadia Kløvedal Reich, ligesom vi oplever, hvordan politikken og samfundet udviklede sig dengang.
Dengang var kollektivet, fællesskabet og friheden bærende elementer, men langt hen ad vejen var de samtidig alene dækkende for en egoisme og et svigt af alle andre. Familie- og samfundsstrukturerne udfordres, og resultatet var ikke altid til det bedre. Dét oplevede Nadia Kløvedal Reich i barndommen og opvæksten. Ebbe Kløvedal Reich forsøger med ordene ”Det kræver en god egoist at være en god kollektivist!” at forsvare handlingerne og livsstilen dengang, da han er en ældre herre og døende.
Det er dette drama, som vi denne eftermiddag skal være vidner til. Publikum sidder på to rækker på hver sin side af den lange scene, så Nikolaj Heiselberg Traps scenografi, der er detaljerig og i øvrigt kan ændres på et splitsekund, bliver en stor del af forestillingen, og den lader os alle følge med i familiedramaet på helt tæt hold.
Med udgangspunkt i Nadia Kløvedal Reichs erindringsbog, omsætter Thomas Markmann dramaet til et komprimeret kammerspil, hvor vi over godt 40 år oplever datterens liv og ikke mindst hendes forhold til faderen. Udover familiedramaet får vi også flettet politikken og samfundskonteksten ind. Det var en anden tid. På den ene side er det en stærk historie, der fortælles. På den anden side er det ikke helt klart, hvad vi som publikum egentlig skal have ud af historien, og personbehandlingen bliver lidt for overfladisk behandlet.
Det er dog heldigvis lykkes instruktør Pelle Nordhøj Kann at sammensætte historien, så vi hele tiden er med, selvom der springes i tid og sted. Samtidig lader forestillingen også til at give en vis genkendelighed for publikum – i hvert fald for den del, som selv levede i og oplevede 1970’erne.
Nadia er nu blevet voksen, og hun skal til at gøre klar til jul. Det får hende til at tænke tilbage på barndommen, hvor man ikke holdt jul i Maos Lyst. Her er ikke just særligt faste former. Vi oplever hendes liv med faderen og moderen, hans daværende kæreste Alice Møller Kristensen, nye kærester og den øvrige omgangskreds. Meget gik godt, men noget gik også galt – og livet dengang og nu har haft sine omkostninger.
Malin Rømer Brolin-Tani er både den unge og den voksne Nadia. Vi oplever både hendes fortørnelse over datiden, som hun samtidig siger farvel til, og hendes søgen efter svar. Hun er fortælleren, der guider os. Anne Gry Henningsen spiller alle de mange kvinder i Nadia og faderens liv, hvor vi oplever deres forskelligheder og særpræg. Brian Hjulmann ligner virkelighedens Ebbe Kløvedal Reich ganske meget, og han giver skarpt liv til faderen, hvor intellektualiteten, idealismen og hans ærlighed overskygger alt, så han ikke just er en særlig nærværende fader. Vi forstår dog hans charme og karisma, der havde en vis tiltrækning på hans omgivelser.
Marie Louise von Bülow har komponeret musikken og skrevet en række sangtekster til forestillingen. Sangene fortolkes og forløses fint af Christine Worre Kann. Men musikken og sangteksterne bliver alligevel lidt anonyme, der denne gang ikke tilfører forestillingen noget særligt.
Kløvedal – Det bedste man kan sige er dermed et fint portræt af både Ebbe Kløvedal Reich og af samtidens politik og samfund set gennem datterens Nadias personlige vinkel. Der er lige dele indignation og vrede, men heldigvis også kærlighed. Vi fanges af de stærke personportrætter. Man kan kun glæde sig over, at vi har udviklet os siden dengang. Forestillingen sætter bestemt nogle tanker i gang i os om samfundets udvikling, selvom vi ikke helt ved, hvilken retning forestillingen egentlig vil lede os.
Teatergrad
Plænen bag Lyngby Mølle, Lyngby Hovedgade 24, 2800 Kgs. Lyngby
Spilleperiode: 14.-28. august 20205
Forestillingen er herefter på turné rundt i landet i september og oktober 2025
Set den 19. august 2025
Fotos: Per Morten Abrahamsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Malin Rømer Brolin-Tani, Anne Gry Henningsen, Brian Hjulmann og Christine Worre Kann
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Thomas Markmann, efter Nadia Kløvedal Reichs erindringsbog “Det bedste man kan sige”
Komponist og sangskriver: Marie Louise von Bulow
Scenograf: Nikolaj Heiselberg Trap
Kostumedesigner: Olivia Hetman
Lydkonsulent: Janus Jensen
Lysdesigner: Sofus Sean Bassett
Dramaturg: Christine Worre Kann
Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod