Anmeldelse: Madame Butterfly, Det Kongelige Teater

Af Jonathan Stahlschmidt

 

Madame Butterfly var den opera blandt Puccinis egne, som han selv skattede højest. Det var imidlertid en kamp for ham at få den til rigtigt at slå igennem i første omgang. Af flere årsager. Årsager, der kræver et kendskab til historien, som forestillingen fortæller, for at kunne forstås. Det lykkedes ham i sidste ende at gøre den til et af hans bedste værker. Dét kræver kun at opleve den for at forstå.

Vi skriver 1904. Den amerikanske Løjtnant B.F. Pinkerton er i Nagasaki. Her er han blevet så betaget af Østens mystik, at han ønsker at tage sig en japansk kone. Omend bare for et par års tid. Han lejer et hus i 999 år med en kontrakt, der kan opsiges med en måneds varsel, og indgår også en lignende ægteskabspagt med en ung pige. Cio-Cio San – kaldet Madame Butterfly – er 15 år og blevet geisha af nød for at hjælpe sin fattige mor efter faderens død. Da hun gifter sig med den kristne Pinkerton, konverterer hun til hans religion af en stærk kærlighed til ham og til Amerika. Hendes familie udstøder hende, men hun er stadig lykkelig for sin Pinkerton.

Og han forlader hende. Pinkerton tager hjem til Amerika for, som han hele tiden har pønset på, at finde sig en amerikansk hustru. Cio-Cio San føder ham imens et barn, som han intet kender til, og sidder håbefuldt i tre år og venter. Pinkerton har jo sagt at han ville komme tilbage. Når rødkælken bygger rede – hvilket den måske gør senere eller sjældnere i De Forenede Stater end i Japan, som hun selv foreslår kunne være forklaringen. Efter de tre år vender Pinkerton tilbage med sin nye kone, og det hele ender grueligt galt for Cio-Cio San og meget trist for alle parter.

Der er ikke noget at sige til, at man på Puccinis tid ikke så med så milde øjne på sådan en udstilling af den vestlige mand. En mandlig tenor-rolle – til at starte med uden sin egen arie – der praktisk talt fungerer som skurken i historien – gjorde det i første omgang udfordrende at finde en sanger til rollen. Selv efter at have besat alle roller, blev første premiere desværre et kæmpe flop. Og Puccini var nødt til at revidere historien kraftigt.

Men hovedkimen til operaens senere succes er blevet bibeholdt helt ind i vores årtusinde. Cio-Cio San, her i form af henrivende Elizabeth Llewellyn, der næsten er operaens og vor tids svar på Liza Minelli, er en hovedrolle, der både fortryller og henrykker. Llewellyn bærer rollen med passende udsving i barnlig iver og forkrøblende længsel. Det er sjældent, man som publikum bliver begavet med en førstedame, der kan spille så stort og inderligt på følelsesregisteret.

Den storladne Pinkerton, den amerikanske konsul Sharpless og den flabede ægteskabsarrangør Goro, klæder også forestillingen ganske godt. Men det, der virkelig tager kegler er kostumer af Pernille Egeskov og scenografien af Christian Friedländer. En bagvæg der på ganske diskret vis er mere, end øjet først antager, en gentaget reproduktion af Den Store Bølge Ud For Kanagawa (der uden tvivl repræsenterer Cio-Cio Sans støre følelseshav i smukt oprør), og ikke mindst en gigantisk rislampe der på faretruende vis sænker sig gradvist som handlingen skrider frem – alt dette giver en overvældende oplevelse af at være blevet transporteret til en helt anden verden. En verden hvor flotte, flagrende klædedragter kompenserer intet mindre end fuldt ud for, at der vistnok kun er én eneste etnisk japaner i castet.

Men det er stadig i Danmark, og nu, at man kan opleve Puccinis yndlingsopera. Og selvom Cio-Cio Sans kamp for at få sin kærlighed gengældt må slutte forgæves, blev Puccinis kærlighed til hendes historie heldigvis delt af mange – og bliver det stadig.

 

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 17. september 2017-26. maj 2018

Resterende spilledage: 16., 22 og 25. april samt 12., 19., 22. og 26. maj 2018

Set den 10. april 2018

Foto: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/opera/madame-butterfly/

Medvirkende: Elizabeth Llewellyn, Hector Sandoval, Palle Knudsen, Johanne Bock, Michael Kristensen m.fl. og Det Kongelige Operakor
Dirigent: Giuliano Carella

Iscenesætter: Lars Kaalund og ved genopsætning Anne Fugl

Scenograf: Christian Friedländer

Kostumedesign: Pernille Egeskov

Lysdesign: Ulrik Gad

Varighed: 2 timer 40 minutter inklusiv pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod