Anmeldelse: Menneskekryb, Nørrebro Teater

Af Jo Damsgaard-Sørensen
”Giver det overhovedet mening at blive født, når verden er så grusom?”, spørger puppen (Stanley Bakar) sig selv i Menneskekryb. Forestillingen er en bearbejdelse af Josef og Karel Čapeks ”Insektliv”, hvor omdrejningspunktet er en vagabonds observationer af insekter som en analogi på menneskets grusomhed. Čapek-brødrene skrev i kølvandet på 1. verdenskrig. I dag er krig igen noget vi må forholde os til i Europa. Dette gør ”Insektliv” oplagt at nyfortolke.
I Menneskekryb ser en puppe, der venter utålmodigt på at blive født, verden udenfor i en prænatal drøm. Med en stærk optimisme forventer den et lyserødt glansbillede – dog bliver denne idealisme brudt. Sommerfuglenes parringsdans der er fyldt med jalousi og usikkerhed, billernes overforbrug, og myrernes tørst efter gå i krig, får puppen til at indse at verden ikke er så rosenrød som den forestillede sig.

Forestillingens visuelle udtryk, skabt af Christian Albrechtsen, er nok det mest gennemførte i Menneskekryb. Hver scene har sin farvepalette, der understøtter puppens verdenssyn i takt med at dens idealisme bliver nedbrudt af de barske realiteter. Første akts lyserøde blomsterhave erstattes i andet akt af en farveløs og firkantet verden, på kanten til at bryde ud i krig. Kontrasten virker først som et lidt skævt valg, når man vender tilbage fra pausen, men ender med at fungere fint som underbyggelse af teksten.

Dog er jeg ikke fan af forestillingens tekstlige plan. Analogien på menneskeheden virker halvfærdig, når den nogle steder skal tages hyper-bogstaveligt, som ved myrernes krigsførsel mod alle fremmede arter, og andre steder pakkes ind i skæve intertekstuelle referencer, insekt-puns og citater fra popsange. Spillestilen er næsten revy-agtig, med hurtige jokes og karikaturer – hvilket det øvrige ensemble udfører ganske udmærket. Dette betyder dog, at observationerne om menneskeheden, gennem hele første akt virker en smule banale, og jeg har svært ved at inde ud af, hvad forestillingen egentlig vil sit publikum.
I andet akt forløses dette en smule. Myrernes hjerneløse march overvåget af Tilde Maja Frederiksens skræmmende autoritative myredronning, formår at kritisere socialisme, kapitalisme, monarki, konservatisme, demokrati og nationalisme på én og samme tid. Desværre får kritikken ikke lov til at komme til sin ret. Første akts platte one-liners og karikerede spillestil tager brodden af alvoren, og jeg har svært ved at tage portrætteringen af myrernes krigsførelse (med tydelige referencer til nutidens krige) seriøst – det ender med at virke overdramatiseret. Selv puppens centrale spørgsmål: ”Giver det overhovedet mening at blive født, når verden er så grusom?” bliver straks undermineret af en Hamlet-reference, der vist har sneget sig ind fra 1. akt.

Overordnet set virker første og andet akt som to forskellige forestillinger – ikke kun i scenografien, men også i tonen og budskabet. Det sjove virker fladt i sammenligning med forestillingens alvorlige elementer, og det alvorlige er svært at tage seriøst når det bliver holdt oppe mod det sjove. De enkelte akter kunne måske have fungeret, hvis de hver især fik lov til at stå alene. Niels Erling forsøger, men formår desværre ikke, at lave en nyfortolkning af teksten, der rammer tidsånden. Menneskekryb vil simpelthen for meget. Men måske er det også en lidt for stor opgave at skulle indkapsle alle menneskehedens dårligdomme på kun 2 timer inkl. pause?
Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N
Spilleperiode: 7. marts 2025-26. april 2025
Set den 15. marts 2025
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Stanley Bakar, Alexander Clement, Carla Eleonora Feigenberg, Tilde Maja Frederiksen, Morten Kjær, Amalie Lindegård & Mads Reuther
Instruktion: Niels Erling
Manuskript: Niels Erling, meget frit efter Insektliv af Josef og Karel Čapek
Scenografi og Kostumer: Christian Albrechtsen
Komponist: Rasmus Juncker Og Daniel Fogh
Lyddesign: Daniel Fogh
Lysdesign: Mia Jandje Willett
Dramaturg: Ann-Sofie Estrup Bertelsen
Oversættelse: Thomas Levin
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod