Anmeldelse: Lille mand hvad nu?, Mungo Park

Anmeldelse: Lille mand hvad nu?, Mungo Park

Af Jonas Gudmand

Mungo Park har lavet en forestilling, der er for dig, der kan lide et kaotisk hverdagsdrama i en lige så kaotisk omverden. Historien udspiller sig i 1930’ernes Berlin, og kan derfor tilbyde dig et tidsbillede fra denne tid set ud fra nogle ganske almindelige mennesker, der forsøger at få livet til at hænge sammen. Spillestilen er en veksling mellem det humoristiske og det tragiske, og to ud af fire skuespillere veksler imellem mange forskellige karakterer.

I ”Lille mand hvad nu?” møder vi den unge mand Pinneberg, der lever i 1930’ernes Berlin. Stykket er tydeligt inspireret af de virkelige hændelser i Berlin fra dengang, hvor hver tredje var arbejdsløs i 1932. Det var i det år, at romanen, som forestillingen er dramatiseret over, udkom. Det er i øvrigt året før, at Adolf Hitler udnævnes til rigskansler.

Vi følger Pinneberg, der er en hæderlig mand, som har gjort sin kæreste gravid og efterfølgende gifter sig med hende. De finder ud af, at hun er gravid, da de to tager til lægen for at anskaffe sig et pessar, som Pinneberg får udtalt ”pissioar”.

Foto: Christian Skougaard Hansen
Foto: Christian Skougaard Hansen

Til stor ulykke for den lille familie mister han jobbet, og de tvinges ud i endnu værre fattigdom, end de allerede var i.I den godt to timer lange forestilling følger vi Pinneberg og hans kone ”Pusser”, der har svært ved at få det hele til at hænge sammen. Vi ser hvordan han som bogholder bliver fyret på mærkværdig og uretfærdig vis. Chefen skal fyre en af sine tre medarbejdere, og da de to andre ikke har mødt ind til tiden, bliver Pinneberg fyret. Det tvinger det unge par til Berlin, hvor hans intrigante mor har lovet ham et arbejde. Med møg og besvær holder de sig oven vande med deres nyfødte søn, da Pinneberg knokler i en herretøjsforretning.

Forestillingen får skildret en ung mand, der gør sit bedste for at tage ansvar for sig selv, sin kone og sit barn. Hans karakter som menneske lider undervejs knæk, og da de presses ud i stærk fattigdom, er han tæt på at knække helt og aldeles.

Det er Martin Lyngbo, der har instrueret og dramatiseret forestillingen, der er baseret på romanen’ Kleiner Mann – Was Nun?’ af Hans Fallada. Det er befriende, at han sørger for, at den ellers alvorlige handling bliver fortalt med stor komisk timing mellem skuespillerne, samtidigt med at der også er plads til alvor og følelsesmæssige udbrud. Scenografen Rikke Juellind har udnyttet scenerummet virkningsfuldt med en drejescene, så skuespillerne hurtigt kan skifte scene i nogle nydelige kulisser, der emmer af atmosfære.

2

Ærlig talt er jeg ærgerlig over at måtte give ’Lille mand hvad nu’ fire ud af seks, fordi jeg mener, at den har potentiale til mere. Det store problem er, at forestillingen er for lang. Historien er ellers velfortalt, men for mig kan især 2. akt blive langtrukken i handlingen. Først mod slutningen kan jeg endelig mærke, at hjertet begynder at slå ordentlig teatergalop, som jeg savner undervejs før.

Skuespillerne får et ekstra mærke i bogen for nogle stærke præstationer. Anders Budde Christensen spiller Pinneberg, og han får vist en flersidet karakter, lige fra lykke til apati. Det er inspirerende at se ham. Maria Rich er en henrivende ”Pusser”, der skaber en karakter der starter naiv og forelsket, og ender som en kvinde der tager ansvar for sin mand, mens hun stadig elsker ham på trods af silende modgang. Henrik Prip er gudeskøn i de tretten roller, som han i alt spiller. Sikke et scoop at have ham med på Mungo Park!

3
Mens jeg afslutter denne anmeldelse, kan jeg mærke, at kærligheden mellem Pinneberg og Pusser har rørt mig dybere, end jeg før troede. Det er bevægende at se en familie ende så fattige og stadig bevare deres integritet. De holder sammen, også selv om det ikke er nemt, fordi de elsker hinanden. Han har forsørget hende, siden de blev gift og under hendes graviditet. Til sidst må hun forsørge ham, og af ukendte årsager flygter han ud i mørket. Dog ikke længere end at vi ved, at han er der et sted. Vi ved, at han elsker sin ”Pusser” og sin søn uendelig højt. Så der må foregå en krig i ham siden, at han søger væk fra dem.

Måske skal han have alenetid. Måske vil han begå selvmord. Vi ved det ikke. Men ”Pusser ”står hjerteskærende og råber frustreret og inderligt efter sin elskede mand: ”Du må ikke stå der i mørket Johannes, du må ikke bliver der.”.

Tanken om den fundamentale kærlighed og skildringen af denne mellem de to elskende har i sidste øjeblik hævet min vurdering til fire ud af seks i min vurdering. Det er en smuk forestilling, der har sat sig i mig.

Mungo Park, Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød

Spiller: 4.-29. maj 2015 på Aveny-T

Spilledato: 7. april 2015 (på Mungo Park)

Fotos: Mungo Park og Christian Skovgaard Hansen

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://www.mungopark.dk/lille-mand-hvad-nu-4004.html

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod


Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *