Anmeldelse: María de Buenos Aires, Den Jyske Opera

Anmeldelse: María de Buenos Aires, Den Jyske Opera

Af Christian Skovgaard Hansen

Forestillingens titel er María de Buenos Aires – altså María fra Buenos Aires. Det er en ensom aften i den argentinske by, og en gammel mand tænker tilbage på sit livs kærlighed, som han aldrig har kunnet glemme: María, som døde for lang tid siden. Hendes ånd viser sig for ham, og de gennemlever nu sammen hendes barndom, hendes liv, hendes drømme, deres møder og deres kærlighed. Han indser nu, at kærligheden til María først slutter, når han selv dør.

Selvom forestillingen præsenteres som opera – en tango-opera – skal du ikke forvente en klassisk opera med store stemmer og lange arier. Det er nærmere musikteater med elementer af operasang. Forestillingen præsenteres også som en blanding af opera og argentinsk tango.

Operaen synges på dansk, spansk og tysk. Men her er ingen overtekster, så er man ikke sprogkyndig, er det med at holde tungen lige i munden. Selv hvis man, som jeg, har læst op på historien hjemmefra, kan det derfor desværre være svært at følge med i handlingen, hvorfor man bruger uforholdsmæssig meget tid på at placere handlingen, og hvem der er hvem, fremfor at følge dem, mens man nyder musikken, sangen og dansen. Og det er synd!

Hverken handlingen eller Horacio Ferrers libretto fejler altså noget. Men det gør iscenesættelsen af Philipp Kochheim, som er Den Jyske Operas kunstneriske chef, derimod. De store følelser, hvor drømmene og virkeligheden flettes sammen, får aldrig rigtigt frit løb. Ligeså meget lidenskab og kærlighed, der er i handlingen, ligeså lidt er der i Kochheims iscenesættelse. Det hele foregår i Barbara Blochs åbne og lange scenografi, som ikke helt gør noget godt for den lidenskabelige og intime handling – dertil ”rendes” der for meget frem og tilbage. Samtidig er det synd, at scenen er hævet, så publikum på langsiderne er nødt til strække hals for at se noget.

Kurt Ravn har som den gamle mand, Duende, den rette mængde sørgmodighed og melankoli, men som for en kort stund forvandles til nærvær, drømme og fornyet kærlighed. Hans savn og smerte går helt ud til os på publikumsrækkerne. Desværre udnyttes hans potentiale aldrig helt – hvilket måske dog i vist omfang nok skyldes librettoen. Yamil Borges er Marías ånd, og særligt hendes stemme giver forestillingen saft og kraft. Man fornemmer, at María var en på samme tid viljestærk og rå, men også lidenskabelig og kærlig kvinde.

Nicole Luketic og Markus Schneider er henholdsvis den unge María og den unge mand, som har forskellige funktioner gennem drømmen. De både spiller fint og danser smukt, men også lidt køligt og anonymt, så man aldrig rigtig bliver helt så fanget af minderne. De mangler lidt af den lidenskab, intimitet, varme og sensualitet, der kendetegner tangoen.

Forestillingens absolutte styrke er det seks personer store orkester; og naturligvis Astor Piazzollas musik, som de spiller. Musikken under ledelse af dirigent Johanna Motter er hele vejen igennem forestillingen tilpas intens og stemningsfuld, så vi hele tiden får den rette atmosfære af melankoli, lidenskab og ikke mindst kærlighed.

Den Jyske Opera

Spilleperiode: 23. marts-13. april 2019

Turnéplan:

23.-24. marts Pumpehuset, Kbh.

25. marts FrederiksborgCentret, Hillerød

27. marts Musikteatret Albertslund

31. marts Musikhuset Aarhus

1. april Musikhuset Aarhus

2. april Insero Atrium, Horsens

3. april Spinderihallerne, Vejle

4. april Spinderihallerne, Vejle

7. april Musikkens Hus, Aalborg

11. april Ridehuset, Værket, Randers

13. april Magasinet, Odense

Set den 24. marts 2019 i Pumpehuset

Fotos: Kåre Viemose

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://jyske-opera.dk/kalender/maria-de-buenos-aires

Medvirkende: Yamil Borges, Kurt Ravn, Nicole Luketic (/Ana Dordevic), og Markus Schneider

Instruktør: Philipp Kochheim

Dirigent og pianist: Johanna Motter

Tangoorkester: Violin Cæcilia Østergaard Balling/Romane Queyras, Fløjte Valdemar Dominique Ulrikkeholm/Júlia Cavaller Triay, Slagtøj Heigo Rosin/Jonas Weitling, Guitar

Mikkel Lynggaard/Simon Wildau Nielsen og Bandoneon Emir Bosnjak

Scenograf og kostumedesigner: Barbara Bloch

Koreograf: Sean Stephens

Musik: Astor Piazzolla

Libretto: Horacio Ferrer

Varighed: Ca. 80 minutter uden pause

Tango-opera (Tango operita)

Operaen synges på dansk, spansk og tysk

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *