Af Jonathan Stahlschmidt
Jeg er helt ude, hvor kragerne vender. Teaterøen er sidste bastion på Refshaleøen, og ikke just nemt at traske ud til i blæst og gråvejr. Efter at møde op i foyeren bliver vi alle eskorteret udenfor igen, og ved en fejl bliver vi vist ind i salen ad en sideindgang. Så sidder vi lidt i stilhed, hører et lille host fra bagscenen og alt bliver mørkt.
I forestillingens anslag introduceres vi for en dreng der danser lidt rundt til Bruno Mars, mens han lyser på sig selv med en malerlampe. Så tager han sin telefon frem. Ude til højre står en projektor der lyser billeder fra telefonen op på et lærred formet som en af de nyere iPhones. Drengen inviteres anonymt til at deltage i en leg. Han bliver stillet en række opgaver, og en kvinde i den anden ende vil som belønning langsomt klæde sig af.
Hver eneste opgave har med dans at gøre. Projektoren bliver med brug af live-video inkorporeret i opgaverne i større eller mindre grad. Og det bliver hurtigt ret forudsigeligt hvordan stykket kommer til at udvikle sig. Danserne er dygtige, ingen tvivl om, at det er folk med godt styr på deres bentøj og håndværk. Mere end halvdelen af tiden danses der desuden uden musik. Der opstår enkelte skønne øjeblikke, hvor kun dansen er i fokus, og de skiftevis rytmiske og arytmiske klask og klap af bare fødder på linoleum sammen med tung, kontrolleret vejrtrækning er det eneste akkompagnement der behøves.
Når der projekteres billeder samtidigt, er det ikke til at vide, hvor man skal kigge hen. Kameraføring i selfie-vinkel er ikke særligt velfungerende til at vise flot koreografi. Energiforladt prosaoplæsning, mens hele teksten står skrevet, som i et kaotisk power-point slide, gør også forvirringen stor.
Kravene til det rent dansante bliver mødt med næsten fejlfri sikkerhed af alle medvirkende. Men hvad der kræves af en danseforestilling der fra starten af foregiver at have både en rød tråd og en morale, er umiddelbart svært at finde. Der er aldrig en følelse af at der er noget på spil. Kun til sidst, i et modigt og nøgent øjeblik, bliver jeg imponeret over et pludseligt tilfælde af rørende tilstedeværelse fra hovedrolleindehaverens side.
Det har været et interessant valg fra Palle Granhøjs side, at lade så meget af forestillingen foregå uden brug af musik. Man kommer ofte til at savne noget at binde det visuelle sammen med. Lyssætningen, der mestendels styres af hovedrollen, der i realtid rykker rundt på adskillige malerlamper, medvirker til en god udnyttelse af det ellers meget tomme, mørke scenerum. Men kun i enkelte sekvenser.
Vi var blevet lovet en forestilling om billedliggjort social media-kærlighed, om en ung mand der forsøger at skabe en forbindelse til sine omgivelser gennem sin telefon. Og måske er budskabet heri, at det er svært at være forbundet til noget som helst, når man bruger sin telefon. For man føler sig distanceret. Imponeret over en flot præstation i moderne dans. Men jeg forlod Teaterøen uden at noget egentlig var kommet under huden på mig.
Granhøj Dans, Teaterøen og Dansehallerne
Teaterøen, William Wains Gade 11, 1432 Kbh K
Spilleperiode: 4.-8. april på Teaterøen
Herudover den 10.-11. april på Teater Nordkraft i Aalborg
Set den 5. april 2018
Foto: Mads Møller Andersen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.teateroen.com/events-1/granhoj-dans-love-you-not-forever
Medvirkende: Aron Darabont samt Sophia Pintzou, Mikolaj Karczewski, Laszlo Fulop og Gabriella Bacsó
Koreograf: Palle Granhøj
Dramatiker, forfatter: Palle Granhøj
Producent: Granhøj Dans
Produktionsassistenter: Bill Eldridge og Mads Møller Andersen
Teknikere: Palle Granhøj og Mads Møller Andersen
Varighed: 1 time, uden pause.
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
Show Comments (0)