Anmeldelse: Lystspil, Teatret ved Sorte Hest (Scene42)

Af Anja E. H. Poulsen

Der er ikke mange danskere, der ikke kender til Olsen Banden og Kelds kone Yvonne med de store hatte og flotte kjoler. Færre kender dog til skuespillerinden bag, Kirsten Walther, og hendes tidlige død i 1987 i en alder af 53 år. En død, som er omgærdet af mystik, da man ikke er sikker på, hvorfor det indtraf. Lystspil er nyskrevet dansk dramatik, der udforsker gåden om Kirsten Walthers sidste timer, og hvilken tilstand hun må have været i.

Vi sidder i et mørkt, overophedet og tilrøget lokale, og kigger på en stor cirkelformet scene, der ikke er plan, men hælder som en ubevægelig snurretop. Scenen er malet med hypnosecirkler i mørke farver, og i baggrunden er der en væg af folie, og en kasse med forhæng. Fra kassen modtager Kirsten tøj og remedier fra sin læge i løbet af forestillingen. Iscenesættelsen af et sind i angst og fortvivlelse er flot sat op, og sætter en god ramme for fortællingen om Kirsten Walthers sidste timer.

Publikum møder Kirsten første gang, med en abnorm stor gul hat. Hun er dog ikke den sjove Kirsten, som vi kender hende, men en kvinde, der ankommer på arbejde med frygt i øjne og krop. Kirsten skal til prøve på sin nye rolle, som den prostituerede ”Julia”, og hun er alene og får ikke megen hjælp fra sine omgivelser.

Spillet af Lotte Munk og assisteret af Christian Damsgaard får publikum langsomt fortællingen om Kirstens sårbarhed. Om hvordan hun finder tryghed i alkohol og piller, men også langsomt får visket grænserne ud mellem hendes rolle Julia og hendes eget liv. Dette gøres intelligent via iklædning af Kirsten.

Christian Damsgaard gør et flot stykke arbejde i at portrættere forskellige personer, der kontinuerligt forstyrrer Kirsten i hendes arbejde. Især en ung teaterassistent, der snakker med mad i munden, bringer en særlig irritation til stykket, der underbygger den ikke-eksisterende støtte til Kirsten og hendes tilstand.

Som forestillingen skrider frem, forestiller jeg mig at være fanget i et hurlumhej-hus, som man kender det fra forlystelsesparker. Jeg har kroppen blottet, og jeg kan ikke finde vejen ud. I spejlene omkring mig, ser jeg ikke mit eget ansigt, men en andens. Jeg råber om hjælp, men dem der lytter er ligeglade. Jeg går imod det spinkle lys, jeg finder, men opdager blot to modsatrettede pile, der peger mod exit. Jeg lukker øjnene og siger igen og igen: ”Et, jeg trækker vejret. To, jeg åbner døren. Tre, jeg går igennem døren”. Kun i sindet kan jeg finde exit. Dette er følelsen, der skabes i Lystspil.

Lotte Munk er overbevisende som Kirsten, og formår at rive publikum med i hendes forvandling fra Kirsten Walther til Julia. Man mærker virkelig den ensomhed, Kirsten stod i, men også den professionalisme og evne som skuespiller, som hun besad i kraft af sin kunnen. Lystspil besvarer dog ikke vores spørgsmål og kommer heller ikke med konklusioner. Kirsten Walthers død forbliver en gåde.


Scene42
Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 København V

Spilleperiode: 20.-29. maj 2019

Set den 20. maj 2019

Fotos: Foto: Frank Sebastian Hansen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Lotte Munk og Christian Damsgaard

Dramatiker: Emilie Nordentoft

Iscenesætter: Per Frohn

Scenograf: Per Frohn og Emilie Mordentoft

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter (uden pause)


Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: ≈[cirka lig med], Odense Teater

Af Mette Herschend Hvad betyder penge for dig? Har du tænkt over det? Efter ...

Anmeldelse: Fritz Hansen Folket, Mungo Park

Af Emilie Lykke Hartz   Mungo Park har altid været et af mine absolut ...

Anmeldelse: Stor ståhej for ingenting, Gribskov Kultursal (Dramaterne)

Af Ea Melissa Christiansen   ”Ring riing”. Klokken ringer, og publikum føres hen til ...

Anmeldelse: De underjordiske, Riddersalen

Af Sidsel Stoustrup   ”Det er nisserne!”, udråber den lille pige ved min side, ...