Anmeldelse: Petrushka, Teater V

Af Jonas Gudmand

 

Kan man lave en danseforestilling med replikker? Ja åbenbart.

Det er interessant at opleve, da det giver dansen et mere virkelighedsnært udtryk, da der kan springes mellem dans og pludselig dialog. At man så ikke fatter, hvad der bliver sagt, gør ikke noget, for man er alligevel godt med, heldigvis.

Replikkerne bliver dog ikke fremført på samme sprog, da der tales på russisk, ungarsk, græsk og skotsk – så har man også oplevet det med.

Det er en danseforestilling, det også er anderledes på den måde, at det er bygget op sådan, at det skal forestille et prøveforløb tre uger inden premieren. Så man ser instruktøren, der dirigerer rundt med tre dansere og en pianist. Særligt den kvindelige pianist har den mandlige instruktør en romantisk tilknytning til, som ses i, hvordan har han agerer mere fysisk med hende på en underspillet intim måde, end han gør med de andre dansere.

Det virker befriende for forestillingen, at de tillader sig at bruge replikker, da der tegnes nogle forhold imellem karaktererne. Men det er et problem at Bill Eldridges og Laszlo Fülops karakterer ikke rigtigt lader til at have opbygget noget med nogle af de andre. Jeg bliver ikke draget af deres medvirken, selv om de danser upåklageligt.

Danseren Sofia Pintzous karakter har heller ikke noget tydeligt forhold til nogle af de andre, men til gengæld mærker jeg et mørke og en melankoli i hende, som får mig til at digte en historie om, at hun har haft et forhold til instruktøren tidligere. Hendes indadvendte nærvær får det til at virke for mig.

Instruktøren spilles og danses af Mikolaj Karczewski, der som den eneste danser for alvor for skruet noget personlighed ind i sin dans, hvilket er pragtfuldt at se. Vi ser ham dirigere danserne og fascineres af dem, for så pludselig at danse for fordi det ser ud som om, at han bare ikke kan lade være. Det er en skøn energi, han bærer rundt på, som skyller ud over os publikummer.

Det bliver dog langtrukkent i flere af de forskellige sekvenser, hvor jeg ikke mærker den nerve i dansen, som ellers skal til for at få mig til at være helt med hele tiden. Danserne gør det godt, men koreografien kommer til at virke lidt triviel set over en hel forestilling.

Det skal dog siges, at koreografien også flere forskellige steder virker yderst original, fordi der er fanget en symbiose mellem Igor Stravinskys musikværk og dansen. Pianisten Maria Eshpay virkeliggør den både fjollede og samtidigt dramatiske musik, der er en finurlig sammenblanding, der i sig selv er interessant at lytte til.

Højdepunktet er mod slutningen af forestillingen, hvor instruktøren får nogle af danserne til at bruge masker i deres dans. Han er så meget med i deres dans, at han tiltrækkes så meget af maskerne, at de bliver vigtigere end danserne, der bærer dem.

Det må være en voldsom ydmygelse at bære en maske og leveliggøre den – og en anden så til sidst kun drages af den og ikke af dig. Og det er interessant, hvad der gør, at en mand kan blive så tiltrukket af en båret maske og ikke af mennesket bag.

Samlet set virker helheden for langtrukken, men til gengæld er der nogle unikke sekvenser med, der gør det værd at se ‘Petrushka’.

 

Lavet af Granhøj Dans

Teater V, Prøvehallen, Porcelænstorvet 4 i Valby

Spilleperiode: 29. september-1. oktober 2016

Fotos: Granhøj Dans 

Læs nærmere her om forestillingen:

http://www.teater-v.dk/forestilling/petrushka/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod