Anmeldelse: Mens solen brænder, Sort/Hvid (Sort/Hvid, AKT1 (lydteater) og Songbirds)

Af Nanna Sofie Pehrson

”Skal vi nyde livet, mens vi har det, eller skal vi afstå for at sikre planetens overlevelse?”. Sådan lyder et af de mange spørgsmål, sceneinstruktør Niels Erling vil forsøge at besvare med klimaforestillingen Mens solen brænder på Sort/Hvid Teater i Kødbyen i København. En forestilling, der siger for meget og gør for lidt, og måske derved rent faktisk afspejler klimakrisens hovedproblem – dog uden det lader til at være intentionen.

En lysende magenta port leder publikum ind i Lise Marie Birchs futuristiske scenografi. Dunkle duske af rosmarin er plantet langs portens kanter, og står stikkende frem i det lyserøde modlys. På den anden side mødes vi af Lotte Andersens store moderlige smil, og i rummet lyder en svag genklang af tonerne fra Rasmus Junckers xylofon. Den dynamiske trappescenografi er både indbydende og utiltalende på samme tid. Den afspejler en nær ufrugtbar jord, men også vores hjem og base, hvorfra alle menneskelige minder udspringer. Samspillet mellem scenografien samt lys og lyd, der er komponeret og eksekveret af dygtige Rasmus Juncker, skaber en overvældende æstetisk helhedsoplevelse, der emmer af fremtid og forfald.

Mor og søn i både virkelighed og fiktion, 59-årige Lotte Andersen og 28-årige Louis Bodnia Andersen, udgør udgangspunktet for forestillingens hovedkonflikt: generationskløften mellem de indebrændte, aktivistiske unge og de bekymringsløse, uvidende ældre. I en scenografi, der smukt afspejler et goldt og livløst landskab, agerer Lotte Andersen gartner og omsorgsperson, ikke blot for Jorden, men også for sønnen, der tænker store og eksistentielle tanker om mennesket, verden og klimaet.

Lotte Andersen spiller som altid formidabelt, og hendes karakter afspejler en generation med et tilsyneladende aparte forhold til klimakrisen. Det bliver dog hurtigt tydeligt, at klimaangsten og dens brede pallette af følelser bobler lige under overfladen. Ømheden til sønnen, kærligheden til naturen, fortvivlelsen for fremtiden, og ikke mindst sorgen, der udspiller sig på fineste vis i en hjerteskærende sørgesang, til hvilken Louis Bodnia Andersen spiller musikken. Sørgesangen samt den afsluttende scene er uden tvivl forestillingens mest nærværende og hårdtslående – højst sandsynligt, fordi det er de eneste tidspunkter, hvor vi får et åndehul fra Louis Bodnia Andersens altopslugende vrede.

Den unge mands vrede kommer til at udviske tekstens indhold. Det er utroligt svært at lytte, når nogen råber ad eller taler ned til én. Vi er allerede blevet råbt op af en ungdom, der krævede vores opmærksomhed, nu er det tid til at lytte. Så kan vi ikke finde på en mere nuanceret måde at itale- og iscenesætte menneskets forstående undergang?

At fortællingen udspiller sig i et forhold mellem en mor og en søn, bidrager ikke synderligt til forestillingen. Selve grundfortællingen kredser om en generationskløft, der lige så vel kunne have udspillet sig i enhver ”Boomer vs. Generation Z”-konstellation. Det er lige før, forestillingens hovedargumenter kan findes i et Facebook-kommentarspor tilknyttet en tilfældig klimaartikel. Det autofiktive træk, at det netop er Lotte Andersen og hendes ægte søn Louis Bodnia Andersen, der spiller overfor hinanden, bidrager ikke med meget andet end lidt sladderblads-guf.

Trods det futuristiske visuelle udtryk, er det svært at afgøre om fortællingen foregår i nutid eller fremtid. På mange måder vidner tekstuniverset og den debat, der ligger til grund herfor, om, at vi ikke befinder os lagt fra nutiden. Hvis det er fremtiden, Niels Erling ønsker at repræsentere, ser det i så fald ikke kun sort ud for kloden, men også for klimadebatten og ikke mindst dansk dramatik.

Forestillingen er sammensat i et samarbejde mellem fire samtidsforfattere, to biologer, en geolog, en astrofysiker og en filosof. Man bliver helt forpustet bare af opremsningen – for så slet ikke at tale om det tekstlige bombardement af videnskabelig lingo. Jeg synes, det er et utroligt interessant projekt at fusionere videnskab og kunst på den måde, Niels Erling og Lotte Andersen forsøger at gøre med dette koncept, men for mange kokke fordærver maden, og det har desværre resulteret i en alt for teksttung forestilling.

Det er både kompliceret og udfordrende at formidle forskning til en bred offentlighed. Forsøget på at oversætte forskningen på en måde, der sikrer, at fakta ikke går tabt, og at vi rent faktisk forstår, hvad der foregår, er et både ambitiøst og spændende projekt, der med hjælp fra tekstlige, visuelle og auditive virkemidler har et stort oplysningspotentiale. Jeg havde håbet på, at Mens solen brænder ville gøre det med bravur og byde på en ny og overraskende vinkel, der ville fylde mig med tanker, undren og ikke mindst håb for fremtiden. Jeg ved, at det er meget at bede om, når vi har at gøre med et emne så kompliceret som ”klimaudfordringerne”, som Sort/Hvid vælger at kalde det. Konceptet indeholder et kæmpe potentiale, men også en risiko for at tabe en stor andel af publikum på scenegulvet.   

Mens solen brænder er ikke desto mindre et vigtigt bidrag til at bringe klimakampen ind i scenekunsten. Jo flere scener, der tør at give sig i kast med ambitiøse projekter som dette, desto større er chancen for, at vi når ind til kernen af problemet kunstnerisk og menneskeligt. Jeg håber at fremtidige dramatikere tør at tage udfordringen op, som Niels Erling og Sort/Hvid har gjort med denne forestilling.  

Produceret af Sort/Hvid, AKT1 (lydteater) og Songbirds

Støttet af Novo Nordisk fonden, Dansk Komponistforening og Statens Kunstfond

Sort/Hvid

Staldgade 26-30, 1699 København V

Spilleperiode: 18. november-10. december 2022

Set den 18. november 2022

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

MENS SOLEN BRÆNDER

Medvirkende: Lotte Andersen, Louis Bodnia Andersen, Rasmus Junker (musiker)

Koncept: Niels Erling, Lotte Andersen

Iscenesættelse: Niels Erling

Tekst: Ida Marie Hede, Marie Bjørn, Peder Frederik Jensen, Ursula Andkjær Olsen

Forskning: Donald Canfield, Peter Funch, Thomas Pape, Christina Toldbo, Rasmus Grønfeldt Winther

Scenograf: Lise Marie Birch

Sangskrivning: Katrine Muff Enevoldsen, Lars Emil Foder

Komposition, musik og lyddesign: Rasmus Juncker

Lysdesign: Jim Falk

Varighed: 1 time og 30 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod