Anmeldelse: Living Dead, Aarhus Teater (Aarhus Teater og Sort/Hvid)

Af Lea Damgaard

 

Christian Lollikes nyeste favntag på flygtningekrisen er en gyserforestilling, der gør stor brug af motiver fra zombiefortællinger – noget, der ved første øjekast, kan vække skepsis, men som i praksis fungerer rigtig godt. For det er faktisk lykkes at undgå at slå fast, hvem de sande zombier egentlig er.

ld1

I et køkken sidder tre personer (Morten Burian, Maria Rich og Özlem Saglanmak) og taler. De opfører sig som zombier, de taler langsomt og har kulsorte øjne. De forsøger hele tiden at snakke sammen om de store problemer ude i verden, men bremses hele tiden af, at de egentlig hellere vil tale om sig selv.

Christian Lollike vil gerne ind og trykke, hvor de gør ondt. Og det formår kan i allerhøjeste grad i denne forestilling. De tre taler nemlig om en virus, der har spredt sig fra lejrene, og som fjerner empati hos de ramte, men undervejs udviser de tre i forvejen meget få tegn på empati med flygtningene. Man sidder næsten og overvejer, om der nu virkelig er tale om en decideret virus, eller om det snarere er en generel ”empatitræthed”, som en af personerne kalder sin tilstand, der har ramt Europa.

ld2

Valget med at lade personerne tale langsomt giver nemlig et fint billede på, en verden, hvor alting går så hurtigt, at vi nærmest ikke kan nå at lade indtrykket af de druknede bådflygtninge indfælde sig, før nyheden om en ny tragedie når os. Det er effektfuldt uden at være for anmassende.

Det samme er den gode idé med at stege fisk og løg bagerst på scenen i halvdelen af forestilling. Det gør luften på Aarhus Teaters mindste scene, Stiklingen, tyk og kvalm, og lugten hænger ved publikum, når de forlader salen – ganske som den sandhed om bådflygtninge, som forestillingen behandler.

Som i enhver zombiefortælling følger vi nogle overlevende, nogle der ikke er ramt af virussen, og som hele tiden kæmper for ikke at blive ramt. Forskanset og tilbage til en urkamp om overlevelse, som betyder at også andre ikke-inficerede er livsfarlige. Man genkender motiverne i ’Living dead’, hvor angsten for hinanden tager til og nærmest overskygger ”den rigtige fare”. Det er et spændende greb, fordi det puster til den genkommende problematik: det store spørgsmål om, hvad den store trussel egentlig er.

ld3-1600x1200

Desværre er der også en anden ting, der er genkommende, men til gengæld ikke særlig spændende: Den efterhånden gennemtærskede kliché, at en forestilling i genren ”ny dansk dramatik” altid skal ende med en scene og nogle skuespillere, der er totalt fedtet ind i diverse former for skidt. Det er ærgerligt, at det efterhånden næsten er muligt at lave en tjekliste for ting, der optræder i den genre: nøgenhed, rod og skidt overalt, råberi osv. Det er altså lidt trættende at være vidne til.

Men når det er sagt, er det altid spændende, når man endelig får mulighed for at se gys på teatret – når det vel at mærke ikke bare går ud på at skræmme ved at forskrække med råb og skrig. Heldigvis finder det kun sted ganske få steder i ’Living dead’. Og forestillingen formår alligevel at være uhyggelig ved at fremvise en verden, hvor det, der frygtes, kun er forstørret en lille smule.

 

 

 

Aarhus Teater og Sort/Hvid

Aarhus Teater, Teatergaden, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 30. september–29. oktober 2016

Spiller herefter på Sort/Hvid, Pakhus 11, Dampfærgevej 2, 2100 Kbh. Ø i perioden 3.-22. november 2016

Set den: 7. oktober 2016

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1617/living-dead/ og

http://www.sort-hvid.dk/projekt/living-dead/

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Den allersidste dans, Aveny-T (gæstespil fra Mungo Park)

Af Carina Blangsbøll Forestillingen er for dig, der godt kan håndtere et skiftevis grinende ...

Anmeldelse: TRANSIT, Teatret Svalegangen (Von Baden)

Af Lea Damgaard   Teatergruppen Von Baden ønsker at tage fat i samfundsaktuelle emner. ...

Anmeldelse: Apati, Republique

Af Julius Gotthardt Møller   MILLENNIUM PINK! Det er det første man tænker, når ...

Anmeldelse: The Black Rider, Betty Nansen Teatret

Af Christian Skovgaard Hansen Se forestillingen, hvis du kan lide Tom Waits’ glimrende musik, ...