Anmeldelse: Kunsten at være okay, Nørrebro Teater

Anmeldelse: Kunsten at være okay, Nørrebro Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Hvordan overlever man i sagens samfund, som er i en rivende udvikling, og hvor det kan være svært at finde fodfæste? Hvordan er det at være, at leve og ikke mindst at overleve? Hvornår er livet ikke godt, og hvornår er det egentlig okay? Det udforsker man i forestillingen Kunsten at være okay på Nørrebro Teater.

Vi møder otte eksistenser, som mere eller mest mindre godt føler sig til rette i hverdagens liv og hamsterjul. De skiftes til at dele deres følelser og tanker om livet. Allerførst er de tøvende, men efterhånden som de får mere og mere selvtillid, og de oplever, at verden ikke er så ond endda, tør de mere og mere. Vi kommer dermed med ind under huden på eksistenserne under deres forvandling og forandring, hvor tankerne efterhånden tør bryde ud af deres omklamrende rammer. Spørgsmålet er, om de kan mestre kunsten – altså kunsten at være okay?

De otte eksistenser spilles af Ari Alexander, Andrea Øst Birkkjær, Mathias Bøgelund, Marie Dalsgaard, Ena Spottag Fog, Lea Thiim Harder, Isa Marie Henningsen og Mikkel Becker Hilgart, der alle leverer en nær genkendelse og indlevelse i de små monologer, som de hver især er udstyret med. De er først lettere skræmte, og nogen må enten bæres eller skubbes ud af mørket, mens andre lidt famlende selv finder vej. De har heldigvis hver især deres små momenter, og de leverer alle otte fine små portrætter ud fra den tekst, som de nu engang har.

Det er ny dansk dramatik, om end det er lidt så som så med dramatikken. Nanna Cecilie Bang har skrevet manuskriptet, som desværre ikke er helt vellykket. Grundtanken er spændende og absolut interessant. Man kunne have fået så meget godt ud af emnet, men hun kommer desværre ikke helt i mål.

Men teksten bliver til tider lidt lang i spyttet, og forestillingen havde formentlig vundet ved at være beskåret en kende. Samtidig er det lidt meget fyld, at der skal være otte medvirkende med hver deres monolog. Hvem taler – og hvorfor? Og skal det ikke være et udtryk for éns tanker, hvor mange personers tanker skal det så være? For otte ud af otte eksistenser er måske nok lidt for mange… Det gør, at forestillingen bliver noget fragmenteret, hvor fortællingerne blot kommer som kugler fra pistolen i stedet for en samlet, tænksom tekst.

Manuskriptet har sine anslag, men det kommer aldrig helt i mål. Niels Erlings iscenesættelse slås lidt med dette, men han formår dog at binde fortællingerne nogenlunde sammen i en nogenlunde god balance.

Thomas Buttenschøn har komponeret en række nye popnumre. Det er måske ikke alle topnumre, og nogen af numrene er lidt til den banale side, men de er alligevel ret fiffige, og de bidrager til at lette den eftertænksomme stemning, så det hele ikke bliver helt så sort. Musiker Viktor Dahl formår at give musikken liv, som står godt til alle de forskellige fortællinger. Hans underlægningsmusik vil vi ikke undvære.

Aftenens største vinder er dog Julian Toldam Juhlins smukke scenografi og kostumer. Den består af en række flytbare træer, og sammen med en fantastisk lyssætning, lader han følelserne og tanker komme til orde, således scenografien ikke overdøver, men supplerer teksten på fornemmeste vis. Scenografien er livsbekræftende, og den lader virkeligheden brænde igennem alt det mørke. Gennem forestillingen kommer vi flydende igennem de fire årstider, alt imens følelserne og tankerne skifter lige som årstiderne, inden vi kommer til foråret, hvor det hele springer ud – også vores kære otte eksistenser, som nu tør komme mere frem.

Kunsten at være okay er derfor ikke uinteressant i vores omskiftelige verden, hvor der er fart på. Både musik og skuespillere gør deres bedste, men de kæmper alle lidt med Nanna Cecilie Bangs ikke helt vellykkede manuskript. Men hvordan kommer vi egentlig i mål med den måske svære kunst om at være okay? Lev livet – vi kan godt!

Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N

Spilleperiode: 24. september-29. oktober 2022

Set den 28. september 2022

Fotos: Büro Jantzen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Ari Alexander, Andrea Øst Birkkjær, Mathias Bøgelund, Marie Dalsgaard, Ena Spottag Fog, Lea Thiim Harder, Isa Marie Henningsen, Mikkel Becker Hilgart og musiker Viktor Dahl

Instruktion: Niels Erling

Manuskript: Nanna Cecilie Bang

Komponist: Thomas Buttenschøn

Scenografi og kostumer: Julian Toldam Juhlin

Musikalsk arrangør: Viktor Dahl

Varighed: Ca. 2 timer og 15 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *