Anmeldelse: Matilda – The Musical, Det Kongelige Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Musicalgenren er nu også at finde på nationalscenen, og man lægger ud med Roald Dahls elskede børnebog ”Matilda” nu også som musical. Matilda er en lille, men klog pige. Hun viser os, at man ikke behøver at være stor for at kunne sætte sig store spor. Hun er det ”anderledes” barn, der besidder fantasi, retfærdighedssans og ikke mindst klogskab. Alt sammen evner, der viser at være givtige, når der skal kæmpes mod uretfærdighederne og ondskaben.
Matilda er egentlig uønsket, og familien elsker hende ikke – i hvert fald ikke til en start. Faren er en uærlig brugtvognsforhandler, moren er en falleret amatørdanser, og hendes storebror har (heller) ikke for mange brikker at flytte med. Fælles for de tre er, at de ikke er helt så geniale, som de selv tror. Og de er slet ikke så geniale, som Matilda viser sig at være. Hun står ved sin klogskab og sin fantasi, og hun ønsker at forandre verdenen og ikke mindst sin egen skæbne. Fortællingerne og bøgerne er en særlig vej hertil. Det er slet ikke så farligt endda at læse og at blive klogere!
Roald Dahls bog er fra 1988, men den er stadig aktuel i dag. Udover den evige kamp mellem det gode og det onde, berører den også det at være anderledes og turde stå ved det, og det, at man kan ændre sin egen – og andre skæbne – ved at forandre.
Dennis Kellys manuskript er ikke helt helstøbt, hvilket Elisabeth Lintons iscenesættelse heller ikke helt kan rette op på. Vi starter lettere kaotisk ud med Matildas fødsel. Der er højt tempo – måske for højt – og tonen er lagt udi de mere komiske scener. Det er her, at Matilda – The Musical står svagest, mens den til gengæld står knivskarpt i de mere eftertænksomme og (livs)kloge scener. Det er særligt i sidstnævnte scener – sammen med en række gode skuespilpræstationer – at forestillingen er god.
Unge Clara Schelling klarer titelrollen imponerende godt Hun er charmerende og ikke mindst dygtig. Hun står distancen gennem hele forestillingen, og hun gør det med bravur, uanset om hun skal fortælle historier, synge eller tale russisk! Det er imponerende – og man kan håbe, at hendes to dubleanter er mindst lige så gode. Generelt gør alle børnene det glimrende, og det er forestillingens store styrke, som giver en vis energi – og oprør til slut! – til fortællingen.
Mads Rømer Brolin-Tani er skræmmende ond som den tyranniske Agatha Trunchbull, som er rektor på den grusomme skole ”Crunchem Hall” (læs lige det navn igen!). Bag ondskaben gemmer der sig dog noget mere. Han er ganske vist afskyelig som den onde rektor, der har skiftet hammerkastet ud med børnekast, men på bunden – om end der er langt derned – aner vi alligevel noget mere. Rektoren er ikke blevet ond helt uden årsager.
Heldigvis findes der også modsætninger hertil. Ulla Henningsen er varmhjertet og kærlig som bibliotekaren fru Phelps, som lægger øre til Matildas historier – hvoraf særligt en af historierne viser sig at have mere bund i virkeligheden end først antaget. Amalie Dollerup er sød og eftertænksom, men også kampklar og modig, når det kræves, som frøken Honey, som er lærer på Matildas skole. Hun går foran i kampen for Matilda og de øvrige børn, og hun viser sig at have et specielt og ikke mindst anstrengt forhold til rektoren.
Mindre gode er Annette Heick som Matildas mor og Rasmus Botoft som Matildas far. Begge roller er naturligt karikerede som ikke så geniale forældre, men deres portrætter af Matildas forældre bliver noget endimensionelle. Selv den mest karikerede rolle bør have (og har) en vis kløgtigere bund, men det ser vi desværre ikke meget af her. Botofts åbningsnummer, hvor faren udstiller folk, der læser, er nærmest tåkrummende pinligt. Af medlemmerne af Matildas familie gør Jeff Schjerlund det omstændighederne taget i betragtning ganske morsomt som Matildas bror.
Musikken til forestillingen spilles live hver aften, hvilket er et stort plus. Som minus er til gengæld Det Kongelige Teaters lydside på Gamle Scene. Det er som om, at musikken ikke rigtig kommer ud over scenekanten altid, og det er endnu mere ærgerligt, at nogen af sangernes stemmer kappes af og er svære at høre.
Det visuelle fejler til gengæld ikke noget i Palle Steen Christensens scenografi og Astrid Lynge Ottosens kostumer. Scenografien er tilpas foranderlig, og der bruges effektivt diverse virkemidler og tricks.
Dennis Kellys manuskript er nok lidt ujævnt, men det passer fint ind i fortællingens univers, ligesom Tim Minchins mange sange. Det gør dog også, at forestillingen når en varighed på 3 timer inkl. pause. Det kan diskuteres, om det ikke er for lang tid for forestillingens kernepublikum: Børnene.
Matilda – The Musical er dog stadig en hjertevarm og seværdig forestilling. Den bæres oppe af glimrende skuespillere på langt de fleste bærende roller og ikke mindst en række fantastiske børn på scenen. Læg hertil Roald Dahls kloge fortælling, og vi går alle sammen fra teatret med en vished om, at man kan forandre sin skæbne, og at alt kan blive godt – og nåh ja, at det slet ikke er så dumt endda at have sin fantasi i orden og at blive klogere ved at læse bøger.
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K
Spilleperiode: 27. januar-27. februar 2022
Set den 27. januar 2022
Fotos: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/skuespil/matilda-the-musical
Medvirkende: Annette Heick, Rasmus Botoft, Jef Schjerlund, Ulla Henningsen, Amalie Dollerup, Mads Rømer Brolin-Tani, Morten Kjeldgaard, Joachim Knop, Daniel Eriksson, Hannah Ohlsson, Clara Schelling m.fl. (visse udskiftninger på spilledagene)
Forfatter: Roald Dahl
Manuskript: Dennis Kelly
Musik og sangtekster: Tim Minchin
Orkestrering og ekstra musik: Chris Nightingale
Iscenesættelse: Elisabeth Linton
Scenografi og videodesign: Palle Steen Christensen
Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen
Lysdesign: Ulrik Gad
Lyddesign: Avgoustos Psillas
Koreografi: Miles Hoare
Musikalsk ansvarlig: Joakim Hallin
Kapelmester: Johan Bergman
Oversættelse: Marie Degener Troelsen
Varighed: Ca. 3 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod